Pentagons invasionsplaner for Irak antog regimeskifte

Den store krigsudredning om dansk krigsdeltagelse i bl.a. Irak har fået debatten til at rase. Hvem vidste hvad, hvornår og blev det korrekt formidlet videre. Et af debatpunkterne har været spørgsmålet om målsætningen var afvæbning af det irakiske styre eller regimeskifte. Hos Pentagon var regimeskifte og samarbejde med det irakiske militær en central antagelse for invasionsplanerne.

I kølvandet på udgivelsen af den store udredning om danske krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak er især optakten til Irak-krigen (igen) blevet genstand for heftige diskussioner.

En af de ting som er blevet diskuteret i den seneste uge, har været, om den daværende regering korrekte fremstillede de danske målsætninger for deltagelse i krigen. I udredningen slås det fast, at regeringen overfor Folketinget sagde at målsætningen var en afvæbning af det irakiske styre – til trods for at den amerikanske målsætning var regimeskifte.

Allerede i oktober 1998 underskrev præsident Clinton den såkaldte Iraq Liberation Act, som satte regimeskifte i Irak som officiel målsætning for den amerikanske regering.
Men også i den amerikanske planlægning af invasionen var det en af de helt centrale antagelser, at man skulle fjerne Saddam Husseins regime for derefter at overdrage ansvaret til det irakerne selv. Det var da disse antagelser faldt fra hinanden kort tid efter Bagdads fald, at den amerikanske hær og Bush-administrationen fandt sig fuldstændig uforberedte på den nye situation.

Hug hovedet af regimet – og indsæt et nyt

Allerede den 21. november 2001 bad præsident George W. Bush sin forsvarsminister Donald Rumsfeld om at orientere sig om Pentagons planer for en invasion af Irak.
Her begyndte mange måneders tovtrækkeri mellem forsvarsministeren med idéer om moderne krig på den ene side og Pentagon (som stadig var præget af de lektier man havde taget fra Vietnam-krigen) på den anden.

Udgangspunktet for Pentagon var et scenarie i stil med Golfkrigen i 1991, med efterfølgende behov for 400.000 soldater til at sikre Irak. I sidste ende besluttede forsvarsminister Donald Rumsfeld, at Pentagon kunne få 125.000 soldater til invasionen.

Hvad lå til grund for den meget markante forskel i antal?

Den helt grundlæggende antagelse var, at man skulle fjerne regimets ledelse. Det var tanken bag det meget berømte koncept om ”Shock & Awe”. Det gik på, at man skulle bombe det instrumenter, som regimet brugte til at lede landet og de militære styrker, men ikke den infrastruktur som var nødvendig for landets almindelige drift. Kort sagt, man skulle hugge hovedet af regimet.

Ved primært at fokusere på regimet, og så ellers opfordre til at militæret og centraladministration skulle overgive sig og overlade regimet til sin skæbne, så var den grundlæggende antagelse, at man ville have et komplet irakisk bureaukrati, som man kunne overdrage magten til. Det irakiske militær ville kunne bruges til at stabilisere landet, og sørge for en stabil magtoverdragelse.

Den amerikanske general, Tommy Franks, anslog at de amerikanske styrker ville skulle bruges i 2-4 måneder til at stabilisere landet, og så ville man over de næste 12-18 måneder hjælpe det irakiske militær, imens man trak alle amerikanske styrker ud af landet.
Det hele skulle finansieres af indefrosne irakiske midler efter sanktioner mod landet blev løftet.

Hele denne tankegang havde sit udgangspunkt i forsvarsminister Donald Rumsfelds, og generelt Bush-administrationens, grundlæggende modvilje mod langvarige stabiliseringsoperationer. Man skulle udføre regimeskifte og sikre stabile samarbejdsvillige regimer – men uden langvarige amerikanske investeringer af militær og penge.

Det hele falder fra hinanden

Allerede inden invasionen gik i gang fik Pentagons antagelser et skud for boven. Man havde nemlig antaget, at militæret ville vinde krigen, også skulle det amerikanske State Department (udenrigsminsterium) håndtere post-konflikt perioden. I januar 2003 underskrev præsident Bush nemlig en ordre, som gav Pentagon ansvaret for post-konflikt perioden, noget som Pentagon var helt uforberedt på at klare efter i årtier at have ignoreret og fjernet viden om stabiliserings- og genopbygningsoperationer.

De næste problemer med de helt centrale antagelser sås under selve invasionen. I stedet for de store grupper af irakiske soldater som man havde set overgive sig under Golfkrigen i 1991, så forsvandt de almindelige irakiske enheder. Det var kun de loyale enheder fra Republikaner Garden og de paramilitære Fedayeen Saddam blev ved med at kæmpe mod amerikanerne. De enheder som man havde regnet med at overdrage ansvaret til var som sunket i jorden.

Det endegyldige kollaps af de amerikanske antagelser var fyringen af det irakiske militær, politi og offentligt ansatte, som havde været medlemmer af det styrende Baath-parti. Den amerikanske administrator Paul Bremer overraskede mange i Washington D.C., da man dermed trak tæppet væk under den (i forvejen meget begrænsede) planlægning for den amerikanske tilstedeværelse efter Saddam Husseins fald.

I juni 2003 stod USA altså med ansvaret for sikkerheden i Irak, efter at antagelserne om en magtoverdragelse til det irakiske militær og State Department var faldet fra hinanden. Det amerikanske militær stod uden nogen institutionel viden til at håndtere den situation. På grund af årtiers institutionel præference for at undgå langstrakte stabiliserings- og genopbygningsoperationer havde man nogle centrale men skrøbelige antagelser.

Men målet var i hele processen klar: Saddam Husseins regime skulle skiftes ud, men det skulle ske ved en minimal amerikansk investering.

Læs meget mere om den historiske optakt og udvikling som ledte til to uafsluttede amerikanske krige i Mellemøsten i bogen I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat som er udgivet ved Syddansk Universitetsforlag.