En skiftende verdensorden betyder, at der sker rigtig meget rundt omkring i verden med betydning for amerikanske interesser. Derfor udvider Kongressen.com sit hold af udenrigsanalytikere for at give endnu bedre dækning af regionale forhold rundt om i verden.
Det er tydeligt for enhver, at international politik er under forandring i disse år. Den amerikansk-ledede verdensorden som vi har levet under siden Den Kolde Krigs afslutning er udfordret både indefra og udefra.
Kongressen.com styrker derfor nu udenrigsdækningen. I første omgang er der kommet to nye udenrigsanalytikere på holdet, som hver fokuserer på centrale regioner for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Den første har I allerede stiftet bekendtskab med. Det er Frederik Wrist, som har fokus på relationerne mellem USA og Latinamerika. Han har studeret Historie ved Københavns Universitet med sidefag i engelsk, og har i den forbindelse haft et studieophold ved Institute of International Relations på University of São Paulo, Brasilien.
Næste er Stine Collin Nielsen, som vil skrive om USA’s relationer og interesser i Mellemøsten for Kongressen.com. Stine er cand.mag. i Mellemøststudier med bachelor i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Hun har tidligere arbejdet hos tænketanken Atlantsammenslutningen, hvor hun arbejdede med international sikkerhedspolitik.
Udviklingerne i Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika er glimrende eksempler på den problemstilling, som Kongressen.com ønsker at sætte fokus på. Begge regioner er tydeligere blevet brikker i magtspillet mellem verdens supermagter som USA, Kina og Rusland.
Men samtidig sker der også mange ting på regionalt plan, som ikke er drevet frem af stormagters indblanding, men som har stor betydning for det internationale magtspil.
Fra i dag og i begyndelsen af næste uge vil Kongressen.com stille skarpt på international politik, og de dynamikker, som er i gang rundt omkring i verden. Forandringer som ikke er drevet af Donald Trumps udenrigspolitik, men udfordringer som også ville have eksisteret for en præsident Hillary Clinton.
Vi håber, at I vil tage godt imod vores to nye udenrigsanalytikere.
You must be logged in to post a comment Login