Den næste krig vil blive tabt eller vundet i rummet

Under Den Kolde Krig var rumfart en central del af konkurrencen mellem USA og Sovjetunionen. I dag er rummet igen blevet arena for stormagtskonkurrence. Nu er der flere aktører, og kapaciteterne er blevet mere militariserede, så spillet er på mange måder ændret. Men samtidig er man også begyndt at fokusere mere på at fragte mennesker længere og længere ud i rummet – målsætninger i stil med den Kennedy satte i 1961.

Da Sovjetunionen 1957 sendte Sputnik i kredsløb om jorden som de første, og i 1961 fulgte det op med at sende Jurij Gagarin i rummet som det første menneske, var det udtryk for store sejre i en stormagtskonkurrence om at opdage rummet. Disse kæmpe programmer gav national prestige hos de to supermagter. I 1969 satte USA reelt punktum for rumkapløbet, da man som de første sendte en bemandet mission til Månen.

I disse år er rummet igen blevet genstand for opmærksomhed fra stormagterne, men der sker også en stigende militarisering af debatten.

For i en potentiel konflikt mellem stormagter som USA, Kina og Rusland, så vil rummet spille en central rolle. For specielt USA er kapaciteter i rummet en grundpille i den måde det moderne samfund hænger sammen, men så sandelig også krigsførelse.
Derfor er det ikke helt grebet ud af den blå luft, når Trump-administrationen søger at skærpe indsatsen i rummet, ved bl.a. at oprette en U.S. Space Force. Samtidig søger man også at give sig i kast med projekter, som dem Kennedy opmuntrede nationen til at tage fat på tilbage i 1961. entusiasmen i dag er dog langt fra datidens begejstring – noget som nok ikke hjælpes af hård kritik fra præsident Trump selv.

Rummet – en styrke og en svaghed

Mange har trukket på smilebåndet, når man har hørt præsident Trump tale om en ”Space Force”. Måske fordi man ind i mellem har indtrykket af, at han har et noget andet billede af en sådan styrke, end det der reelt vil blive virkelighed (i hvert fald i en meget overskuelig fremtid). Ind i mellem kan det nemlig lyde på præsidenten, som om han taler om militære styrker i rummet, og der er vi stadig et stykke fra. Eller er vi?

Vores moderne samfund er på mange måder bundet op omkring rummet, lige fra vores finansielle markeder hvis computere er afhængige af satellitter til at foretage handler til mere konkrete ting, som at lede os til det nærmeste helligdagsåbne supermarked ved hjælp af GPS.
Men det samme er vestlige militære styrker, og den militære overlegenhed som USA har nydt siden 1980’erne er langt hen ad vejen bundet op på en massiv brug af kapaciteter i rummet. Det gælder alt fra kommunikation, navigation af fartøjer og bombninger med ”Smart bombs”.

På rigtig mange parametre er rummet altså helt essentielt for USA og sådan set også os andre. Det er både en stor styrke og en stor svaghed for en aktør som USA – en svaghed som andre aktører har opdaget.

Ved en høring i Kongressen i april måned fortalte fungerende forsvarsminister Patrick Shanahan, at aktører som Kina og Rusland i stigende grad investerer i og anvender kapaciteter i rummet. Disse kapaciteter er både midler til kommunikation og navigation, men også midler til at bekæmpe amerikanske kapaciteter i rummet. Ved et arrangement få dage inden høringen fortalte Shanahan, at der var tale om ”directed-energy weapons” og ”advanced hypersonic weapons” – systemer som både Kina og Rusland udvikler og anvender ifølge Shanahan.

Konklusionen er klar ifølge Shanahan: ”The threat is clear: we’re in an era of great power competition, and the next major conflict may be won or lost in space […] Because of their actions, space is no longer a sanctuary — it is now a warfighting domain. This is not a future or theoretical threat; this is today’s threat. We are not going to sit back and watch. We are going to act. We are going to deter conflict from extending into space, and ensure we can respond decisively if deterrence fails.”

