Enhver præsidentkandidat med respekt for sig selv har efterhånden oprettet en Spotify-playliste til deres kandidatur. Og det er der god grund til. Med deres kandidaturer skal kandidaterne til 2020-valget signalere, hvad de står for, og hvem de vil være præsident for, og her er musikken en vigtig del af den samlede fortælling.
Når demokraternes præsident-kandidat Elizabeth Warren spiller Dolly Partons 9-5-sang til sine politiske rallies, er det ikke helt tilfældigt.
Sangen er nemlig med til at understøtte Warrens politiske image og præsidentkandidatur, der bl.a. skal signalere til de amerikanske vælgere, at Warren vil være en præsident, der tager arbejderklassens problematikker seriøst, og at hun samtidigt vil være en kvindelig præsident, der kan selv – også uden en mand.
Med andre ord: sangen er nøje udvalgt til at repræsentere den politiske fortælling, som Warren i sit præsidentkandidatur turnerer med i mange andre henseender i form af retorik, politiske budskaber, formater på hendes sociale medier og hendes politiske ideologi.
Og Warren er ikke den eneste, der har valgt en rally-sang eller en decideret Spotify-playliste, som skal understøtte hendes fortælling som kommende præsident i USA.
I dag har de fleste præsidentkandidater med respekt for sig selv oprettet en officiel Spotify-playliste, ligesom de ofte har en bestemt rally-sang, som de turnerer rundt med i landet. Sangene er med til at understøtte kandidaternes værdier, politik, retorik, ideologier og budskaber.
Før Spotify havde kandidaterne jingler
Selvom Spotify først så dagens lys i 2006, er præsidentkandidaternes budskaber i musikken ikke noget nyt fænomen.
I 1950’erne havde Eisenhower f.eks. sin egen kandidatur-sang i jinglen ”They like Ike”.
”They like ike. And Ike is good on a mike. They like Ike. But Ike says he don’t wanna. That makes Ike. The kind o’ feller they like. And what’s more. They seem to think he’s gonna…” lyder det bl.a. i sangen.
Foruden sangen blev der også lavet plakater, brochurer og små brocher, hvorpå der var påtrykt ”I like Ike”, så sangen kom til at understøtte Eisenhowers præsidentkandidatur- og slogan.
Og i 1959 ændrede Frank Sinatra teksten til en af sine sange, så den kunne bruges til John F. Kennedys kandidatur i 1960 med sangen ”High hopes”:
”Everyone is voting for Jack. ‘Cause he’s got what all the rest lack. Everyone wants to go back – Jack. Jack is on the right track. ‘Cause he’s got high hopes. He’s got high hopes. 1960 is the year for high hopes”.
Læg mærke til, hvordan kælenavnene Ike og Jack bliver brugt om Dwight D. Eisenhower og John F. Kennedy. Det virker mere personligt.
Således blev jinglerne dengang brugt til både at få vælgerne til at huske kandidaterne og deres navne, men de var også en måde, hvorpå kandidaterne kunne frame et politisk billede og budskab af, hvem de ville være som præsident i deres nutid.
Playlister skal frame politisk budskab
Men lad os kigge nærmere på vores egen nutid. For hvad skal en god kandidat-playliste- eller rally-sang så signalere i en 2020-valgkamp?
En kandidat som Bernie Sanders har f.eks. valgt at inkludere sange som ”Brooklyn go hard” fra Jay-Z, ”Make a change” med Buckwheat, ”Revolution” med Flocking Molly, ”Power to the people” med John Lennon og ”Takin’ it to the streets” med The Doobie Brothers.
Numrene er næppe tilfældigt valgt. De repræsentaterer den revolution, Sanders står for og det opbrud, han gerne ser både økonomisk og politisk, og bl.a. ”Brooklyn go hard” signalerer, hvor Sanders kommer fra, og hvad han har med i bagagen.
Kirsten Gillibrand, der ikke helt har fundet fodfæste i 2020-ræset, har derimod valgt at fokusere på en anden ideologi, om man vil: feminisme.
Hendes playliste inkluderer bl.a. ”Ready to run” med Dixie Chicks, ”Run the world” med Beyonce, ”Superwoman” med Alicia Keys, ”Break Free” med Ariana Grande. Der er ingen tvivl om, at Gilibrand med sin playliste dermed forsøger at appellere til kvindelige vælgere, der gerne vil se USA’s første kvindelige præsident.
En anden kvindelig præsidentkandidat er Californiens Kamala Harris, der dog også er unik, fordi hun, hvis hun bliver valgt, også vil være USA’s første sorte, kvindelige præsident. Hun er derfor også afhængig af især minoritetsstemmer hos afro-amerikanere og latinoer.
