Læren fra Iran-aftalen kan have afsporet Hanoi-topmødet

Det var et kort svar fra udenrigsminister Mike Pompeo, men det kan give et indblik i, hvorfor parterne forlod topmødet i Hanoi uden en aftale. Der lader til at have været mere end spørgsmålet om afviklingen af de store atomfaciliteter ved Yongbyon på bordet, som skilte partnerne ad. Elementer som er taget med af Trump-administrationen – belært af hvad de så som en utilstrækkelig aftale med Iran.

Det var svært at vide, hvad man kunne forvente inden topmødet mellem præsident Trump og Nordkoreas Kim Jong-un i Hanoi. Der var afsat to dage til topmødet i modsætning til én dag sidste år i Singapore. Ind i mellem lagde præsident Trump op til, at man ville bevæge sig mod en afvikling af Nordkoreas atomvåbenprogram, og andre gange trak han i land.

Der kom dog ikke noget resultat ud af topmødet i Hanoi. Inden den fælles arbejdsfrokost valgte præsident Trump at trække den amerikanske delegation fra forhandlingerne. Til det efterfølgende pressemøde fortalte præsident Trump, at Nordkorea havde ønsket en total ophævning af sanktionerne mod landet mod at afvikle atomfaciliteterne ved Yongbyon. Men fordi man fra amerikansk side ved, at der er flere hemmelige faciliteter, så anså man det ikke for nok, og derfor valgte man ikke at skrive under på en aftale. Budskabet fra den amerikanske delegation var ”No deal is better than a bad deal”.

Men det virker til, at udenrigsminister Mike Pompeo også løftede sløret lidt for andre elementer, som kan have skilt de to parter ad. Som del af svar på et spørgsmål om hvad man havde diskuteret med den nordkoreanske leder, at Pompeo sagde følgende: ”there are also timing and sequencing issues that were associated with that as well, which we didn’t quite get across the finish line as well.  But remember, too, even that facility, even the Yongbyon facility and all of its scope — which is important, for sure — still leaves missiles, still leaves warheads and weapons systems.  So there’s a lot of other elements that we just couldn’t get to.”

Lektien fra Iran-aftalen

Med den udtalelse tyder det altså på, at amerikanerne også ville lægge op til, at nordkoreanske missilsystemer skulle være en del af en aftale. Netop det at missilsystemer ikke var en del af den internationale aftale med Iran fra 2015 har været et af de gennemgående kritikpunkter fra Trump-administrationen mod en af Obama-administrationens største udenrigspolitiske bedrifter. Derfor er det nærliggende, at man nu har taget et ønske om at inkludere netop missilsystemer i en aftale med Nordkorea. For hvordan kan man kritisere en atomaftale med Iran for at udelade sådanne systemer, og så lave en aftale med Nordkorea som også udelader missilsystemer? Svaret på det spørgsmål lader til at have været, at det kunne man heller ikke.

I sidste ende resulterede Trump-administrationens modvilje mod indholdet af aftalen med Iran i at USA trak sig (som det eneste land) fra aftalen. Det har nu bidraget til spændingerne med de europæiske allierede, som stadig ønsker at forblive i aftalen, da man mener den skaber de bedste rammer for en håndtering af truslen om et iransk atomvåben.

En umulig forhandling fra start af

Den helt store forskel mellem Iran og Nordkorea er dog, at det rent faktisk er lykkes for regimet i Pyongyang at udvikle atomvåben og faktisk også lader til at have udviklet raketsystemer, som kan ramme amerikansk jord. Det er disse våben, som i sidste ende har været adgangsbilletten til en-til-en topmøder med USA’s præsident.

Men allerede inden topmødet i Hanoi var beskeden fra de amerikanske efterretningstjenester: ”We continue to assess that North Korea is unlikely to give up all of its nuclear weapons and production capabilities, even as it seeks to negotiate partial denuclearization steps to obtain key US and international concessions.” Atomvåbnene anses simpelthen for vigtige for regimets overlevelse.

Det var altså som udgangspunkt usandsynligt, at man ville opleve de store fremskridt ift. afviklingen af Nordkoreas atomvåben ved dette topmøde – og det var allerede, da spørgsmålet ”kun” netop var om atomvåben. Hvis den amerikanske delegation så også valgte at forsøge at udvide spektret for samtalen til også at inkludere missilsystemer, så bliver oddsene for alvor dårlige for en aftale – og det var altså der vi endte.

Hvad så nu?

Præsident Trump sagde altså på sit pressemøde, at forhandlingerne kollapsede, da Nordkorea krævede alle sanktioner ophævet mod at afvikle sine faciliteter ved Yongbyon. Den udlægning modsagde den nordkoreanske udenrigsminister Ri Yong Ho, senere torsdag (dansk tid). I den nordkoreanske udlægning krævede man kun en delvis ophævelse af sanktioner, som rammer civilbefolkningen i det isolerede land. For at opnå denne delvise ophævelse af sanktioner havde den nordkoreanske delegation (i deres udlægning) tilbudt at afvikle Yongbyon samt lovet en permanent standsning af atomprøvesprængninger og testaffyringer af langtrækkende missiler.
Det meget kontante budskab fra den nordkoreanske udenrigsminister var, at dette tilbud ville ikke ændre sig i fremtiden, også selvom amerikanerne måtte invitere til nye forhandlinger.

Der er altså allerede varierende versioner af, hvad der blev diskuteret og foreslået ved topmødet mellem de to ledere. Det er som sådan ikke overraskende. Begge sider vil i høj grad tale til eget bagland i disse dage.

Udgangspunktet for forhandlingerne mellem de to lande, og at de rent faktisk kunne nå en aftale har hele tiden være usandsynligt. Men med de udmeldinger som kom fra de to parter efter topmødet gik i stå, så synes de to parter igen at være drevet fra hinanden. I det amerikanske udenrigsministerium må man i disse dage sidde og tænke, om det mere begrænsede fokus man antog i Iran-aftalen, mon også er det mest realistiske i denne situation. Men igen så er den store forskel, at Nordkorea rent faktisk har atomvåben – deraf det urealistiske i at opnå det Trump har lagt op til mange gange efterhånden.