Shanahan dårligt rustet til at håndtere Trumps verdenssyn

Præsident Trump fremskyndede James Mattis’ afgang fra Pentagon, og har i stedet midlertidigt indsat viceforsvarsminister Patrick Shanahan på posten. Præsidenten har sagt han ikke har travlt med udpege en ny forsvarsminister, selvom de tre øverste poster i Pentagon nu er besat af midlertidige. En stor udfordring for Shanahan bliver at håndtere en præsident som i højere grad påvirker sikkerhedspolitikken, og som har stærke holdninger til USA’s magt i verden – en opgave han ikke virker oplagt til.

Han kommer fra en ledende stilling hos flygiganten Boeing, men har kun sammenlagt halvandet års erfaring med regeringsarbejde og ingen erfaring fra militæret. Nu står han i spidsen for det enorme apparat, som er det amerikanske militær.

Patrick Shanahan har overtaget roret i Pentagon ved årsskiftet. James Mattis skulle først være trådt tilbage som forsvarsminister i slutningen af februar, men efter præsident Trump blev vred over budskabet i Mattis’ fratrædelsesbrev blev hans afgang rykket frem til nytår. Shanahan er nu indsat som ”acting Secretary of Defense”, altså kun midlertidigt indtil præsident Trump nominerer en anden (eller Shanahan) til posten, som så skal bekræftes af Senatet. Før Mattis’ afgang var Shanahan viceforsvarsminister, og han er altså rykket en tand op af rangstigen, og Pentagons Comptroller, David Norquist, har påtaget sig opgaverne som midlertidig viceforsvarsminister. Derudover er Pentagons chief management officer (nummer tre i det civile hieararki) heller ikke permanent besat, men også kun besat midlertidigt.

Med de tre øverste poster i Pentagon kun besat på midlertidig basis venter der en stor udfordring for den civile og militære ledelse med at håndtere en situation, hvor præsident Trump i højere og højere grad hævder sin magt som præsident på det sikkerhedspolitiske område. Det fører til forvirrede prioriteter, og kampe med Kongressen (senest om medlemskabet af NATO).

Pat Shanahan

Den 56-årige fungerende forsvarsminister har tilbragt 31 år i Boeing, senest som ”senior vice president for supply chain and operations”. Under forsvarsminister Mattis var Shanahans opgave primært at fokusere på indre reformer og opgaver i Pentagon, mens Mattis udstak den overordnede strategiske kurs. Det vi har hørt fra Shanahan om USA’s strategiske udfordringer har ligget godt i forlængelse af den nationale sikkerhedsstrategi og Mattis’ tanker.
Men Shanahan har også markeret sig positivt overfor præsident Trump (ellers var han ikke endt som fungerede forsvarsminister). Blandt andet har præsidenten rost hans indsats for at få større fokus på indkøb af amerikansk producerede varer til Pentagon, og absolut ikke mindst præsident Trumps yndlings-sikkerhedspolitiske projekt: Space Force. Her har den MIT-uddannede ingeniør været Pentagons ledende skikkelse på det projekt.

Alle disse projekter som Shanahan har vist en forkærlighed for, er del af den stormagtskonkurrence, som foregår i international politik, og hvor man fra amerikansk side har udråbt Kina og Rusland som de største konkurrenter.
Og Shanahan har da tilsyneladende også taget stormagtskonkurrencen til sig. I flere amerikanske medier er han citeret for ved sin første optræden som fungerende forsvarsminister for de ansatte i Pentagon at have slået fast, at der skulle være ét klart fokus for Pentagon: ”China, China, China”.

Der er dog udbredt tvivl om, hvordan Shanahan vil klare sig i debatterne om USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs. Han er ikke kendt som en strategisk tænker, men i stedet for at følge præsidentens (eller Mattis’) retningslinjer – ikke byde ind med egne tanker og visioner.

Trumps visioner

At den fungerende forsvarsminister ikke er kendt som en strategisk tænker, kan blive en stor udfordring for Pentagon i en tid, hvor præsident Trump er begyndt at sætte et større og større aftryk på USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Præsident Trump er heller ikke kendt indenfor Pentagons mure som en stor strategisk tænker – men idéer mangler han ikke.

Shanahan og de andre i ledelsen i Pentagon skal håndtere en situation, hvor USA er på vej ud af Syrien (eller er man?), diskuterer en større tilbagetrækning fra Afghanistan, spørgsmålstegn fra præsidenten til USA’s alliancesystem – samtidig med at præsidenten ofte taler om USA’s overlegne militære magt, som noget han kunne være villig til at bruge. Seneste eksempel er situationen i Venezuela, hvor præsident skal have lagt op til en militær intervention som løsning på problemet.
I en sådan situation er det problematisk, at Pentagon ikke kan stille sig bag en strategisk tænkende leder, som kan markere sig i administrationens debatter – og som kan udstikke kursen for de dygtige administratorer og forretningsfolk som Patrick Shanahan.

Opgaven besværliggøres yderligere af det faktum, at præsident Trump allerede har peget på sin nye forsvarschef, selvom stillingen først bliver ledig til efteråret. Det er ellers normalt, at præsidenten venter længst muligt med at pege på forsvarschefens efterfølger for ikke at slå benene væk under chefen i de mange politiske og strategiske debatter. Det har præsident Trump alligevel gjort, og vi ved altså allerede, hvem der skal efterfølge general Dunford. Dermed er hans stemme altså også blevet svækket en anelse.

Præsident Trump har siden marts sidste år i stigende grad sat et udenrigs- og sikkerhedspolitisk hold, som vil følge hans kurs for ”America First”. Udskiftningen af Mattis var en stor sejr i den proces, og med kun midlertidige afløsere på topposterne i Pentagon har præsidenten igen svækket institutionernes muligheder for at påvirke politikken.