Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Har Trumps Twitter tabt pusten?

Trumps interaktionsrate på Twitter er i frit fald. Således er pusten måske gået af præsidentens foretrukne kommunikationsplatform. Hvad der tidligere forargede, er i dag blevet normen. Spørgsmålet er, om han kan opretholde sit momentum hos basen samt pressen uden sin Twitter-potens?

Præsident Donald Trump slår mindre og mindre igennem på Twitter. Sådan lyder en analyse fra det amerikanske medie Axios, der har gennemgået præsidentens tweets og deres gennemslagskraft på Crowdtangle, som er et social media-analyseværktøj.

Ifølge Axios er Trumps interaktionsrate – altså, en måling på hvor meget han tweeter, og hvor mange der følger ham – faldet fra 0,55 % i den måned, hvor han blev valgt som præsident til 0,32 % i juni og 0,16 % i maj i år.

Det er interessant, fordi Twitter længe har været Trumps kommunikationsplatform. Det er her, præsidenten taler med sin base, lufter nye politiske ideer og ikke mindst styrer nyhedsstrømmen.

Trumps tweets kan inddeles i fire kategorier
Og Trump har længe været en dygtig kommunikatør på Twitter, strategi eller ej.
George Lakeoff, professor emeritus ved University of California, Berkely og ekspert i kognitiv videnskab og lingvistik, har tidligere analyseret Trumps tweets.

Når Trump tweeter er der således særligt fire ting, der går igen.

1) Trump er den første til at frame en ide: ”@realDonaldTrump: Only reason the hacking of the poorly defended DNC is discussed is that the loss by the Dems was so big that they are totally embarrased!”
2) Styr samtalen over på noget andet: ”@realDonaldTrump: Meryl Streep, one of the most overrated actresses in Hollywood, doesn’t know me but attacked last night at the Golden Globes (…)”. På daværende tidspunkt var der stor fokus på russernes indblanding i Trumps kampagne. Medierne løb straks med Meryl Streep-historien.
3) Angrib budbringeren, skift emne: ”@RealDonaldTrump: Intelligence agencies should never have allowed this fake news to ”leak” into the public. One last shot at me. Are we living Nazi Germany?
4) Prøveballon: Test offentlighedens mening: ”@realDonaldTrump: The United States must greatly strengthen and expand its nuclear capability until such time as the world comes to its senses regarding nukes”.

Trump brugte de sociale medier længe før, han blev præsident, og han har længe været bevidst om, at en tilstedeværelse her også giver god branding. Og da Trump endelig blev valg som præsident i 2016, tog han da også både politiske modstandere samt pressen med bukserne nede. Aldrig før har USA haft en præsident, der benytter sine sociale medier, og ikke mindst Twitter, på samme måde som Trump.

For eksempel har Trump valgt at tweete hovedparten af sine tanker fra sin konto @realDonaldTrump og ikke fra den officielle Potus-konto. Det giver to forskellige effekter hos basen og hos modstanderne.

Han bruger således kontoen til at tale direkte til sine supporters – enkelt, forståelige og ikke mindst i deres sprog. De kan relatere og ikke mindst engagere sig. Men hos kritikerne er det arrogant og uvant, hvad præsidenter tidligere har gjort. Men det skyder Trump hul i. De fleste af dem er alligevel fake news.

Og netop styringen af nyhedsstrømmen via sin Twitter-profil har længe været Trumps force. Medierne har længe ikke haft andet valg end at kaste sig efter Trumps prøveballoner og ofte absurde tweets. Tænk lige over det; hvor mange præsidenter har USA haft, som truede andre stater med krig på et socialt medie. Hvor mange har brugt Twitter til at omtale andre statsledere som ”rocketman” eller ”fat”?

Trump tweeter det samme
Men måske er Trumps Twitter alligevel ved at tabe pusten?

Således har Axios optalt, at Trump siden 1. april i år har tweetet ”No Collusion” 54 gange, ”No Obstruction” 30 gange, ”Witch hunt” gange og ”Hoax” 19 gange. Samtidigt med, at Trumps interaktionsrate altså er faldet, er Trumps egen Twitter-rate steget. Således tweetede han 157 gange om måneden de første seks måneder af hans præsidentskab. I dag tweeter han 284 gange om måneden.

Axios optællinger er interessante af flere grunde. For det første vidste medierne ikke rigtigt, hvordan de skulle tackle Trump, da han meldte sit kandidatur i forbindelse med 2016-valget.
Flere aviser nægtede således at dække ham, og flere valgte ligefrem at dække ham på ”entertainment”-siderne frem for på de sider, der beskæftigede sig med politik. De mente, at Trump blot var en ”flavor of the month”, men da det hurtigt viste sig, at han var ”flavor of every month”, ombestemte de fleste sig.

Siden blev nærmest alt, Trump skrev på Twitter, dækket. Hans tilgang var så langt fra måden, vi tidligere har set en amerikansk præsidentkandidat og sidenhen præsident kommunikere på, og hvert et tweet og hvert et ord syntes at blive dækket af den amerikanske presse.

Men noget kan altså tyde på, at vi er nået et sted, hvor Trump ikke længere overrasker. Hans Twitter-angreb m.m. er blevet gentaget så mange gange, at de ikke længere chokerer os på samme måde. Når han truer Iran med krig på Twitter, ligner det mest af alt det tweet, han sendte ud for et år siden, hvor han, nå ja, også truede Iran med krig.

Det bliver derfor spændende at se, om Trump formår at puste mere liv i sin foretrukne kommunikationsplatform, eller om hans momentum er opbrugt. Mon ikke Twitter-præsidenten har et par overraskelser i ærmet, når vi lige straks rykker tættere og tættere på en decideret 2020-valgkamp?

Katrine Villarreal Villumsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og cand.mag. i Amerikanske Studier fra samme sted. Hun har tidligere boet, studeret og arbejdet i Californien, været ansat på Berlingske og i DR Nyheder, og er nu selvstændig og specialiserer sig i at rådgive medier, organisationer og virksomheder i at præstere bedre på sociale medier. Hun underviser desuden i sociale medier i både Danmark og i Norge, ligesom hun har deltaget i en lang række foredrag, oplæg og konferencer om emnet. Tilknyttet Kongressen.com som SoMe-analytiker. Tlf. 3160 5020 E-mail: katrinevillumsen@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen