Obama satte præcedens for Trumps Yemen-politik

I øjeblikket diskuterer Senatet om man skal kræve amerikansk støtte til Saudi Arabiens krig i Yemen standset. Men i sidste ende har præsident Trumps forgængere sat en præcedens, som gør at præsidenten i sidste ende kan ignorere Kongressens ord. Senest var det præsident Obama, som gjorde det.

Præsidenten er Commander-in-Chief for USA’s væbnede styrker, det slås fast i Artikel 2 i Forfatningen. Kongressen har retten til at erklære krig, det slås fast i Artikel 1 i Forfatningen. Men hvad er ”krig”? Hvor meget kan præsidenten sende soldater rundt om i verden, hvis der ikke er krig, uden at spørge Kongressen? Det har været en mangeårig diskussion mellem Det Hvide Hus og Kongressen, og de sidste mange år har skiftende præsidenter taget sig større og større friheder.

Senatet vedtog for snart to uger siden, at man skulle diskutere USA’s hjælp til Saudi Arabiens krig i Yemen. Om det sker pga. drabet på Jamal Khashoggi eller fordi præsident Trump ikke har bedt Kongressen om lov til at engagere amerikanske styrker til Yemen – det er man ikke helt klar på. Men den manglende tilladelse fra Kongressen er nævnt af nogle senatorer overfor diverse medier.

USA’s hjælp til Saudi Arabien

Den amerikanske støtte til Saudi Arabiens krig i Yemen har mest karakter af støtte til kamphandlinger. Det skal forstås som hjælp til luftoptankning af saudiske kampfly, så de kan holde sig i operationsområder i længere tid, salg af den ammunition som Saudi Arabien bruger til bombninger, samt overvågning og satellitbilleder til hjælp til måludpegning. Luftoptankning er blevet suspenderet for nyligt, men ellers er den amerikanske støtte fortsat.

Den helt centrale årsag til at USA støtter Saudi Arabien i denne krig, er for at modvirke stigende iransk indflydelse i regionen. Det er simpelthen krigens karakter som stedfortræderkrig mellem Saudi Arabien og Iran, som har givet anledning til støtten.

Det er dog også vigtigt at huske på, at USA’s støtte til Saudi Arabiens krig ikke er Trump-administrationens opfindelse. Det var Obama-administrationen som indledte støtten, ifølge nogen amerikanske medier for at opveje en forværring af forholdet pga. indgåelsen af atom-aftalen med Iran. De mange bombninger med civile dræbte begyndte allerede kort tid efter Obama-administrationen begyndte støtten. Der var bare større mediemæssig opmærksomhed på krigen i Syrien.
Samtidig førte administrationen en meget aktiv kampagne med dronebombninger i Yemen, en kampagne som det kan ses i oversigten nedenfor er yderligere steget i intensitet siden Trump-administrationens tiltræden. Mediet Longwarjournal pointerer i deres opgørelse, at tallene for 2017 er estimater, da Pentagon ikke længere udsender meddelelser om individuelle luftangreb.

Det er netop den geopolitiske konkurrence med Iran, som gør at Trump-administrationen står fast på at støtte sine saudiske allierede, trods civile tab i Yemen (som man argumenterer for at man mindsker ved at støtte med præcise oplysninger om mål) og trods drabet på Jamal Khashoggi i Tyrkiet.

Kongressens modvilje

Senatet er altså i øjeblikket gået i gang med at diskutere, hvorvidt man skal kræve en standsning af den amerikanske hjælp.

I sidste ende er det store problem for Kongressen, at selv hvis man vedtager et sådan krav, så har tidligere kongrespolitikere og præsidenter været med til at underminere Kongressens evne til at kræve forandring.

I 2001 gav Kongressen en såkaldt Authorization for the Use of Military Force til præsident Bush, som endte med at udgøre det juridiske grundlag for den globale krig mod terror. AUMF’en gav lov til at bekæmpe al Qaeda og deres allierede, hvor end de verden de måtte findes, med hvad end midler præsidenten måtte finde nødvendige og i lige så lang tid som præsidenten måtte finde nødvendigt.

Den AUMF brugte præsident Obama også som juridisk fundament for sin brug af droner overalt i Mellemøsten, men da Islamisk Stat brød frem på scenen og erobrede store dele af Syrien og Irak, opstod spørgsmålet: gjaldt AUMF’en fra 2001 også her?

For nyligt blev en juridisk vurdering fra Det Hvide Hus offentliggjort, som viser at man i administrationen faktisk mente, at præsidenten havde rigeligt beføjelser i henhold til Artikel 2 i Forfatningen til at angribe IS:

The President had the constitutional authority to order targeted airstrikes in Iraq against the Islamic State of Iraq and the Levant without prior congressional authorization.

The President had reasonably determined that these military operations would further sufficiently important national interests. A combination of three relevant national in-terests—protecting American lives and property; assisting an ally or strategic partner at its request; and protecting endangered populations against humanitarian atrocities, including possible genocide—supported the President’s constitutional authority to order the operations without prior congressional authorization.

Hvad der måske er lige så interessant, er det sidste punkt som bruges som argument for at præsidenten ikke behøvede at spørge Kongressen om lov:

 The anticipated nature, scope, and duration of the military operations did not rise to the level of a “war” within the meaning of the Declaration of War Clause.

Her kommer vi ind til kernen i flere af diskussionerne, som siden Anden Verdenskrig er opstået mellem Kongressen og præsidenten: Hvad er krig? USA har ikke erklæret krig siden man erklærede krig mod Japan efter angrebet på Pearl Harbor i 1941.

Ellers har der været tale om, at Kongressen har givet præsidenten en AUMF, fordi der bare har været tale om en ”politiaktion”, ”humanitær intervention” eller noget helt tredje. Andre gange har præsidenten simpelthen bare ikke spurgt. Som f.eks. præsident Obama ikke spurgte Kongressen i 2011, om en AUMF eller krigserklæring for at intervenere i Libyen. Her var der også stemmer i Kongressen, som mente at præsidenten overskred sine beføjelser, men Obama-administrationen valgte at ignorere disse røster.

Der er altså rigelig præcedens for Trump-administrationen til at ignorere Kongressens opråb om overtrædelser af præsidentielle beføjelser ift. engagement af amerikanske styrker.
Det bunder i en principiel diskussion, som er foregået igennem mange år, men som Kongressen har ladet fare stort set ukontrolleret. Det er sket, fordi hver gang nogen søger at ændre forholdene, så ender man i en Brexit-aftale lignende situation. Nogen mener, at en indskrænkning af præsidentens beføjelser er for voldsomme, og vil derfor ikke gå med til det; mens andre mener at hidtidige forslag ikke er vidtrækkende nok og derfor vil de ikke stemme for dem.

På dette område har det altså været fuldstændig lige meget, om præsidenten har heddet Trump, Obama, Bush eller Clinton – de har alle søgt at sikre deres autonomi på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.
Der er nu igen røster i Kongressen, som taler for en omskrivning af AUMF’en fra 2001 for at indskrænke præsidentens beføjelser, men umiddelbart behøver man ikke holde vejret for en markant ændring.

Læs meget mere om præsidentens og Kongressens beføjelser ift. udenrigspolitik i den nye bog
“Velkommen til Trumps verden. We’re America, bitch“