USA’s svar: Space Force

I første omgang var Trump-administrationens svar på denne udfordring, at man ville lave et sjette værn i militæret – en “Space Force”. Det er nu ændret til en styrke under det amerikanske flyvevåben ligesom det amerikanske marinekorps hører under søværnet.

Dette skal ifølge ledelsen i Pentagon sikre en strømlining af styringen af USA’s kapaciteter i rummet. På nuværende tidspunkt er der fem personer på assisterende ministerniveau, som står i spidsen af 10 forskellige organisationer, som alle er ansvarlige for udvikling og styring af amerikanske kapaciteter i rummet. Disse ville blive samlet under én organisation.

Grafik fra Patrick Shanahans oplæg ved 35th Space Symposium in Colorado i april 2019

Samtidig vil etableringen af en særskilt Space Force betyde, at man kan rekruttere og udvikle personel, som udelukkende beskæftiger sig med dette domæne igennem deres karriere. På nuværende tidspunkt er der tale om, at personel roterer igennem de relevante organisationer, som del af deres karriereforløb. Det betyder altså, at de ikke nødvendigvis kommer til at beskæftige sig med rummet i mere end en begrænset årrække. Dette skal give en mere dedikeret arbejdsstyrke, som naturligt skal øge USA’s effektivitet i rummet. Men der er altså ikke tale om etablering af en styrke med soldater i uniformer, som skal operere i rummet.

I øjeblikket forhandles rammerne for ”Space Force” i Kongressen som del af de igangværende budgetforhandlinger for finansåret 2020. På nuværende tidspunkt lader det til, at styrken vil have en firestjernet general i spidsen, som vil få en plads i Forsvarsstaben på linje med de øvrige værn, men altså vil høre under Department of the Air Force. Dette er på samme måde som marinekorpset, der har en plads i forsvarsstaben, men organisatorisk hører under Department of the Navy.

Nye gamle målsætninger

Men det er ikke kun i Pentagon, at rummet får større opmærksomhed. Trump-administrationen har også understreget et ønske om, at USA’s rumprogrammer igen skal sende mennesker til Månen. I marts 2019 offentliggjorde vicepræsident Mike Pence også, at målsætningen var, at der skulle være en kvinde blandt besætningen på den første mission tilbage til Månen.
Oprindeligt var NASA’s målsætning, at man skulle vende tilbage til Månen i 2028, men Trump-administrationen har søgt om ekstra bevillinger fra Kongressen, således at man kan nå det i 2024 (mon der er nogen der tænker sammenfald mellem slutningen af en anden embedsperiode for præsident Trump og en månelanding?).

Projektet går ud på at bygge en station, som skal være i kredsløb rundt om månen. Denne station skal agere base for astronauter, som skal transportere sig frem og tilbage mellem stationen og Månen på deres ekspedition. Tanken er, at dette skal fungere som mellemstation for fremtidige missioner til Mars.

Og netop ekspeditioner til Mars var da også for nyligt omdrejningspunktet for et kritisk tweet fra præsident Trump. Her lagde præsidenten op til, at en ekspedition til Månen var uambitiøst, da det allerede var gjort for mere end 50 år siden. Næste stop for præsidenten var Mars.

Generelt lader det til, at Trump-administrationen søger at accelerere rumprogrammet for at markere sig både overfor et hjemligt publikum, som i Trumps vælgerbase søger national genoprejsning og ”Make America Great Again” – samt overfor stormagtskonkurrenterne i Kina og Rusland.

58 år efter præsident Kennedy slog tonen an til et nationalt projekt om at nå Månen, og 50 år siden det lykkedes USA, så er rummet altså igen blevet en arena for stormagtsdrømme og prestige – men denne gang med et øget fokus på militariseringen af rummet.

I aftes afholdes et event på Planetariet i København om “Rumkapløbet der skabte historie”. Læs mere om eventet HER