Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Præsidentens Facebook-strategi: Trump vil lære dig bedre at kende

Mens mange demokratiske kandidater på Facebook fokuserer på at inddrive donationer eller udbrede kendskabet til, hvem de er, så bruger Trump i høj grad sin annonce-plads til blandt andet at få amerikanerne til at underskrive fødselsdagskort og Glædelig Mors dag-kort til Melania Trump. Og det er der en god grund til.

Præsident Trump er den kandidat i ræset til 2020-valgkampen, som indtil nu har brugt flest penge på Facebook-annoncer. Det viser Facebooks annonce-bibliotek. Siden maj 2018 har præsidenten brugt over 14 millioner dollars på annoncer – og det er bare på Facebook, hvor tallene er tilgængelige.

De store pengesummer, der i disse måneder bliver kastet efter Facebook-reklamer, er præsidenten ikke alene om, men hvor de demokratiske kandidater særligt bruger deres annonce-penge på at bede om donationer eller på at udbrede kendskabet til deres kandidatur, så smider Trump i stedet penge efter annoncer, der skal få de amerikanske Facebook-brugere til at underskrive et kort i anledningen af hans fødselsdag eller et kort til Melania Trump i anledningen af Mors Dag.

Det virker for det blotte øje måske lidt spøjst, men det er der god grund til.

Happy birthday, Mr. President!

Den 14. juni havde Donald Trump således fødselsdag, og samme dag sendte præsidenten et sponsoreret Facebook-opslag ud, hvor han opfordrede brugerne til at underskrive et fødselsdagskort. Det kunne selvfølgelig være, at præsidenten ikke har mange venner og derfor ikke forventede så mange håndskrevne lykønskninger, men sandheden er nu nok en anden.

For klikker du som bruger på kortet – eller Facebook-annoncen, som det reelt set er – og underkriver du det og udfylder de dertilhørende spørgsmål, der følger med, er du også med til at afgive en masse informationer om dig selv til Donald Trumps præsident-kampagne. Data, som præsidenten senere kan bruge til at inddrive donationer med.

Mens dine lykønskninger nok kommer på kortet, bliver din data dermed også tilføjet til Trumps liste over amerikanske vælgere – en liste han kan bruge aktivt i sin videre kampagne, og en liste, som flere ananlysevirksomheder i USA spår til at være en del større end mange demokratiske modkandidaters lister på nuværende tidspunkt.

For mens demokraterne, der indtil nu er 20 om den ene skammel, der skal udfyldes i 2020-valgkampen, har travlt med at bryde igennem støjen og gøre vælgerne opmærksomme på deres kandidatur og ikke mindst få dem til at donere penge til deres præsidentdrømme, så kender vælgerne og Trumps base allerede præsident, og hvad han står for.

Det giver ham et forspring, og det gør ham i stand til at kunne fokusere på at engagere vælgerne via Facebook, så de glædeligt deler deres data med ham. Data, som han så senere kan bruge til at lave målrettede kampagner og på den måde få basen og vælgerne til at donere flere penge til hans valgkamp.

Samme finte som fødselsdagskortet har præsidenten da også brugt ved mange andre lejligheder. Han har bl.a. også bedt brugerne om at ønske førstefruen Melania Trump tillykke med fødselsdagen (og udfyld lige de her ekstra spørgsmål), ligesom han har bedt dem om at sende et kort i anledningen af Mors Dag i USA d. 10. maj. Blot for at nævne et par eksempler ud af mange.

Vælgerne kender Trump – nu vil han kende dem

Og hvad skal det hele så bruges til? I amerikansk politik er data guld værd, og når Trump på den her måde får vælgerne til at engagere sig – og ikke mindst deltage aktivt og tilmelde sig hans mailing-liste – så får han også en masse data på dem.

Det kan være data som for eksempel, at du er en hvid kvinde fra den øvre middelklasse, du er hjemmegående husmor til tre børn, du bor i en svingstat, og du er bekymret over de mange immigranter, der hvert år kommer ind i USA ulovligt, og så er du i øvrigt også tilhænger af retten til at bære våben.

Al den viden er noget, du selv frivilligt afgiver til præsidenten og hans kampagne, hver gang du melder dig til hans mailingliste, eller hver gang du frivilligt svarer på spørgsmål i forbindelse med mails, der bliver sendt til dig via den mailingliste, du nu har meldt dig til.

Og det er også viden og data, som præsidenten kan bruge i sin videre valgkamp. Både i store anlagte reklamer på TV, men også i små mikrotargeting-kampagner på Facebook.

Derfor ser vi også, modsat mange af de demokratiske kandidater, at Trump kører mange Facebook-kampagner omkring mærkesager som f.eks. immigration. Ofte har han kun skudt få dollars efter kampagnerne, hvilket ikke er meget i Facebook-regi eller i kontrast til de millioner af dollars, han efterhånden har brugt på Facebook-reklamer, men med den nyhøstede data kan de alligevel nå langt.

F.eks. kan en Facebook-annonce med ordene ”Close the border now!” nå direkte ind i feedet hos førnævnte hjemmegående, hvide husmor fra en svingstat, som er bekymret over illegal indvandring. Og hvis den samtidigt har en call-to-action – altså en opfordring til kvinden om, at hun skal engagere sig yderligere, så grænsen kan blive lukket – så kan hun også afgive endnu mere data eller tilmed donere penge til Trumps valgkamp, og møllen kan fortsætte.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen