Kinesisk indflydelse udfordrer USA i Latinamerika

Kinas øgede globale indflydelse og ambitioner udfordrer ikke kun amerikanske interesser i Asien, men også i stigende grad USA’s position i sit eget nærområde. Med en kolossal økonomisk vægt har Kina investeret massivt i Latinamerikas økonomi, men historien har vist at det hurtigt kan danne grundlag for politisk og militær indflydelse.

Kinas astronomiske kvantespring i økonomisk vækst igennem de sidste årtier er historisk set unikt. ”The rise of China” er efterhånden blevet en fast vending i forskningen, og betegnes af mange analytikere som den mest monumentale hændelse i nyere international historie. Men at denne dynamiske udvikling sker i USA’s primære geopolitiske konkurrent er selvfølgelig problematisk set med amerikanske øjne. Præsident Xi Jinping har i stigende grad udtrykt at Kina bør indtage hvad ser som landets naturlige rolle som verdens ledende stat for at konstruere et kinesisk-ledet ”fællesskab for menneskehedens skæbne,” som blev indskrevet i det kommunistiske partis forfatning i 2017. Samme år definerede USA’s National Security Strategy (og sidste års National Defense Strategy) Kina som en ”revisionistisk” stat der udfordrer den liberale internationale orden, og som en stormagtskonkurrent sammen med Rusland.

Latinamerika er gradvist blevet en arena for denne stormagtskonflikt, og Kinas voksende økonomiske indflydelse kan på længere sigt få konsekvenser for ÚSA’s interesser i regionen, ikke bare økonomisk, men også i den militære arena. I tilfælde af en krig imod Kina enten over Taiwan, det Sydkinesiske hav, eller noget helt tredje, vil USA’s sidste ønske være at skulle håndtere en trussel fra en kinesisk militær tilstedeværelse i Latinamerika. De store spørgsmål er altså (1) hvad er Kinas reelle ambitioner i Latinamerika, og i hvor høj grad vil Kina søge at øge sin militære indflydelse; og (2) hvordan kan USA modvirke at Latinamerika bliver en kinesisk økonomisk, og potentielt på længere sigt militær, ”bobbel”?

Latinamerika med ”kinesiske karakteristika”?

Modsat Ruslands fokus på militært engagement med strategiske allierede i regionen, så har Kinas regionale strategi i Latinamerika hidtil været centreret omkring handel og økonomiske investeringer. Som man har set eksempler på i andre regioner har Kina haft stor succes med at gøre indtog i andre staters interne anliggender gennem tilbud om ret bastante lån. Stater som normalt ikke opfylder vestlige låneinstitutioners (Verdensbanken, den Internationale Monetære Fond, m.v.) stringente vilkår har søgt kinesiske midler som alternativ. Det mønster gør i høj grad gældende i Latinamerika. Stater overbelånte med kinesiske lån i regionen tæller lande som Ecuador og Venezuela.

Uheldigvis lægger mange af disse kinesiske lån, som normalt går til infrastrukturprojekter, en så stor byrde på de svage økonomiers skuldre at man praktisk talt ikke er i stand til at tilbagebetale dem. I Ecuador og især i Venezuelas tilfælde sker tilbagebetalingen i form af naturressourcer, primært olie som kompensation for manglende afdrag.

Men i mange analytikeres vurdering er der også en stærk geopolitisk komponent i Kinas økonomiske penetrering af regionen. Det ses allertydeligst havnesektoren. Størstedelen af udenlandske investeringer i Latinamerikanske havnekomplekser stammer efterhånden fra Kina, og mange af de mest strategisk placerede havne er helt eller delvist eget af kinesiske firmaer. Brasiliens næststørste havn Paranaguá indkøbtes i 2017 af det statsejede kinesiske firma Merchants Port for en sum på $935 millioner. Samtidig har kinesiske firmaer udvist stor interesse i kontrakter til udvikling af nye havneanlæg i Manzanillo og Lázaro Cárdenas, begge placeret på Mexicos Stillehavskyst. Listen af lande med kinesisk ejede eller opbyggede havne stopper langt fra der, men inkluderer også stater som USA anser for sine tætteste allierede i regionen, eksempelvis Colombia.

Ifølge Alejandro Barahona fra National University of Costa Rica har Kinas interesse i havneanlæg både et økonomisk og et militært formål.  Når først kommerciel og politisk indflydelse er konsolideret ved hjælp af havnene, så vil Kina rykke videre til at udøve militær indflydelse i regionen.

Bekymringerne over Kinas potentielle militære tilstedeværels har også rettet sig mod etableringen af en kinesisk satellitstation i Argentina som man fra amerikansk side frygter anvendes til spionvirksomhed. Samtidig viser det hvor uigennemsigtig grænsen kan være mellem kinesiske økonomiske og militære aktiviteter.

Den centralamerikanske slagmark

Der hvor kinesisk indflydelse udgør den største strategiske trussel fra Washingtons perspektiv er også en traditionel højborg for amerikansk indflydelse – Centralamerika. Panama, som historisk set var et amerikansk protektorat og tæt allierede igennem 1900-tallet (USA overdrog først kontrol over Panama-kanallen til Panama i 1999), har indenfor de sidste par år vendt sig mere og mere mod Beijing, parallelt med øgede kinesiske investeringer. Det kinesiske firma Landbridge Group har investeret over en $1 milliard i landets Panamá Colón havn, en af de vigtigste i regionen. Sidste år krydsede USA og Kina diplomatiske klinger over kinesiske planer for at genhuse landets ambassade i Panama til Amador, et område placeret lige ved siden af netop Panama-kanalens Stillehavsåbning. Under amerikansk pres måtte den panamanske regering blokere flytningen. Men sejren er kun symbolsk.

