Manden der kan føre dine krige for dig

Har du en krig eller militært engagement kørende, som du gerne vil sikre så lav offentlig opmærksomhed som muligt, så skal du undgå store nationale militære styrker. Erik Prince er manden, som i mange år har solgt et alternativ til den amerikanske regering: private military contractors – reelt lejehære af tidligere specialstyrker fra hele verden. Grundlæggeren af de berygtede Blackwater operer nu i Irak og Kina, men søger at komme ind på ”markedet” i Afghanistan og senest Venezuela.

Erik Princes firma, Blackwater, tjente store beløb på at levere sikkerhed for amerikanske embedsmænd og gæster i Irak under USA’s tilstedeværelse i landet. I 2001 havde firmaet kontrakter med den føderale regering for lige over $700.000, men i 2006 var det tal steget til $593 millioner. Et firma som Blackwater lever af at levere væbnet beskyttelse, når de nationale væbnede styrker ikke kan gøre det (i Irak pga. man simpelthen var for få soldater). Det gør de med civile vagter, som er bevæbnede som var de i militæret, hvor de fleste af de ansatte (de såkaldte ”contractors”) tidligere har gjort deres karriere.

Efter adskillige skandaler med drab på civile droppede Prince og hans firma (som har skiftet navn flere gange) under radaren. Men det er ikke fordi han har ligget på den lade side. Hans nye firma opererer nu i Irak og har også indgået aftaler med den kinesiske regering om opgaver i den vestlige Xinjiang provins.

Siden præsident Trump er kommet til (og hyret Princes søster, Betsy DeVos som undervisningsminsiter), har Prince dog set yderligere muligheder. Med præsidentens ønske om en tilbagetrækning fra Afghanistan, men indtil videre uden nogen realistiske bud på hvordan man kunne gøre det, så har Prince en løsning: Overlad ansvaret til ”private contractors”.
Ligeledes er det også kommet frem, at Prince har arbejdet på at finde støtte til at indsætte private sikkerhedsfolk i Venezuela, som kunne hjælpe oppositionsleder Juan Guaido med at fjerne Nicholas Maduro.

Princes nye imperium

Efter han i 2010 solgte sin andel i Blackwater grundlagde Prince i 2013 firmaet Frontier Services Group (FSG) med base i Hong Kong. Det gjorde han med støtte fra det kinesiske investeringsfirma, CITIC Group. FSG leverer hjælp med logistik og sikkerhed, og har kontorer i en række lande. En del af de aftaler som FSG har er med den kinesiske regering, hvor man skal bidrage til det store kinesiske prestigeprojekt ”Belt and Road”. Derudover løser FSG også opgaver i afrikanske lande, men nu lader det også til, at man igen er aktive i Irak.

Et datterselskab af FSG med base i Dubai blev i hvert fald registreret som værende aktive i Irak sidste år, og løser forskellige logistik-opgaver. At et firma med så tætte forbindelser til Erik Prince har løftet nogle øjenbryn i Irak – og i Washington D.C.

FSG har dog også tiltrukket sig opmærksomhed, ved at underskrive en aftale med den kinesiske regering om bygning af træningslejre i den vestlige kinesiske provins Xinjiang. Det er samme region, hvor den kinesiske regering holder omkring en million Uighurs (primært muslimer) i lejre. På trods af sin rolle som viceformand for FSG (Prince var formand indtil december 2018, hvor en person fra CITIC købte en større andel af FSG end Princes 9% ejerskab) har en talsmand fra firmaet udtalt om Princes forhold til denne aftale: ”Erik Prince has no plans, desire nor interest to engage in any activity whatsoever either personally, through FSG or any other vehicle in Xinjiang Province now or at any time in the future”.

Men selv om Prince lægger afstand til firmaets formodede aftale med den kinesiske regering, så har det alligevel endnu en gang fået ham i kritisk søgelys.
Prince har dog været aktiv på andre fronter, og han har præsenteret sine bud på løsninger af to af de store sikkerhedspolitiske bekymringer for Trump-administrationen: Afghanistan og Venezuela.

En god løsning efter 17 år

Da Trump-administrationen i 2017 begyndte (endnu) en større analyse af USA’s strategi i Afghanistan var der hele tiden en skygge som hang over diskussionen. Det var spørgsmålet om at overdrage en stor del af ansvaret for operationerne i landet til ”private contractors” – selvfølgelig med Erik Prince i spidsen. Den idé blev blankt afvist af daværende forsvarsminister James Mattis, daværende national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og daværende udenrigsminister Rex Tillerson. Men med de mange udskiftninger på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske hold, så spøger Princes plan stadig i diskussionerne om USA’s mangeårige krig i Afghanistan.

Den plan forklarede han i et interview med mediet Military Times tilbage i september 2018. Planen går ud på at erstatte de 23.000 multi-nationale styrker (heraf 15.000 amerikanske) med en styrke bestående af 6.000 private contractors og 2.000 amerikanske specialstyrker. De 2.000 specialstyrker skal være det ledende element, mens de 6.000 contractors (bestående af veteraner fra amerikanske og andre vestlige specialstyrker) skal operere sammen med afghanske styrker. Fordelen her ville være, at fordi der var tale om contractors, så kan de være tilknyttet længere tid ved de afghanske enheder end de 6-12 måneder som vestlige styrker lige nu roteres med. Denne del af planen lyder meget som en plan præsenteret af en tidligere major i de amerikanske specialstyrker, Jim Gant. I en rapport (og senere bog med titlen One Tribe at a Time) foreslog han netop stationering af amerikanske specialstyrker med afghanske enheder i lange perioder i op til flere år. Dette skulle øge troværdigheden hos de afghanske allierede og sikre en kontinuitet i den vestlige stabiliseringsindsats i landet i stedet for de konstante rotationer.

Der er også andre elementer i planen, men i alt anslår Prince selv, at det vil koste $5,5 mia. om året. Til sammenligning anslås det at USA har brugt omkring $753 mia. på kampoperationer fra 2001 til 2017, $45 mia. om året i 2018 og 2019 på kampoperationer og $126 mia. på genopbygning. I runde tal omkring 1.000 mia. på 18 år.

Det er svært at forestille sig, at Pentagon vil tage venligt imod Princes forslag denne gang. Præsident Trump vil formodentlig være modtagelig for forslaget, det var han efter sigende i første omgang, men det sikkerhedspolitiske establishment i Washington D.C. kan forventes at være store modstandere af en øget privatisering af krigen i Afghanistan.

Et sydamerikansk forsøg?

Men det er ikke kun i Afghanistan, at Prince ser perspektiver for en civil styrke. Ifølge Reuters arbejder han i øjeblikket på en plan for at indsætte 5.000 private contractors i Venezuela. Disse skulle hjælpe oppositionsleder Juan Guaido med at fjerne Nicholas Maduro, men hans plan er dog tilsyneladende blevet afvist på flere fronter. Eksperter i forholdene i Venezuela siger til Reuters, at en sådan indsættelse af udefrakommende lejesoldater kunne antænde en borgerkrig, og kilder i Trump-administrationen fortæller også, at den amerikanske administration heller ikke støtter planen.

Men denne plan er altså blot seneste tiltag i Princes indsats for at tjene penge på en øget privatisering af vestlige krige.
Efterhånden som modviljen mod indsættelsen af væbnede styrker øges i vestlige lande, men sikkerhedssituationer alligevel fordrer en eller anden form for væbnet engagement, så står folk som Erik Prince klar med en løsning.

Det skaber massive demokratiske problemer, hvis militære engagementer på den måde privatiseres og dermed ikke underlægges demokratisk debat på samme måde som et nationalt militært engagement. Men det er samtidig god forretning for de involverede parter.

En kæmpe forretning

Erik Prince grundlagde oprindeligt sit firma Blackwater til at levere træningsfaciliteter og uddannelse til føderale og delstatsmyndigheder i våbenbrug. Han og hans partnere kom fra den amerikanske flådes specialstyrke Navy SEALs og havde derfor mange års erfaringer i relevante operationer og hvad der manglede i det føderale system. Krigen i Irak præsenterede en unik mulighed for Prince til at udvide sin forretning, og igennem flere år leverede firmaet Blackwater sikkerhed for amerikanske embedsmænd og gæster i Irak – og endte med en kontrakt med at levere sikkerhed for amerikanske diplomater over hele verden for Department of State.

På mange måder blev Blackwater en af frontløberne i en øget privatisering af sikkerheden i Irak. Som Erik Prince selv har udtalt om sit mål med firmaet: “When you ship overnight, do you use the postal service or do you use FedEx? Our corporate goal is to do for the national security apparatus what FedEx did to the postal service.”

Blackwater var del af en massiv sikkerhedsindustri i Irak, hvor der i 2007 var flere civile sikkerhedsfolk end soldater. Faktisk var der 180.000 civile ”contractors” i Irak på den føderale lønningsliste i 2007 overfor 160.000 soldater. Her til skal lægges de mange sikkerhedsfolk som private firmaer og organisationer også hyrede. I 2007 var der omkring 140 sikkerhedsfirmaer i Irak med personel på jorden. En tommelfingerregel for firmaer som måtte ønske at operere i Irak var, at man skulle allokkere 25% af sit budget for operationer i Irak til sikkerhed, da de amerikanske militære styrker ikke kunne garantere den.

Den mest omtalte gruppe af typen som Blackwater er den russiske Wagner Group, som bl.a. løser opgaver for den russiske regering i Syrien og en række afrikanske lande. Det er altså ikke blot et amerikansk fænomen, men i øjeblikket hører man primært om den russiske gruppe, men dens prominente plads i russisk sikkerhedspolitik lader ifølge tænketanken Jamestown Foundation til at være baseret på amerikanske erfaringer fra Irak.

Skandalerne i Irak

Navnet Blackwater er dog først og fremmest associeret med skandaler i Irak – hvilket også er derfor firmaet har skiftet navn flere gange.

I marts 2004 var drabet på fire contractors fra Blackwater anledningen til et massivt angreb på byen Fallujah, hvor soldater fra marinekorpset endte med at omringe byen og kæmpe sig vej igennem den i nogle af de hårdeste bykampe siden Vietnam-krigen. Man så det som en overreaktion, og stillede spørgsmålstegn ved, hvad civilt ansatte lavede alene i det farlige område som Fallujah var på daværende tidspunkt.

Men det var i 2007, at Blackwater for alvor ramte alverdens forsider – og ikke for noget godt.

Ved et større vejkryds i Bagdad begyndte en konvoj af Blackwater køretøjer at åbne ild mod civile. Ifølge de pågældende Blackwater contractors blev de angrebet først, men efterfølgende undersøgelse af irakiske myndigheder og den amerikanske hær fandt ingen beviser for dette. Beviserne pegede på, at folkene fra Blackwater havde åbnet ild uprovokeret mod civile og dræbt 17 og såret 20.

Reaktionen på angrebet var udbredt forargelse, og den irakiske regering forbød midlertidigt firmaets operationer i Irak. Disse sluttede dog reelt først i 2009. Men det der blev kendt som ”Nisour massakren” er også noget af det, som forbindes mest med Blackwaters tid i Irak: Overdreven magtanvendelse og skabelsen af flere fjender end de fjernede.

En efterfølgende retsforfølgelse var meget besværlig, da den amerikanske administrator i Irak, Paul Bremer havde i juni 2004 skrevet et dekret, som slog fast at amerikanske sikkerhedsfirmaer ikke kunne retsforfølges efter irakisk lov – men samtidig hørte de heller ikke under militær strafferet, da de jo var civile. Det retslige efterspil foregår faktisk stadig pga. en række juridiske faktorer.

Det er skandaler som Nisour, der skaber en enorm modvilje mod private sikkerhedsfirmaer – og særligt Erik Prince. Selv udtaler Prince om Blackwaters operationer i Irak, at man altid levede op til sine kontrakter (man mistede aldrig en amerikansk gæst eller embedsmand i Blackwaters varetægt), og derfor bør være oplagte til fremtidige aftaler med den føderale regering.

Interview med Erik Prince fra marts 2019 på Al Jazeera: