‘Green Book’ er både rørende, vigtig og – desværre – stadig aktuel

‘Green Book’ med Viggo Mortensen og Mahershala Ali har i dag dansk premiere. Og der er god grund til at smutte en tur i biografen i weekenden og se filmen – den er nemlig ganske fremragende og d’herrer Mortensen og Ali er forrygende i rollerne som Tony Vallelonga og Don Shirley.

Lad os bare starte med det vigtigste først: ‘Green Book’ med Viggo Mortensen og Mahershala Ali er en fremragende film, som varmt kan anbefales. Filmen er fortjent med i kampen om at vinde Oscar for bedste film, nøjagtig som Viggo Mortensen og Mahershala Ali mindst lige så fortjent er med i kampen om henholdsvis bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle.

Jeg vil godt indrømme, at jeg havde store forventninger inden jeg så filmen. Både Viggo Mortensen og Mahershala Ali er så dygtige skuespillere at det næsten kun kunne blive godt. Samtidig foregår filmen i en periode af amerikansk historie, jeg gennem mange år har beskæftiget mig indgående med i mit forfatterskab, nemlig starten af 1960’erne under John F. Kennedys præsidentskab. Og hold nu op, hvor filmen levede op til mine forventninger og mere til.

Vi møder Tony Vallelonga, en evigtspisende dørmand med italienske rødder fra New York, der langt fra hører til de største borgerrettighedsforkæmpere, for nu at sige det mildt. Tværtimod ser vi ham i en af filmens første scener smide et par glas ud. Årsagen: to sorte håndværkere har drukket af dem. Tony er hverken intellektuel, veltalende eller specielt nuanceret. Han elsker sin kone, elsker sine børn og skal egentlig bare tjene nogen penge, så han kan forsørge dem. Og da natklubben, hvor han arbejder, skal lukke et par måneder grundet ombygning, skal han finde en anden måde at tjene penge. Og via en bekendt bliver han sat i forbindelse med et chaufførjob for hvad Tony tror er en læge. Hurtigt finder han dog ud af, at Dr. Don Shirley ikke tilhører lægevidenskaben, men er en af tidens dygtigste pianister på vej på turne i en række sydstater. Og eftersom Shirley er sort, er han blevet rådet til at finde sig en hvid chauffør – og det er her, Tony kommer ind i billedet.

Tony Vallelonga og Don Shirley er hinandens diametrale modsætninger står lysende klart helt fra første færd, ligesom også ligger i kortene at deres tur rundt i sydstaterne ikke kommer til at gå helt gnidningsfrit. Hverken hvad deres indbyrdes relation angår eller i forhold til omgivelsernes reaktion på Don Shirleys besøg.

I slutningen af 1962, hvor filmen foregår, er USA nemlig stadig præget af segregation. Ganske vist var både præsident Kennedy og hans bror, justitsminister Bobby Kennedy, begge optaget af at få gjort op med raceadskillelsen i Amerika og skabe et samfund med lige rettigheder for alle, uanset hudfarve. Men på trods af intentionerne om dette, var det fortsat ikke blevet til virkelighed i slutningen af 1962, efter knap to år med Kennedy administrationen ved roret.

Derfor et det et segregeret syd, Tony og Don kommer til. Hvilket blandt andet betyder at der er steder, Don ikke må hverken bo eller spise, fordi han er sort. Filmens titel ‘Green Book’ er således en henvisning til den ‘bog’, man kunne orientere sig i, hvis man som Don Shirley kom til en sydstatsby og skulle finde et sted at overnatte eller få sig et måltid mad.

At ‘Green Book’ er en film, der sætter fokus på racismeproblemerne i USA er tydeligt hele vejen gennem filmen. Men selv om man kunne have håbet det modsatte, så hører filmens tematikker ikke fortiden til. For selv om det kunne have været rart, hvis man efter at have set ‘Green Book’ kunne have tænkt: ‘Stærk film om et dystert kapitel af den amerikanske historie’, så er realiteten desværre den, at USA stadig slås med racismeproblemer i 2019. Derfor bliver en film om begivenheder der ligger mere end et halvt århundrede tilbage, også relevant i en aktuel kontekst.

Der er således flere rigtig gode grunde til at runde en biografsal en af de nærmeste dage og se ‘Green Book’. Den er både rørende, vigtig og – desværre – stadig aktuel.