Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Kan en homoseksuel borgmester fra Midtvesten blive USA’s præsident?

SOUTH BEND, INDIANA: Det er ikke standarden, at der tales om borgmestres chancer ved næste præsidentvalg. Slet ikke når borgmesteren er fra en by med ca. 100.000 indbyggere, når han knapt har nået minimumsalderen for at blive valgt til præsident, og når han i så øvrigt er homoseksuel.

Alligevel er South Bend-borgmesteren Pete Buttigieg med, når de mulige kandidater ved Demokraternes primærvalg i 2020 diskuteres. Medier som Politico, FiveThirtyEight og CNN nævner den 36-årige Buttigieg, og i 2016 skrev New York Times-skribenten Frank Bruni en klumme om ham med overskriften ”The First Gay President?”

Mayor Pete, som han kaldes af lokale, sandsynligvis i et forsøg på at undgå det maltesiske efternavn, blev borgmester i South Bend som bare 29-årig i 2012. Det gjorde ham til den yngste borgmester i en amerikansk by med en befolkning på minimum 100.000.

Inden da havde den lokale South Bend-dreng taget sin uddannelse ved Harvard University, hvorefter han modtog det eksklusive Rhodes scholarship og studerede ved University of Oxford.

Efter den fine uddannelse arbejdede han tre år for konsulentvirksomheden McKinsey & Company, før han i 2010, som 28-årig, var Demokraternes kandidat til state treasurer-posten i Indiana. Her tabte han til Republikaneren Richard Mourdock, men han vandt opmærksomhed, der sandsynligvis var med til at vinde ham borgmesterposten i South Bend et år senere.

Det valg vandt han med 74 procent af stemmerne, og allerede i hans andet år som borgmester udnævnte GovFresh.com Buttigieg som Årets Borgmester, en pris han måtte dele med den daværende New York City borgmester, Michael Bloomberg. Året efter kaldte The Washington Post Buttigieg ”The most interesting mayor you’ve never heard of.”

Buttigieg er nemlig også krigsveteran. Som løjtnant i flådereserven blev han kaldt til Afghanistan og tog syv måneders orlov fra borgmesterjobbet i 2014. Da han kom tilbage, var der 13 måneder til næste valgdato.

Men inden november 2015 skrev Mayor Pete i et åbent brev i det lokale dagblad, at han er homoseksuel. Det var et sats få måneder inden valget i en konservativ stat og i en by, der huser verdens fremmeste katolske universitet. Tidligere på året annoncerede han sin forlovelse på Facebook.

Det ændrede dog ikke på, at Buttigieg blev genvalgt. Sejren blev endda lidt større end første gang, og han vandt med 80 procent af stemmerne.

Som borgmester har han taget en progressiv tilgang til bystyrelse. Han kalder South Bend en ”beta-by,” fordi han mener, at den er stor nok til at prøve nye tiltag og lille nok til, at det ikke bliver for dyrt. Han har bland andet indført ”Smart Streets,” som giver byens centrum et mere europæisk udtryk ved at skabe plads til gående og cyklister. Han har fået Lime, en virksomhed der udlejer dokløse bycykler og motoriserede løbehjul, til byen, uden at det har kosten kommunen en dollar, og han har puttet internet i kloaksystemet, så byen ny har en smart kloak, som har givet byen national opmærksomhed for at spare flere hundrede millioner af dollars.
Noget af inspirationen har Buttigieg fået i Danmark. I 2016 besøgte han København med daværende transportminister Anthony Foxx.

”Jeg leder efter beviser på, at biler, fodgængere og cyklister kan eksistere side om side på fredelig vis, og jeg synes, at København demonstrerer, at det kan lade sig gøre – endda også i et koldt klima,” sagde han dengang til Berlingske.

Om det var på den tur eller ved en anden lejlighed står hen i det uvisse, men Buttigieg, der efter sigende taler otte sprog, taler også en smule dansk, om end det er med tyk accent.

