Bolsonaro kan blive central brik i USA’s fremtidige Latinamerika-strategi

Pompeo’s statsbesøg i Brasilien kan blive startskuddet for et tættere samarbejde mellem USA og Brasilien, og måske grobund for en helt ny regional strategi rettet især mod Cuba, Venezuela, og Nicaragua. Med sin hårde populistiske linje, klare beundring af Præsident Trump’s ledelsesstil, og valg af en pro-amerikansk udenrigsminister, kan Bolsonaros Brasilien blive tungen på vægtskålen i regionen fremtidige magtbalance. 

Udenrigsminister Mike Pompeo’s første officielle udenlandske statsvisit i 2019 aflagdes, måske ikke overraskende, i den brasilianske hovedstad, Brasília, i forbindelse med indsættelsen af Jair Bolsonaro som den sydlige gigants nye præsident d. 1. januar. Pompeo’s tilstedeværelse ved ceremonien er et symbol på Bolsonaros ønske om en omstrukturering af brasiliansk udenrigspolitik, men også på den nye magtbalance som er ved at opstå i Latinamerika.

Brasiliansk udenrigspolitik har igennem det seneste årtis regering under det venstreorienterede arbejderparti (PT) i mange tilfælde ført til forsøg på at balancere amerikansk global indflydelse, eksempelvis i form af BRICS-samarbejdet, og Brasilien har dermed været set som fortaler for en multipolarisering af verdensordenen.

Retter man sit blik nærmere på listen af inviterede statsrepræsentanter vil man dog se en klar indikation på at et fundamentalt afbræk fra den hidtidige udenrigspolitiske dagsorden kan være under opsejling under Bolsonaros lederskab. Tilstede var Israels og Ungarns premierministre, respektivt Benjamin Netanyahu og Viktor Órban, der hver i sær har været kendetegnende for en udpræget national-populistisk politik. Hvad der er mest opsigtsvækkende er dog tilbagetrækningen af invitationer til statsoverhovederne for hvad John Bolton i november betegnede ”tyranniets trojka”, Cuba, Venezuela, og Nicaragua. Ekskluderingen af ”trojkaen”, samt Pompeo’s tilstedeværelse ved ceremonien, er et signal om at Bolsonaro ønsker at implementere en udenrigspolitisk linje som ligger mere i tråd med Trump regeringens, og det kan have central betydning for hvordan den regionale magtbalance struktureres fremadrettet især set i lyset af den stigende geopolitiske konkurrence mellem USA, Rusland, og Kina i Latinamerika.

Den konservative drejning

Med nomineringen af karrierediplomaten Ernesto Araújo som landets nye udenrigsminister tyder alt på at Bolsonaros populistiske linje vil blive styrende i forholdet til omverdenen, og står det til Araújo vil et styrket bånd til USA være første prioritet. Araújo er ophavsmand til artiklen ”Trump og Vesten” som portrætterer Trump som beskytter af den vestlige civilisations kristne kulturarv. Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er artiklens hovedargument for at Vestens overlevelse kun kan sikres, hvis alle ”kristne nationer” samler sig mod globaliseringen som han betegner et ”kultur-marxistisk” komplot kreeret af liberale og venstreorienterede eliter. Valget af Araújo er ikke særpræget, da Bolsonaro i høj grad deler og er blevet repræsentant for lige præcis den ideologiske linje.

Allerede før indsættelsen af Bolsonaro kom de første konkrete forslag til at ensrette Brasiliens rolle med Trump regeringens i form af et løfte om at flytte landets ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. I Latinamerika kan Brasilien blive en central regional spiller på USA’s side i den verserende krise i Venezuela under Maduro regimet. Torsdag d. 3. januar udtalte Bolsonaro, at man ville være åben for etableringen af en amerikansk militærbase på brasiliansk jord for at modvirke russisk indflydelse i Venezuela, et forslag der ifølge kilder i militæret formentligt stammer fra Araújo. Samtidig komplementerede Araújo det udsagn med, at Bolsonaro tilsyneladende planlagde at diskutere en amerikansk militær tilstedeværelse med Præsident Trump under hans forventede statsbesøg i marts. Forslaget blev dog trukket tilbage grundet pres fra det brasilianske militær som historisk har været indædte modstandere af enhver fremmed overtrædelse af brasiliansk suverænitet.

Bolsonaros efterfølgende retorik viser dog at hans ønske om at ”regenerere” udenrigspolitikken, som han kalder det, fortsætter med uformindsket styrke. Senest mødtes Araújo d. 17. med Venezuelas oppositionsleder Juan Guaido, som Bolsonaros regering anerkender som Venezuelas legitime leder, for at diskutere situationen i landet, samt konkrete tiltag for at genetablere demokratiet. Samtidig gentog Bolsonaro budskabet med en udtalelse om at han vil gøre alt hvad der står i hans magt for at ”genetablere orden og demokrati” i Venezuela.

En ny alliance mod ”tyranniets trojka”?

Hvor stor koordinering der er mellem Washington og Brasília på nuværende tidspunkt hvad angår Venezuela er stadig uklart, men Pompeo konkluderede under sit besøg i Brasilien at de to lande har ”mulighed for at arbejde side om side mod autoritære regimer” i regionen, og benævnte i den forbindelse Cuba, Venezuela, og Nicaragua, altså Bolton’s ”trojka.” Det amerikanske udenrigsministerium udsendte tidligere på måneden en erklæring om at det var på tide med et regeringsskifte i Caracas med Guaido som ny potentiel præsident.

Bolsonaros udenrigspolitiske kurs har indtil videre vist et mønster der står i kontrast til PT-regeringernes samarbejde med venstreorienterede regimer, specielt Cuba og Venezuela. Samtidig er Bolsonaro regerings fokus på militærmagt som muligt instrument i udenrigspolitikken nyskabende, da det ligger udenfor landets diplomatiske tradition.

Herudover er forholdet til Kina, Brasiliens største handelspartner også markant ændret. Det ses efter at Bolsonaro valgte at aflægge visit til Taiwan, hvilket observeredes af Beijing som udtryk for en mere konfrontatorisk linje i fremtiden. Desuden har Bolsonaros lovet at frigøre Brasilien fra Kinas økonomiske dominans i landet.

Intensiveringen af den aggressive retorik fra Washington såvel som Brasília kan ses som del af en ny Latinamerika strategi som Bolton annoncerede i forbindelse med midtvejsvalget i november, hvor han i samme moment navngav ”tyranniets trojka.” Selvom Bolton ikke berørte specifikke tiltag er det klart at det skal ses i kontekst med den øgede russiske og kinesiske indflydelse i Latinamerika. Cuba, Nicaragua, og især Venezuela har historisk været Ruslands/Sovjetunionens, og senest Kinas, primære samarbejdspartnere i regionen. Men med en regering i Latinamerikas største økonomiske og militære magt, der har et tættere bånd til USA som førsteprioritet, kan magtbalancen vende i USA’s favør og blive central for Trump regeringens nye regionale strategi.