Den russiske forbindelse i Latinamerika

Under den Kolde Krig var Latinamerika en af de primære slagmarker mellem USA og Sovjetunionen, fra Cubakrisen i 1961, til Reagan regeringens involvering i den nicaraguanske borgerkrig i 1980’erne. I en verden med et stadig mere aggressivt Rusland under Putin er der optakt til at de samme flammer bluser op igen, og Latinamerika kan igen blive et samtaleemne i magtens korridorer i Washington.

Siden Præsident Putin ved den årlige internationale sikkerhedskonference i München i 2007 annoncerede et paradigmeskifte i Ruslands globale strategi, er klingerne i både Washington og Moskva blevet slebet, en tand skarpere for hvert år. Ved den lejlighed postulerede Putin at USA’s globale ”hegemoni” var en trussel mod international stabilitet, og at etableringen af en multipolær verdensorden ville være i det internationale samfunds interesse.

Selvom Ruslands geopolitiske strategi i sit eget nabolag – primært krigen i Georgien i 2008, annekteringen af Krimhalvøen fra Ukraine i 2014, og den militære intervention i Syrien fra 2015 – har tiltrukket den største opmærksomhed, så forsøger Moskva samtidig at udvide sin globale indflydelse på en række punkter i Latinamerika. Præget af det nye geopolitiske klima med stormagtskonflikt mellem USA, Rusland, og Kina, fører Moskva en regional strategi i Latinamerika som har til formål at skabe en modvægt til USA’s indflydelse i landets traditionelle interessesfære, og dermed signalere til Washington at Rusland er i stand til at udfordrer USA’s vitale interesser på et globalt plan.

Som modsvar har Trump regeringen implementeret en mere konfrontatorisk strategi mod Ruslands traditionelle allierede i regionen (tyranniets trojka), og samtidig har man fra militærets side gjort det klart at man vil modarbejde Ruslands militære indtog i regionen.

Den russiske bjørn vågner fra sit vinterhi

Ruslands strategi i Latinamerika skal ses som del af et bredere skifte i landets adfærd på den globale scene siden Yeltsins præsidentperiode i 1990’erne efter Sovjetunionens kollaps i 1991, i høj grad forbundet med Putins egne visioner. Den Kolde Krigs ophør skabte i den vestlige verdens hovedstæder et håb om at et post-sovjetisk Rusland ville kunne inkorporeres i den liberale verdensorden og dermed løse et centralt dilemma i vestlig sikkerhedspolitik. I løbet af Yeltsins styre fra 1991 – 1999 reduceredes Ruslands engagement i Latinamerika markant, og særligt Cuba blev hårdt ramt som resultat af ophøret af økonomisk støtte fra Sovjetunionen. Yeltsin implementerede en mere eller mindre komplet privatisering af den russiske økonomi i den tro at det ville danne et solidt fundament for demokratisk styre. Samtidig førte interne processer i mange latinamerikanske stater til en bølge af demokratisering, og i forlængelse til mere samarbejde med USA’s politiske initiativer.

Privatiseringen af den russiske økonomi førte dog til turbulens og social ulighed, også grundet tabet af Sovjetunionens industrielle og økonomiske base. I 1999 overdrog Yeltsin frivilligt magten til Putin, og selvom de efterfølgende år syntes at signalere et positivt forhold mellem USA og Rusland, ulmede flere problematikker under overfladen.

Selvom den amerikanske invasion af Irak i 2003 var en central del af Putins argumentation i talen i 2007, er det dybereliggende problem NATO og EU udvidelse mod øst med medlemskab til stater som tidligere udgjorde sovjetisk territorium – de baltiske lande især. Putin omtalte allerede i 2005 Sovjetunionens kollaps som den ”største geopolitiske katastrofe” i det 20’ende århundrede og supplerede i samme moment, at hvis han havde muligheden for at ændre historien ville netop Sovjetunionen stadig eksistere. Det giver et indblik i Putins perspektiv på verdenshistorien, og ikke mindst Ruslands retmæssige rolle som stormagt deri, og dermed en større forståelse for Putins handlinger i Georgien og Ukraine. Det sætter også Ruslands strategi i Latinamerika i perspektiv.

Den nye front i Latinamerika

Det primære mål med landets globale strategi er at demonstrere Ruslands position som global stormagt, og den mest effektive måde til at opnå det er ved at underminere den amerikansk-ledede internationale verdensorden. Da det russiske luftvåben sidste år d. 10. december landede to Tu-160 bombefly i Caracas som et signal om støtte Nicolás Maduros regime i Venezuela, var det i lige så høj grad et signal til Washington om at man er i stand til at udøve en militær tilstedeværelse i en strategisk set vital region for USA’s nationale sikkerhed. Samtidig er det Moskvas måde at udtrykke utilfredshed med den amerikanske militære tilstedeværelse, i form af NATO, i Ruslands interessesfære i Østeuropa. Togtet var dog det seneste skud i en eskalering af det russiske engagement i regionen.

Ruslands tilbagevenden til latinamerikanske affærer fik momentum i midten af 2000’erne, og var på daværende tidspunkt primært fokuseret på Venezuela med våbenslag, økonomiske lån, og investeringer i olieindustrien. Med tidens løb er den russiske indflydelse i regionen dog steget i takt med øget konfrontation med USA. Fra 2000 – 2017 udgjorde russiske våbenleverancer 20 % af den samlede våbeneksport til Latinamerika, hvilket er samme niveau som USA, og det er tydeligt at Rusland har en interesse i gradvist at substituere USA som regionen primære leverandør af militærmateriel. Størstedelen af de salg er dog geografisk centeret om en specifik gruppe af lande, nemlig Venezuela, Nicaragua, og Cuba.

Det er ikke et tilfælde at netop de tre lande er Ruslands uomtvisteligt vigtigste regionale partnere, specielt hvad det militære samarbejde angår. Under den Kolde Krig var Nicaragua og Cuba Sovjetunionens tætteste regionale allierede grundet det kommunistiske Castro-styre i Cuba og sovjetisk støtte til Sandinista regimet i Nicaragua, som blev centrum for Reagan regeringens støtte til Contra-rebellerne i et forsøg på at vælte sandinistaerne. Paradoksalt nok er det samme person, Daniel Ortega, som sidder på præsidentposten i dag som i Reagans tid, hvilket selvfølgelig danner grobund for tæt samarbejde med Putin. Rusland har jævnligt anvendt forholdet til Nicaragua og Venezuela som diplomatisk instrument mod USA under diplomatiske kriser. Efter krigen i Georgien i 2008 tillod Nicaragua den russiske flåde at udføre militære øvelser i dets nationale farvande. Sideløbende sendte det russiske luftvåben to nukleare bombefly til Venezuela. Herudover udførte en russisk flotille fælles flådeøvelser med Venezuela og lagde til kaj i nicaraguanske og cubanske havne.

Siden da har Rusland underskrevet strategiske samarbejdsaftaler med både Nicaragua og Cuba om russisk deltagelse i moderniseringen af landenes militærapparater, og i 2015 stemte det nicaraguanske parlament et forslag igennem som tillader udstationeringen af russiske flådefartøjer i landets havne. Fra et amerikansk perspektiv er særligt Nicaragua problematisk da det giver Rusland en fast base for aktiviteter i de caribiske farvande. Samtidig har Rusland etableret et efterretningscenter i Nicaraguas hovedstad Managua, officielt for at assistere i kampen mod illegal narkohandel, men ifølge amerikanske myndigheder formentligt også som base for spionage i USA. En tilsvarende efterretningsfacilitet er etableret i Lourdes, Cuba.

Rusland har udvist stor interesse i ALBA-alliancen mellem en række latinamerikanske stater (primært Venezuela, Nicaragua, Cuba, samt Bolivia) som et redskab til at fremme Putins vision om en multipolær verdensorden frem for amerikansk dominans. Eksempelvis er ALBA medlemmerne nogle af de få lande som har givet støtte til Ruslands politik i Ukraine. Med andre ord er Ruslands politik i Latinamerika forbundet med en bredere geopolitisk strategi mod amerikansk indflydelse i Ruslands egen interessesfære i Østeuropa.

Et amerikansk modsvar

Logisk nok er det ikke gået ubemærket hen i amerikanske politiske og militære kredse. I 2015 udtalte John Kelly som øverstbefalende for US Southern Command i forhold til russisk aktivitet i Latinamerika:

“We have seen a clear return to Cold War-tactics. As part of its global strategy, Russia is using power projection in an attempt to erode U.S. leadership and challenge U.S. influence in the Western Hemisphere.”   

De amerikanske militære myndigheder belyser altså den essentielle problematik hvad angår USA’s position i regionen. Den russiske taktik er reelt set en genoplivelse af Sovjetunionens strategi med at forsøge at øge sin indflydelse på bekostning af USA, så snart en krise eller ustabilitet skaber et magtvakuum.

Som modsvar har Trump regeringen implementeret sin regionale strategi mod ”tyranniets trojka,” som også skal ses som et modsvar på russisk og kinesisk indflydelse. Vidtrækkende økonomiske sanktioner er blevet implementeret mod både Venezuela, Cuba, og Nicaragua, og USA’s klare position i forhold til Venezuela er regimeskifte. Hvis regimet i Caracas kollapser vil det have fatale konsekvenser for Ruslands økonomiske position i Latinamerika, grundet de store investeringer i olieindustrien som er indgået mellem statsoverhovederne og dermed kun legitimeret af Maduros plads på præsidentposten. Hvis Ortegas styre falder i Managua vil Rusland miste en vital militær forpost regionen, og vil i værste fald afskæres militært fra Centralamerika.

Såfremt Trump regeringen kan samle en regional koalition bag sig baseret på fælles modtand mod russiske og kinesiske indtog, hvilket er en reel mulighed med Brasilien og Colombia, vil det give USA en mulighed for at sikre sin position som regional geopolitisk leder i Latinamerika. I november 2018 forsikrede stabschef for det amerikanske luftvåben, David Goldfein, efter et officielt besøg i Colombia, at Trump regeringen vil fokusere på at forstærke USA’s regionale alliancer. Samtidig vil en amerikansk ”sejr” over Rusland i regionen underminere Putins forsøg på at portrættere Rusland som en stormagt med global rækkevidde, og afskrække potentielle samarbejdspartnere. Med sit nye sikkerhedspolitiske fokus på stormagtskonflikt med netop Rusland er linjerne i Latinamerika klart optrukne, og vi vil kun se øget konfrontation.