Og det ses i den grad på hendes Spotify-playliste, der primært repræsenterer afro-amerikanske- og latino-artister: ”Work that” med Mary J. Blige, ”California Love” med Tupac Shakur, ”God is a Woman” med Ariana Grande og ”Think” med Aretha Franklin.
Og så er der dem, der forsøger at appellere til hele bundet. En kandidat som Peter Buttigieg, der stadig hægter sig godt på i top-5 af mulige normeringer til demokraternes præsidentkandidat har derfor formentlig valgt en lidt mere broget Spotify-playliste.
Hos ham finder vi numre som ”American Boy” fra Kanye West, ”Confident” med Demi Lovato, ”High hopes” med Panic! At the Disco og ”Never going back again” med Fleetwood Mac.
Men faktisk understøtter Buttigiegs Spotify-playliste også meget godt Buttigiegs politiske budskab, retorik og formåen. Hvor playlisten er mere broget, består den også af mange forskellige genrer og artister, og på den måde afspejler den altså Buttigieg som den samlende figur, han har formået at portrættere sig selv som.
Han kan med sin brogede baggrund – åben homoseksuel, tidligere militærmand fra arbejdernes Indiana osv. – appellere til mange forskellige målgrupper, og derfor har han også indtil videre formået at skille sig ud blandt de mere end 20 demokratiske kandidater. Det skal hans sang-valg være med til at understøtte.
Med Spotify-playlisterne kan præsidentkandidaterne altså derfor både frame deres eget politiske budskab, skabe en følelse hos vælgerne og dermed lave en slags form for mini-targeting hos bestemte målgrupper.
Kvinder, minoriteter og generationer spiller en rolle
Derfor er det også interessant at se på sammensætningen af de artister, som kandidaterne vælger at sætte på deres playlister.
Joe Biden, der i sit kandidatur både prøver at spille på tangenten om ”Working class Joe” og ”de sorte amerikaneres præsident” – noget han også er kommet lidt galt afsted med under de indledende debatter, hvor hans tidligere holdninger er blevet prøvet kraftigt af af bl.a. afro-amerikanske kandidater som Kamala Harris og Cory Booker.
Men uanset er selv det budskab at finde på Bidens playliste, der mere eller mindre er 50/50-fordelt mellem sorte- og hvide artister: ”Heroes” med David Bowie, ”The edge of glory” med Lady Gaga, ”The Weight” med Aretha Franklin, ”I’m coming out” med Diana Ross.
Kigger man over en bred kam, er der flest kvindelige artister at finde hos førnævnte Gillibrand, derefter hos Castro, Harris og Buttigieg. Færrest er der hos Beto O’Rourke, Trump, Sanders og Biden.
Ifølge New York Times, har kandidater som Gillibrand, Booker, Harris og Buttigieg valgt flest sange fra 80’erne til i dag til deres playlister, mens Trump, Warren, O’Rourke og Sanders har inkluderet flest sange fra 50’erne til 70’erne på deres lister.
Samtidigt er der de kandidater, der skifter såkaldte ”Walk in-songs” – altså, de sange, de kommer på scenen til under deres rallies – alt efter, hvor de befinder sig.
Ifølge New York Times går Warren f.eks. på scenen til Dolly Parton’s ”9 to 5” – altså, medmindre hun befinder sig i Syden, hvor der er en forholdsvis stor gruppe af afro-amerikanske vælgere, som hun skal have fat i. Her er hendes ”Walk in-song” Aretha Franklins ”Respect”.
Trumps playliste er et sammensurium af alt
Og nå ja, så kommer vi jo ikke uden om ham Trump.
Men hans liste er faktisk også ganske interessant. Bl.a. indeholder den ”God Bless the USA” med Lee Greenwood, ”Sweet Home, Alabama” med Lynyrd Skynyrd, ”Eye of the Tiger” med Survivor, ”Macho Man” med Village People og ”My Way” med Frank Sinatra, som også var den sang, Trump dansede sin første dans til ved sin indsættelse som præsident.
Men listen indeholder også et stykke med Puccini, en sang fra musicalen ”Cats” og Andrea Bocelli og Celine Dions ”The Prayer”.
Det lyder umiddelbart lidt rodet, men i sidste ende har Trumps playliste godt fat i Trumps budskab om ”det USA, der var engang”, Make America Great Again.
Modsat Sanders’ revolutionerende playliste, Gillibrands feministiske playliste, Harris minoritets-playliste, Buttigiegs’ samlende playliste osv., skal Trumps i stedet indkapsle det budskab, som han står for: alt det, som var engang – altså, ”white nostalgia” – og som amerikanerne kan få igen ved at stemme på ham.
Trump har som præsident nærmest holdt valgkamp løbende de sidste tre år, hvor han har holdt rallies nærmest ugentligt, og her har playlisten og hans udvalgte sange været på repeat.
Spørgsmålet er nu bare, om den kan holde fire år mere.
