Stormagtskonkurrence er tilbage på det afrikanske kontinent

Der er ikke meget plads til menneskerettigheder, når man hører Trump-administratioen tale om sin strategi i Afrika. I stedet er fokus på at modgå de to andre stormagter: Rusland og Kina. Ruslands adfærd på det afrikanske kontinent giver igen anledning til bekymring. Efter mange års fravær er Rusland nemlig igen en aktiv spiller med rådgivere og våbensalg i flere lande.

Når man hører folk fra Trump-administrationen og Pentagon tale om det afrikanske kontinent, så er det meget realpolitiske overvejelser, som kommer frem. I december sidste år fremlagde den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton en ny amerikansk Afrika-strategi. Fokus for strategien var strategiske relationer til udvalgte lande, målrettet brug af amerikanske udviklingsmidler så man får valuta for pengene, og gensidigt gunstige handelsaftaler. Menneskerettigheder blev kun nævnt én gang i talen, og det var i forbindelse med at amerikanske midler ikke måtte bruges til krænkelser af menneskerettigheder. Men hvorfor er det så, at fokus er sådan fra administrationens side? Afrika-strategien lægger sig i kølvandet af den nationale sikkerhedsstrategi, hvor man har erklæret hovedfokus til at være stormagtskonkurrence med Kina og Rusland. Således også på det afrikanske kontinent.

Her spiller Rusland igen en aktiv rolle efter mange års fravær efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Man er vendt tilbage til gamle partnernationer, og søger at få indflydelse i nye områder gennem våbenhandel, ressourceudvinding og militære rådgivere. Men Rusland søger også at sikre sig støtte i FN-systemet gennem sine operationer i Afrika.

Rusland som en stormagt i Afrika

Efter mange års fravær er Ruslands aktiviteter i Afrika af et ganske imponerende omfang. Formålet er at sikre adgang til naturressourcer, indflydelse på kontinentet og støtte til Rusland i FN-systemet.

Det vel nok tydeligste eksempel på russisk indflydelse er i den Centralafrikanske Republik, hvor en russer er blevet indsat som national sikkerhedsrådgiver for landets præsident. Landet sælger nu rettigheder til landets guld- og diamantminer til russere for at betale for russiske rådgivere og våben.

I Nordafrika har Rusland i længere tid støttet general Khalifa Haftar, som kæmper mod den internationalt anerkendte regering i Tripoli. Rusland har ligefrem haft Haftar på besøg ombord på det eneste russiske hangarskib, da det sejlede igennem Middelhavet i 2017 som et tegn på det gode forhold. Ruslands interesse i Libyen er havnefaciliteter og en strategisk partner på den nordafrikanske kyst på den sydlige flanke af NATO. Hidtil har USA kritiseret Haftar, men realiteterne kunne virke til at være gået op for Trump-administrationen, da præsidenten selv for nogle uger siden ringede til Haftar, og roste ham for hans støtte i bekæmpelsen af al Qaeda og Islamisk Stat i Libyen.

Netop terrorbekæmpelse har også spillet en rolle i forholdet mellem Rusland og fem afrikanske lande, som har søgt Moskvas hjælp til at bekæmpe al Qaeda og Islamisk Stat. Mali, Niger, Chad, Burkina Faso and Mauritania kontaktede sidste år Rusland for at få hjælp til deres militære styrkers anti-terror indsats i endnu et tegn på den øgede russiske indflydelse og rolle på det afrikanske kontinent.

Lande hvor Rusland er aktivt til stede gennem rådgivere eller økonomiske aftaler.

Ikke-statslige aktørers meget statslige ageren

Meget af Ruslands aktivitet i Afrika varetages af den ikke-statslige grupper Wagner Group, som er et civilt firma, som udfører sikkerhedsopgaver for stater. En amerikansk parallel kan findes i firmaet Blackwater, som var meget aktive og berygtede i Irak under den amerikanske tilstedeværelse i landet. Chefen for den amerikanske militærkommando U.S. Africa Command udtrykte i begyndelsen af marts i år stor bekymring for tilstedeværelsen af sådanne styrker: By employing oligarch-funded, quasi-mercenary military advisors, particularly in countries where leaders seek unchallenged autocratic rule, Russian interests gain access to natural resources on favorable terms. Some African leaders readily embrace this type of support and use it to consolidate their power and authority.

Som den amerikanske tænketank Jamestown Foundation har redegjort for i en række skrivelser, så er det ikke noget nyt for Rusland at benytte ikke-statslige aktører til at håndtere sikkerhedspolitiske problemstillinger. Men de russiske myndigheder har i høj grad ladet sig inspirere af de vestlige erfaringer fra bl.a. Irak, og det er derfor en gruppe som Wagner Group har fået så stor en rolle.

Gruppen har været meget aktive i kamphandlinger i det østlige Ukraine og i Syrien, hvor deres landstyrker var centrale i tilbageerobringen af bl.a. Palmyra. Brugen af sådanne styrker er en fordel for lande som Rusland og USA, da det mindsker det officielle fodaftryk i kamphandlinger, og dermed mindsker risikoen for negative internationale og indenrigspolitiske reaktioner på tab og handlinger.

Det rygtes at der i øjeblikket er flere hundrede folk fra Wagner Group i flere afrikanske lande, hvor de rådgiver landenes militære styrker, bidrager til terrorbekæmpelse og sikrer russiske interesser.
Libyen skulle også være et af de steder, hvor folk fra Wagner Group er til stede i større antal.

Den amerikanske reaktion

Det har efterhånden været en mangeårig problemstilling, at Kina spiller en aktiv rolle på det afrikanske kontinent og gennem store udviklingsprogrammer og brug af penge har gjort sig til en afgørende stormagtsspiller på kontinentet.
Men gennem de seneste to år har man altså set en stigende russisk aktivitet.

De to landes aktiviteter i Afrika læses af Trump-administrationen klart ind i den større globale stormagtskonkurrence, som man befinder sig i med Rusland og Kina. Den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton opsummerede i december udviklingen i Afrika således: ”Great power competitors, namely China and Russia, are rapidly expanding their financial and political influence across Africa. They are deliberately and aggressively targeting their investments in the region to gain a competitive advantage over the United States.”

Det er derfor, at Trump-administrationen har præsenteret en realpolitisk strategi for Afrika, som i sidste ende ikke prioriterer menneskerettigheder, men i stedet har “interesser” som det centrale tema – helt i tråd med den generelle “America First” linje.

Det er også derfor, at U.S. Africa Command er i gang med at udvide logistikbaser i det vestlige Afrika for bedre at understøtte den amerikanske militære tilstedeværelse på kontinentet. Men denne udvidelse af baser følges samtidig op af en reducering af antallet af amerikanske soldater i Afrika, og derfor er der stadig usikkerhed om administrationens reelle hensigter på kontinentet – eller i hvert fald hvor meget man er villige til at følge op med ressourcer.

Den generelle amerikanske tilgang til Afrika igennem de sidste mange år har også affødt kritik for at være ”too little, too late”. Flere kritikere taler om, at USA i øjeblikket skal løbe rigtig stærkt for at indhente et tog, som Kina i første omgang har sat i gang, men som Rusland nu hjælper med at accelerere.

Som det har været igennem mange år, så er spørgsmålet stadig: Hvor meget vil USA prioritere Afrika overfor andre regioner? Svaret er nok som det plejer: Ikke meget.