Trump aflyste ikke alle angreb på Iran

Natten til fredag aflyste præsident Trump bombeangreb på iranske militære faciliteter. Men USA angreb faktisk Iran natten til fredag. Det skete ved et omfattende cyberangreb udført af U.S. Cyber Command mod den iranske revolutionsgardes missilsystemer. Samtidig advarer Department of Homeland Security om forøgede trusler om iranske cyberangreb. De to lande er altså engageret i en aktiv konflikt uden at have løsnet et skud mod hinanden.

Både USA og Iran har en interesse i, at den igangværende krise ikke udvikler sig til en større væbnet konflikt. Over de seneste dage har det vist sig, at cyberspace har ageret konfliktområde for de to lande, hvor de kan ramme hinanden, men stadig holde det under tærsklen for åben konflikt. Mediet Yahoo News var de første til at fortælle, at præsident Trump altså ikke havde aflyst alle angreb mod Iran natten til fredag. U.S. Cyber Command havde i løbet af natten udført cyberangreb mod missilsystemer kontrolleret af den iranske revolutionsgarde. Washington Post kunne efterfølgende bekræfte historien gennem deres kilder, og fortælle at angrebet havde været måneder i støbeskeen, men man valgte denne anledning til at udføre det.
Hen over weekenden har Department of Homeland Security’s afdeling, Cybersecurity and Infrastructure Security Agency udsendt advarsler om øgede iranske angreb på både føderale og civile organisationer.

De to land er altså engageret i en aktiv cyberkonflikt mod hinandens systemer. Dette illustrerer udfordringerne ved militære operationer i cyberspace mod andre lande. For selv om ingen angreb har kostet menneskeliv, så må vi altså bare konstatere at USA og Iran i øjeblikket aktivt søge at gøre skade på hinandens systemer og infrastruktur. Hvor går grænsen, hvor en aktiv cyberkonflikt går hen og bliver gengældt med konventionelle midler? Vi har allerede set Israel svare igen på en cyberoperation udført af Hamas med bombninger af hovedkvarteret, hvorfra angrebsforsøget blev udført. Vil vi ende med samme situation med USA og Iran?

Cyberkonflikten går flere år tilbage

Cyberkonflikten mellem USA og Iran er ikke noget nyt fænomen. I 2010 ramte en effektiv computervirus pludselig det iranske atomprogram og slog programmet tilbage i udviklingen. Denne virus var den såkaldte Stuxnet Virus, og bliver af mange anset for at være præcedenssættende, for hvad nationalstater kan tillade sig i cyberspace. Dette var et angreb på iransk infrastruktur, og dermed blev døren åbnet for andre til også at udføre offensive operationer i cyberspace. Siden er udviklingen gået stærkt.

Siden ved vi, at USA har forberedt et omfattende cyberangreb på  Iran, som potentielt set kunne ødelægge landets infrastruktur. Det såkaldte ”Nitro Zeus” program blev oprindeligt udviklet og forberedt under Obama-administrationen som muligt næste skridt, hvis ikke forhandlingerne om atom-aftale fra 2015 var blevet til noget. Dette program er senest i maj måned omtalt blandt muligheder, som præsident Trump er blevet briefet af Pentagon om ift. gengældelsesaktioner mod Iran.

Denne gang var det altså langt mere begrænset end Nitro Zeus programmet, men ifølge flere amerikanske medier, så lammede angrebet de ramte iranske missilprogrammer fuldstændigt.

Angrebene på de iranske systemer skal ses som del af en udvikling i amerikansk politik på cyberområdet, hvor man i højere grad tillader offensive operationer, noget vi før har dækket her på Kongressen.com. Her spiller U.S. Cyber Command, som også udførte de seneste angreb en central rolle.
Allerede under valgkampen frem til midtvejsvalget i november 2018 hørte man om mere offensive operationer mod russiske cyberoperatører for at forhindre, at de blandede sig i valgkampen, som det var sket i 2016. I den seneste tid er det kommet frem, at USA i længere tid har arbejdet på at plante diverse koder i det russiske energinet som et signal til Rusland om at blande sig udenom 2020-valgkampen. Dette har igen draget kritik, da nogle mener, at det igen sætter en præcedens for, hvad andre stater kan tillade sig. Modargumentet er, at Rusland (og andre lande) allerede også foretager sådanne operationer i amerikanske netværk. Man må konstatere, at cyberspace på denne måde allerede er en aktiv konfliktzone, men at der altså også foregår massive forberedelser til eventuelt større stormagtskonflikter.

Iran har dog også været aktiv i de seneste dage og forsøgt at komme ind i føderale og civile organisationer gennem såkaldte ”spear-phishing email”, hvor afsenderen udgiver sig for at være en reel (og nogle gange kendt af modtageren) aktør men med en virus i mailen.
Dette har fået Deparment of Homeland Security til at advare: “Iranian regime actors and proxies are increasingly using destructive ‘wiper’ attacks, looking to do much more than just steal data and money.”
De iranske forsøg har været rettet mod føderale organisationer og firmaer i den amerikanske olie- og gasindustri. Det vides ikke om forsøgene er lykkedes. Det er langt fra første gang amerikanske myndigheder har registreret iransk aktivitet i disse sektorer, og angreb har også været rettet mod amerikansk infrastruktur og bankvæsen.

Præsidenten er bedste bud på fredelig løsning af Iran-krisen

En vedholdende teori i kommentarfelter rundt omkring på nettet er dog også, at præsident Trump er godt tilfreds med den aktuelle situation, da en væbnet konflikt med Iran giver ham en lejlighed til at samle nationen bag sig mod en fælles fjende som del af valgkampen frem mod november 2020. Denne ”teori” må dog umiddelbart siges at bygge på en dårlig forståelse af præsidenten. Det billede vi har fået igennem kilder i amerikanske medier og præsidentens egne udtalelser er af en præsident, som søger at deeskalere den aktuelle krise, og som ikke ønsker at dette skal ende i en væbnet konfrontation mellem USA og Iran.

I løbet af krisen har præsident Trump i et interview med Time kaldt angrebene på de to tankskibe i Oman Bugten for ”very minor”, hvilket gav indtryk af at præsidenten søgte at skrue ned for den hårde retorik fra bl.a. John Bolton. Det var det samme billede, som vi fik i forbindelse med urolighederne i Venezuela, hvor præsident Trump også lod til at modsætte sig, at USA skulle intervenere i landet.

Senest afblæste han et planlagt konventionelt angreb på iranske missilfaciliteter med den begrundelse at de medfølgende iranske tab ikke var proportionelle med nedskydningen af en ubemandet drone. Her har cyberangreb præsenteret et alternativ for præsidenten.

I en artikel hos mediet Politico kaldte embedsmænd fra administrationen præsidenten for, ”the primary internal obstacle to a counterattack”. Til dette kan vi lægge en udtalelse fra udenrigsminister Mike Pompeo: ”President Trump has said very clearly, he doesn’t want to go to war.” Så sent som i weekenden kunne The Wall Street Journal citere præsidenten for at have sagt til en ven, at “These people want to push us into a war… It’s so disgusting” – alt i alt ikke den krigsliderlige præsident, som mange gerne vil fremstille ham som.

Når nogen taler om, at præsident Trump kunne have en interesse i at indlede en militær konflikt med Iran for at ”samle nationen bag sig” som del af valgkampen, så misforstår man både præsidenten og hans vælgerbase. I de 2 ½ år præsident Trump har siddet i Det Hvide Hus, har han ført en udenrigspolitisk linje, som har brudt med tidligere præsidenter på særligt ét punkt: Han har konstant søgt at tilgodese sine løfter til sine vælgere, og tilsidesat generelle hensyn i modsætning til tidligere præsidenter. Det var bl.a. tilfældet med anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad. Det havde han, ligesom flere af hans forgængere, lovet vælgerne. Men præsident Trumps forgængere valgte at lade hensynet til USA’s rolle som mægler i konflikten mellem Israel og Palæstina veje tungere end løftet til vælgerne. Man mente ikke man kunne anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, og samtidig fastholde rollen som mægler. Det hensyn tilsidesatte Trump-administrationen. Hvad er pointen her så?

Jo, en central del af præsident Trumps udenrigspolitiske platform gik ud på at trække USA ud af de langstrakte militære engagementer i Mellemøsten og undlade at indlede nye. Det var hans løfte til vælgerne. Hvis præsidenten nu aktivt gik ind for at indlede en krig med Iran ville det smadre hans ”America First” dagsorden ved igen at trække amerikanske ressourcer væk fra den amerikanske hjemmefront og til først krig og siden genopbygning og besættelse af et mellemøstligt land. Dette vil hans vælgere ikke være tilfredse med.

Grundlæggende går indledningen af en større væbnet konflikt mod f.eks. Iran også imod præsidentens meget transaktionelle måde at tænke på. For ville USA få nok ud af en sådan konflikt til at retfærdiggøre en militær intervention? Nok ikke.