Panama var sidste år det første ud af en gruppe på 16 lande som indtil videre har tilsluttet sig Kinas ”Belt and Road Initiative” (BRI) som søger at omdirigere globale handelsruter fra alle verdenshjørner til Kina, og dermed potentielt underminere amerikanske og vestlige frihandelsprincipper ved at skabe en ny international økonomisk orden med kinesiske karakteristika. I november 2018 åbnede Kina for første gang op for muligheden for at inkludere Latinamerika i BRI. Samtidig har Kina formået at vende størstedelen af de regionale stater som tidligere har anerkendt Taiwan diplomatisk, eksempelvis Panama. Kina kan dermed forme enkeltstaters udenrigspolitiske adfærd i en retning der modstrider amerikanske interesser, i dette tilfælde at undgå en diplomatisk isolering af Taiwan, som ville øge Kinas chancer for at tvinge Taiwan til genforening med fastlandet.

Kina har også sikret sig rettighederne til at konstruere en kanal igennem Nicaragua som alternativ til Panama-kanalen. Det lader altså til at Kina forsøger at opnå øget kontrol med USA’s strategiske og økonomiske nervebaner i regionen, og samtidig at underminere USA’s politiske indflydelse i blandt regionens stater. Geostrategisk set giver Beijings aktiviteter i Centralamerika god mening, især i kontekst med den stigende stormagtskonflikt. Centralamerika er placeret mellem Nord – og Sydamerika, og forbinder kommercielle søveje mellem Europa og Asien via Panama-kanalen og er dermed et centralt knudepunkt for verdenshandelen, og for USA.

Carlos Murillo fra National University of Costa Rica forudser at Kinas fremtidige rolle i regionen vil få en mere militær karakter:

”Kina gennemgår en fase med kommerciel og økonomisk ekspansion, hvilket er karakteristisk for magter der søger globalt hegemoni og er i det tidlige stadie af at etablere politisk, strategisk, og militær tilstedeværelse.”

Washingtons reaktion

Som beskrevet tidligere identificeres stormagtskonflikt med Kina som en af de primære trusler mod amerikanske globale interesser i de nyeste opsummeringer af amerikansk strategi. Trump regeringen har tidligere italesat amerikanske bekymringer for Kinas øgede engagement i Latinamerika. Under et officielt besøg i Brasilien i august 2018, udtalte daværende forsvarsminister Jim Mattis, i en implicit reference til Kinas økonomiske politik, at:

”der er mere end en måde at miste sin suverænitet på i denne verden. Det er ikke kun ved bajonetter. Det kan også være i form af stater der kommer med gaver og store lån… og stabler massiv gæld på lande, velvidende at de ikke kan tilbagebetale den.”   

U.S. Southern Commands officielle strategi for 2019 påpeger også at netop kinesisk indflydelse i regionale havne på længere sigt kan anvendes som base for militære operationer i Latinamerika. Samtidig lægger strategien vægt på truslen fra kinesisk interesse i Panama-kanallen. Et eksempel på de mulige konsekvenser ved kinesiske lån er Kinas overtagelse af Hambantota havnen i Sri Lanka for de næste 99 år.

Kinas øgede regionale rolle har formentligt også en forbindelse til USA’s forsøg på at vælte regimerne i Venezuela og Nicaragua. Da Venezuela er hoveddestination for kinesiske lån og en stor kilde til olie for det kinesiske marked, vil et venezuelansk regeringskollaps sætte spørgsmålstegn ved hele den kinesiske model for økonomisk udlandsstøtte. Hvis regeringen i Nicaragua kollapser vil det bringe de kinesiske kanalkontrakter i fare da de i høj grad er baseret på præsident Daniel Ortegas personlige styre.

En amerikansk sejr i Venezuela vil også indikere at USA stadig er den dominante magt på den vestlige halvkugle, og at USA stadig er i stand til at balancere kinesisk og russisk indflydelse. Problemet er dog at Kinas økonomiske position i Latinamerika er enorm. Kina er allerede den største handelspartner for nogle af regionens primære økonomier; Brasilien, Chile, Uruguay, og Peru. Kinas samlede handel med Latinamerika er steget fra $17 milliarder i 2002 til $306 milliarder i 2018. R. Evan Ellis ved Center of Strategic and International Studies konkluderer at:

”OECD forudser, at medmindre der sker en markant økonomisk forstyrrelse, så vil Kinas økonomi i 2050 nå $54,4 billioner, hvilket langt overgår USA’s, som vil ligge på omkring $32 billioner.”

Ellis mener at USA’s mest effektive strategi ville være at styrke samarbejdet med regionale allierede, regionale multilaterale organisationer, og derigennem styrke enkeltstaters demokratiske institutioner, hvilket ville være den eneste måde til at nyde goderne ved kinesiske økonomiske investeringer, men samtidig at modvirke de aggressive aspekter af Kinas investeringer. Dermed ville man i højere grad kunne adskille militære initiativer fra kinesiske økonomiske aktiviteter ved at underlægge dem mere stringente kriterier for kontrakter.