Forskere: USA var afgørende for danske beslutninger om krigsdeltagelse

I sidste uge udkom den store udredning af dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak. I dette interview med Kongressen.com fortæller forskningsleder Rasmus Mariager og viceforskningsleder Anders Wivel om USA’s rolle i de danske beslutninger om krigsdeltagelse.

Danmark har været aktiv deltager i en række krige siden Den Kolde Krigs afslutning. Gennem loyale og kompetente miltære bidrag til en række missioner har Danmark høstet ros og nydt en særlig status i de sikkerhedspolitiske diskussioner i såvel Washington D.C. som Bruxelles.
Netop det gode forhold til USA har betydet meget for begge sider i den danske debat – både som udtryk for kynisk kalkuleren fra danske politikere eller som udtryk for noget Danmark burde stræbe efter.

I sidste uge udkom den omfattende udredning af dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak, som forskningsleder Rasmus Mariager og viceforskningsleder Anders Wivel har stået i spidsen for. I fire bind analyserer de den danske krigsdeltagelse med det formål at “kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden.”

Kongressen.com har stillet de to forskere en række spørgsmål om USA’s rolle i de danske beslutninger om krigsdeltagelse.

Det har i mange år været en accepteret antagelse, at forholdet til USA var afgørende for Danmarks beslutninger om at gå i krig. Er det også det I er kommet frem til?

I de tre krige, som vi undersøger – i Kosovo, Afghanistan og Irak – var USA afgørende for den danske beslutning, men på lidt forskellig vis. I Kosovo var det afgørende for regeringen, at Danmark fremstod som en aktiv allieret i en tid, hvor alliancens rationale var ved at ændre sig. I Afghanistan var det afgørende, at den danske regering havde stor solidaritet med USA efter 9/11. I Irak var det afgørende, at regeringen var enige med USA om at en krig var den rigtige løsning på de udfordringer for regional og international sikkerhed, som fulgte af Saddams Husseins regime. I alle tre krige blev beslutningen om dansk deltagelse truffet af en snæver kreds, hvor beslutningen blev formet gennem en række mindre skridt snarere end truffet på baggrund af en systematisk afvejning af mulige omkostninger og gevinster. I denne proces spillede dialogen med allierede, særligt USA, en vigtig rolle for både beslutningen om at deltage og det militære indhold i Danmarks bidrag. Den beslutning, hvor de principielle overvejelser fylder mest i kildematerialet, er beslutningen i 1998, hvor Danmark skulle vælge mellem alliancehensyn og FN.

Var der et bestemt tidspunkt, hvor forholdet til USA blev dikterende for dansk udenrigspolitik?

Forholdet til USA er ikke “dikterende” for dansk udenrigspolitik, men USA er i de tre krige, som vi har undersøgt, afgørende for danske beslutninger om at gå i krig. USA har siden den tidlige Kolde Krig været afgørende for dansk og europæisk sikkerhed og er det fortsat. For Danmark og andre europæiske småstater betød afslutningen på den Kolde Krig større territoriel sikkerhed (den sovjetiske trussel var væk), men også nye krav om bidrag til militære operationer out-of-area. I dag er NATO den centrale organisation for dansk deltagelse i disse operationer og vores store NATO-allierede USA og Storbritannien spiller her en afgørende rolle.  

Det har altid heddet sig, at dansk udenrigspolitik var orienteret mod EU, NATO og FN. Hvordan passer forholdet til disse multilaterale organisationer til den høje vægtning af forholdet til USA?

Under den Kolde Krig var FN den centrale organisation for dansk militært engagement uden for landets grænser. Efter den Kolde Krig viste NATO sig mere effektiv til både at opfylde målene i voldelige konflikter og til at beskytte soldaterne sikkerhed. Samtidig blev det også mere almindeligt med koalitioner dannet for at imødegå konkrete trusler. Både i NATO-regi og i koalitionerne spiller USA typisk en central rolle. På grund af forsvarsforbeholdet er EU aldrig kommet til at spille en direkte rolle i Danmarks militære engagement.

Er der sket en udvikling i hensynet til forholdet til USA? Har man taget mere hensyn i løbet af årerne? Er der forskel på borgerlige og socialdemokratiske regeringer?

Danmark tilpasser sig i den amerikanske verdensorden enesupermagten USA, som har afgørende betydning for europæisk sikkerhed. Man kan således sige, at den positive tilgang til at gå i krig med USA følger af en national interesse i fortsat amerikansk engagement i dansk og europæisk sikkerhed. Når det gælder den enkelte beslutning om at gå i krig, så foregår denne dog ikke med udgangspunkt i en systematisk cost-benefit analyse, hvor omkostninger og gevinster holdes op mod danske nationale interesser. Samtidig er Danmark og USA jo også enige om grundlæggende værdier som liberal demokrati og markedsøkonomi. Værdifællesskabet betones typisk mere af centrum-højre end af centrum-venstre, men forud for Afghanistan-krigen blev de fælles værdier betonet af den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der – ligesom sine kolleger i andre vesteuropæiske lande – tolkede angrebene på New York og Washington den 11. september 2001 som et angreb på fælles vestlige værdier.

Find krigsudredningens hjemmeside ved at trykke på billedet

–