Endnu et slag mod amerikansk diplomati

Der er generelt store problemer i det amerikanske udenrigsministerium. Ministeriet har været præget af massive fyringsrunder, nedskæringer og frivillige afgange. I det nye budgetforslag for 2020 ønskes en 5% forøgelse af Pentagons budget, mens udenrigsministeriet ønskes skåret med 23%. Selvom det må forventes at Kongressen vil gå imod dette ønske, så sender det et klart signal om prioriteringen i den udenrigspolitiske værktøjskasse under Trump-administrationen.

Kun cirka 60% af poster i det amerikanske udenrigsministerium, State Department, som kræver bekræftelse i Senatet, er blevet besat her mere end to år inde i Trump-administrationen. Hertil skal lægges de utallige stillinger som er ledige på niveauer, som ikke kræver godkendelse i Senatet. Disse er kommet af nedskæringer og deraf følgende fyringsrunder, men også opsigelser i protest mod den linje, som Trump-administrationen fører udenrigspolitisk.

Med det nyeste budgetforslag for finansåret 2020 sender Trump-administrationen endnu en gang et signal til de hårdt prøvede medarbejdere i State Department om, hvordan prioriteringen er i amerikansk udenrigspolitik. Der lægges endnu en gang vægt på hård snarere end blød magt. Det første budgetforslag som Trump-administrationen præsenterede i 2017, blev præsenteret som et ”hard power budget”, og meget tegner til, at tilfældet er det samme denne gang. Som det kommenteres af amerikanske analytikere, så lader det til, at Pentagon har fået lov at lave en omsiggribende ønskeseddel.

Pentagons budget forøges med 5 % og ender på et basisbudget på $718 mia. imens State Departments budget skæres med 23 % til kun $40 mia.
Skævvridningen mellem de to ministerier er ikke noget Trump-administrationen har fundet på, men at præsentere et ønske om at skære 23 % af State Department er alligevel en voldsom udvikling.

Kongressen bliver et problem

Som nævnt er det en gave for Pentagon, at der nu lægges op til endnu en forøgelse af forsvarsbudgettet. Men her kommer vi til Trump-administrationens helt store problem for budgetforslaget: Demokraternes flertal i Repræsentanternes Hus.

Det er ikke helt sikkert, at demokraterne vil gå med til en sådan opjustering af Pentagons budget, i hvert fald ikke uden at få noget igen på sociale ydelser eller en anden indenrigspolitisk dagsorden.
Samtidig er det dog heller ikke sikkert, at Kongressen (både demokrater og republikanere) vil tillade en så omfattende nedskæring af State Department. Og her vil de sandsynligvis få opbakning fra måske uventet kant. Det er næsten en tradition i Washington, at ud over at tale for højere budgetter til sig selv i Pentagon, så tager militærfolk og civile ledere fra Pentagon afsted til Kongressen for at argumentere for højere budgetter (eller i hvert fald ikke nedskæringer) til State Department.

Som Trumps tidligere forsvarsminister James Mattis sagde til Kongressen i forbindelse med tidligere budgetforhandlinger: ”If you don’t fund the State Department fully, then I need to buy more ammunition ultimately.”

En historisk ubalance

Som nævnt er ubalancen mellem Pentagon og State Department ikke noget, som Trump-administrationen har fundet på. Den har eksisteret i mange år.

Den har også skabt problemer i amerikansk diplomati, da forskellen mellem Pentagons og State Departments ressourcer naturligvis er klar for alle. Det gælder naturligt nok også statsledere og regeringer i lande rundt om i verden, som derfor søger mod den amerikanske militære ledelse i regionen i stedet for det civile diplomati.

Pentagon har inddelt verden i seks geografiske kommandoer med ansvaret for hver deres region. Det betyder altså, at der sidder én militær leder med ansvaret for et stort regionalt område, og som også har enorme ressourcer i ryggen til at foretage sig ting. På den anden side af bordet sidder repræsentanter fra State Department, som ofte har adskillige repræsentanter for at dække samme region som den ene militære chef fra Pentagon dækker. Derfor er det et kendt problem i amerikansk diplomati, at det er Pentagon som bliver kontaktet af udenlandske diplomater i stedet for State Department, fordi der er en forventning om at de militære chefer kan gøre langt mere end de civile.

Der bliver ikke tale om, at State Deparments budget kommer i nærheden af Pentagons – trods alt. Men det klare budskab fra Trump-administrationen er i denne sammenhæng, at man tilsyneladende ikke har tænkt sig at ændre den ubalance og prioriteringen i den udenrigspolitiske værktøjskasse forbliver til Pentagons fordel.

USA’s seks regionale militære kommandoer (og tre funktionelle globale kommandoer)