Lige siden han blev genvalgt i 2015, ja faktisk også før det, har lokale talt om, hvad det mon kunne blive til for den talentfulde politiker. I 2015 blev han bedt om at love, at han ville blive perioden ud efter valget – men det ville han ikke garantere.

Nu er 2019 næsten oprundet, og dermed er det snart tid til valg i South Bend igen. Mayor Pete er her stadig, men han har ikke meldt ud, om han bliver. Det er der dog ikke mange, der tror på, at han gør. For selv om han siger, at han elsker at være borgmester, har han opnået alt, hvad han kunne her.

Allerede i 2017 forsøgte han også at komme videre, da den Demokratiske Nationalkomité, DNC, skulle vælge en ny leder. Buttigieg stillede op som en outsider og førte en kampagne, der fokuserede på, at der var brug for nyt blod og nye tanker i det Demokratiske Parti, der for længe er blevet ledet af den samme elite fra øst- og vestkysten. En ung borgmester, der aldrig har boet i Washington D.C., var løsningen.

Hans kampagne fik stor opbakning fra unge demokrater, og han modtog blandt andet støtte fra tidligere DNC-formand og Vermont-guvernør Howard Dean, senatorerne Joe Donnelly og Heidi Heitkamp, en lang række borgmestre fra hele landet, tidligere handelsminister under Bill Clinton og White House Chief of Staff under Barak Obama William M. Daley, tre andre tidligere DNC-formænd og Cher.

Tom Perez endte som bekendt med at vinde, men igen vandt Buttigieg opmærksomhed. Vigtigere endnu vandt han opmærksomhed internt i partiet, hvilket kan få stor betydning ved Demokraternes primærvalg. Mange Demokrater var utilfredse, da Perez blev ny formand, fordi han netop repræsenterer den elite, der længe har siddet på magten i partiet. Hvis Buttigieg kan mobilisere den gruppe, der ønsker forandring, kan han måske skabe noget i 2020.

Men kan han vinde? Nej. Det er ekstremt usandsynligt, at Pete Buttigieg bliver Demokraternes præsidentkandidat om to år. Men det er overvejende sandsynligt, at han kan skabe sig så meget af et nationalt navn, at en eventuel Demokratisk præsident vil vælge ham til kabinettet efter valget. Og det virker som Buttigiegs bedste vej videre i den politiske karriere. Han har nemlig sagt, at han ikke vil stille op som kandidat til Repræsentanternes Hus, og Senatet har han ikke gode chancer for at blive valgt til i sin Republikanske hjemstat – og i øvrigt er der først valgt til det kammer i 2022 i Indiana. Guvernørposten, som der er valg til i 2020, ville han også få svært ved at vinde, både fordi en for stor del af staten er loyal mod Trumps parti, og fordi det kristne Indiana næppe er klar til at blive ledt af en mand, der tidligere i år giftede sig med en mand ved navn Chasten.

Får han en kabinetpost, vil han kunne holde sig aktuel i den nationale politiske diskussion, skabe sig flere erfaringer, måske gå efter Senatet eller guvernørboligen på et senere tidspunkt og, hvem ved, måske blive USA’s første homoseksuelle præsident.

Skulle nogen være i tvivl, om Buttigieg rent faktisk stiller op, kan en hurtig søgning på Amazon.com opklare spørgsmålet. Der kan man nemlig forudbestille Buttigiegs bog ”Shortest Way Home: One Mayor’s Challenge and a Model for America’s Future.” Den udkommer den 12. februar, og på forsiden er et billede af Buttigieg, der smøger ærmerne op.

Forsidefoto fra Buttigiegs Facebookside.

Written By

Rasmus S. Jorgensen er uddannet journalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og University of Notre Dame. Han startede sin karriere i amerikansk journalistisk på Notre Dame Magazine, hvor han fortsat er freelanceskribent, og har siden været på South Bend Tribune. Han har tidligere boet i Arlington, Virginia, men er nu bosat i South Bend, Indiana, hvorfra han følger Midtvesten for Kongressen.com. Tlf. +1 (574) 318-6357 Mail: rschjorgensen@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen