Mange kigger mod Washington D.C. for at få en reaktion og gerne fordømmelse af situationen i Hong Kong, hvor mange frygter en voldelig afslutning på de omfattende folkelige demonstrationer. Men at dømme ud fra udtalelser fra medlemmer af Trump-administrationen og præsidenten selv, så skal man nok se langt efter dette. America First dagsordenen skinner klart igennem i sin værdineutralitet i denne sammenhæng.
Situationen i Hong Kong er anspændt for at sige det mildt. Mange frygter, at de kinesiske myndigheder vil slå hårdt ned på demonstranterne, og den massive opbygning af paramilitære styrker rundt om Hong Kong hjælper ikke på bekymringerne.
I sådanne situationer er det blevet normalen, at mange kigger mod Washington D.C. for at høre en eller anden form for enten fordømmelse eller en løftet pegefinger om mådehold. Den type udtalelse bør man dog ikke vente på fra præsident Trump eller hans administration, og dette bør ikke overraske.
Groft sagt tilsiger præsident Trumps ”America First”
dagsorden, at hvert land kan gøre hvad de vil indenfor egne grænser. Hvis ikke
amerikanere eller amerikanske interesser er i fare for at komme i klemme, så
vil USA ikke blande sig.
Dette følger præsidentens gentagende italesættelser af national suverænitet og
selvbestemmelse som grundprincipper for hans verdensbillede – noget han ser som
værende i modsætning til det han kalder ”globalisterne”. Dette har han f.eks.
talt om flere gange ved FN’s Generalforsamling.
I America First dagsordenen har værdipolitik ikke en plads, men i stedet magtpolitik og interesser. Det er det flere medlemmer af administrationen, inklusive præsidenten, flere gange har kaldt ”realistisk pragmatisme”, og det er denne pragmatisme vi nok vil se udfolde sig ift. Hong Kong.
Vi har allerede set det andre steder i verden, mest bemærkelsesværdigt i forhold til Saudi Arabien og Nordkorea.
Saudi Arabien har været forskånet amerikansk kritik under præsident Trump af hensyn til nationale interesser og sikkerhedspolitik, og præsident Trump har også flere gange holdt tilbage med kritik af regimet i Nordkorea for overgreb mod civile – og mest opsigtvækkende tilbageholdende i sin kritik af behandlingen af den amerikanske statsborger Otto Warmbier, som endte med dennes død.
Den måde Trump-administrationen lader til fuldstændig at
frasige sig et værdipolitisk grundlag i sin håndtering af andre lande er på sin
vis et brud med tidligere tider. Om dette skal ses som et tiltrængt opgør med
amerikansk hykleri eller et massivt tilbageslag vil være op til læseren.
Tidligere amerikanske præsidenter har om ikke andet talt om menneskerettigheder
og søgt et værdipolitisk skær over sin udenrigspolitik. At handlingerne ikke
altid fulgte de idealistiske toner er en anden del af den debat, men her har
præsident Trump og hans administration altså helt opgivet forestillingen.
I den konkrete situation har vi hørt handelsminister Wilbur Ross udtale, at situationen i Hong Kong er et internt kinesisk anliggende, hvilket ikke giver indtryk af et ønske om større amerikansk reaktion.
På Twitter og i offentlige udtalelser har præsident Trump været meget tilbageholdende og distanceret i sine udtalelser om situationen. I sine tweets har præsidenten også lagt stor vægt på sit personlige forhold og tillid til den kinesiske leder Xi Jinping.
Man må antage, at præsidenten vægter hensynet til forhandlingerne om en amerikansk-kinesisk frihandelsaftale højere end et værdipolitisk sammenstød med Kina om et ”internt anliggende”. Dette er nemlig grundtanken i ”America First”. Hvis det går ud over amerikanske interesser eller der ikke er en tydelig gevinst at blande sig, så skal man lade være. USA skal være færdige med at blande sig i andre landes interne anliggender, da det kun har ført til spild af amerikanske ressourcer og risiko for at det går ud over andre amerikanske interesser. I Saudi Arabiens tilfælde var det våbensalg. I Nordkoreas tilfælde var det risiko for angreb på USA. I tilfældet med Kina er det altså en handelsaftale. Det er en dagsorden vi i Europa bør vænne os til, og forholde os til.
