Trump: Islamisk Stat er besejret – ”Mission Accomplished”?

I en overraskende udmelding har Det Hvide Hus gjort det klart, at de 2.000 amerikanske soldater i Syrien vil blive trukket ud hurtigst muligt. Årsagen er, at Islamisk Stat anses for at være besejret, og derfor har præsidenten beordret en tilbagetrækning, som han har ønsket i lang tid. Dermed risikeres et geopolitisk vakuum at blive efterladt, som kan udnyttes af Rusland, Iran og Tyrkiet.

I 2011 trak præsident Obama de sidste amerikanske soldater ud af Irak. Efter otte års krig var man nu færdige med at være militært engageret i landet. Tre år senere var man tilbage for at bekæmpe Islamisk Stat (IS). Det amerikanske landengagement bredte sig efterhånden fra Irak til Syrien, hvor amerikanske land- og luftstyrker har spillet en central rolle i bekæmpelsen af IS.
Nu har præsident Trump erklæret, at IS er besejret, og derfor beordret at de 2.000 amerikanske soldater som befinder sig i Syrien skal trækkes ud. Udmeldingen var højst overraskende, og har tilsyneladende fanget Pentagon på det forkerte ben, og Kongressen er ikke blevet informeret.

Overordnet set må vi konkludere, at præsident Trump går imod anbefalingerne fra sine generaler og ministre ved at beordre tilbagetrækningen. Ifølge kilder i Washington D.C. var beslutningen da også helt og holdent præsidentens egen.
Derfor bliver det helt centralt over det næste stykke tid at holde øje med, hvor meget Pentagon opfører sig fodslæbende i et forsøg på at forhale en proces, som man ikke er enig i.

Den helt store risiko ved beslutningen er, at amerikanerne efterlader et geopolitisk vakuum, som en række aktører står beredvilligt klar til at fylde ud. Det drejer sig om Rusland, Tyrkiet og Iran, som alle vil have fordel af, at amerikanerne trækker sig ud.
Den geopolitiske retræte som præsident Obama har fået massiv kritik for at have gjort i Mellemøsten (også blandt danskere) foregår nu også under præsident Trump. Denne gang foregår det bare under et banner om amerikansk sejr og styrke. Man fristes næsten til at sige ”Mission Accomplished”.

To tilgange til krigene

Med diskussionerne om USA’s krige i Irak, Syrien og Afghanistan har vi set et sammenstød mellem to skoler i sikkerhedspolitisk tænkning.

På den ene side har præsident Trumps lejr taget den lektie fra USA’s krige de seneste 17 år, at man ikke skal blande sig rundt om i verden og i stedet søge hjem. Faktisk skal man hellere ”cut your losses”, og så lade falde hvad der måtte falde i de pågældende områder.
På den anden side står især Trumps generaler i Pentagon, som har taget en helt central lektie fra Obamas tilbagetrækning fra Irak i 2011: Det betaler sig ikke at trække sig for tidligt. Hvis man gør det, så bliver man nødt til at vende tilbage snart igen. Derfor har de talt for en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Syrien og Irak for at støtte med arbejdet efter den militære sejr af IS. For de underliggende årsager til IS’ succes tilbage i 2014 fjernes ikke ved en militær sejr.
Desuden er det også svært at se, hvordan man så skråsikkert kan erklære IS for militært besejret. Bare i den forgangne weekend foretog amerikanske fly 47 bombninger i Syrien, og fra den 9. – 15. december foretog amerikanske fly ifølge mediet Breaking Defense 208 bombninger i Syrien.

Men skal supermagten virkelig være engageret militært i en tidsubegrænset mission for at støtte genopbygningen af endnu et land i Mellemøsten, eller trække sig tilbage og fokusere på egne interesser? For præsident Trump er svaret åbenlyst.

En tredje gruppe i administrationen med national sikkerhedsrådgiver John Bolton i spidsen har set USA’s engagement i Syrien med andre briller. For dem har det handlet om at modvirke iransk indflydelse i regionen – ligesom støtten til Saudi Arabiens krig i Yemen.

Trump viser altså endnu en gang, at han i stigende grad søger at dominere og diktere den sikkerhedspolitiske debat i modsætning til det første år af hans tid som præsident.

USA’s geopolitiske retræte

Med en tilbagetrækning fra Syrien forlader USA sin plads ved bordet. Soldater i Syrien var for medlemmer af administrationen også en måde at have en aktie i løsningen af konflikten i Syrien. Hvis man trækker styrkerne ud, står man udenfor, og skal kigge ind.
I stedet vil aktører som Rusland, Iran og Tyrkiet beredvilligt træde ind i det vakuum, som USA efterlader i Syrien.

Men det er ikke kun i Syrien, at USA efterlader et geopolitisk vakuum. Trumps ordre er del af en bredere tendens til at overlade styringen i regionen til regionale aktører, som man så støtter eller modarbejder.
Trump-administrationens politik i Mellemøsten er primært lagt an på to aktører nemlig Israel og Saudi Arabien. Det er de to lande, som Trump-administrationen lader til at være villig til at overlade tøjlerne i regionen, så bare USA ikke behøver have styrker engageret i regionen. Det var et af præsident Trumps sikkerhedspolitiske valgløfter – ligesom det var præsident Obamas: USA skulle ud af de langstrakte konflikter i Mellemøsten, og fokusere på egne interesser.

Præsident Obamas geopolitiske disposition blev overhalet indenom af Det Arabiske Forår, som vi i mange år fremover vil diskutere hans håndtering af. For Trump-administrationen er man ikke blevet overhalet indenom til at afgive regional indflydelse. Det sker frivilligt, men til tider virker det som om der ikke er en erkendelse af de større geopolitiske konsekvenser i form af en øget regional rolle og plads til f.eks. Rusland.

På den indre scene i Washington D.C. er det bemærkelsesværdigt, at det endnu en gang er blevet udstillet, hvordan præsidentens beslutningsproces er fuldstændig afkoblet fra de etablerede systemer, faktisk til en sådan grad at Pentagon bliver overrasket over en beslutning om tilbagetrækning fra en aktiv krigszone.
Faktisk havde Pentagons talskvinde Dana White tidligere onsdag udtalt, at man fortsat var aktivt engageret i kampoperationer i Syrien, og at kampen mod IS i Syrien ikke var ovre.

Udviklingen i det forhold mellem præsidenten og hans militære ledelse vil være yderst interessant at følge i 2019, for at se om præsidenten følger op på den udvikling vi har set i 2018 med en stigende grad af ”America First”.