Når sport er vejen til den amerikanske drøm

I disse dage rejser Morten Andersen rundt i landet med dokumentarfilmen ’Guldjakken – fra Struer til Hall of Fame’. Den danske NFL-kicker udlevede med en glorværdig karriere den amerikanske drøm. En bedrift, der i dag er blevet sværere at gøre – blandt andet på grund af den voksende ulighed i USA.

Underlæben dirrer, øjnene er blanke og blikket fjernt. Morten Andersen samler sig og tager en dyb indånding, før han med bævende stemme siger:

”Det sluttede i Canton, Ohio. Men det startede i Struer. Det startede i Struer.”

Sådan slutter dokumentarfilmen ’Guldjakken – fra Struer til Hall of Fame’. En fortælling om en 17-årig knægt, der drog over Atlanterhavet som udvekslingsstudent og via tilfældighedernes spil, vestjysk viljestyrke, hårdt arbejde og et enestående talent for at sparke til den ovale bold i NFL endte med en guldjakke og en buste i footballs helligste haller i Canton, Ohio.

Det er en historie om at udleve den amerikanske drøm. Om at gøre det, som tusindvis af unge i storbyernes slumkvarterer eller i Sydens trailerparker drømmer om – hvis de da tør drømme så stort – men som er de færreste forundt. Igennem tiden har millioner af unge spillet football i high school og college. Cirka 27.000 af dem har optrådt i NFL. Kun 310 er blevet indlemmet i Hall of Fame.

Derfor var Morten Andersens historie et oplagt emne for den første artikel i Kongressen.com’s nye satsning med at skrive om sport sat ind i en samfundsmæssig, politisk og kulturel kontekst. For den er en glimrende illustration af, hvordan sport i det amerikanske samfund ses som et middel til at kravle op ad den sociale rangstige. Hvordan han på blot et år i high school blev så dygtig, at han modtog et stipendium til Michigan State University, hvorfra han blev draftet til NFL og i løbet af 25 år spillede flere kampe og scorede flere point end nogen anden i historien.

I modsætning til eksempelvis i Europa adskiller amerikansk sport sig som bekendt ved, at den er bygget op om uddannelsesinstitutioner frem for om foreninger og klubber. Stipendier gør, at dygtige atleter kan komme på college, selv om de måske ikke har råd – i hvert fald hvis de har karaktererne til det. Så selv om kun et fåtal af college-atleter får en professionel karriere, fremmer systemet den sociale mobilitet, fordi de i det mindste får en højere uddannelse. Eller sådan burde det være.

’From rags to riches’

Trods gentagne forespørgsler var det ikke muligt at få et interview med kickeren, der i disse dage turnerer rundt i landet med dokumentaren. Kongressen.com ville ellers gerne have haft Morten Andersen til at sætte ord på, hvordan han igennem sin karriere i high school, college og NFL oplevede, at de med- og modspillere, der voksede op under svære omstændigheder, brugte deres sportslige talent til at jagte udlevelsen af den amerikanske drøm.

Morten Andersen er dog langtfra den eneste atlet til at legemliggøre den amerikanske drøm. USA’s sportshistorie er spækket med ’from rags to riches’-fortællinger. Den Oscar-vindende film ’The Blind Side’ fra 2009, der er baseret på Michael Lewis’ bog af samme navn, skildrede historien om Michael Oher, som efter en opvækst hos et hav af plejefamilier mere eller mindre boede på gaden i high school, før en hvid familie fra Memphis’ bedre borgerskab tog ham til sig og endte med at adoptere ham. Oher viste flair for at spille football og blev rekrutteret af Ole Miss, før han i 2009 blev draftet i første runde af Baltimore Ravens, med hvem han fire år senere vandt Super Bowl.

De fleste NBA-fans kender også historien om LeBron James’ opvækst i Akrons fattigste kvarter som barn af en ung, enlig mor, der flyttede fra slumlejlighed til slumlejlighed. Han begyndte at spille basketball som niårig og var den første high school-spiller til at pryde forsiden af Sports Illustrated. James valgte at springe college over, og som 18-årig blev han valgt som den første i draften af Cleveland Cavaliers. Du kender sikkert resten af den historie.

Faktisk er det vel ikke helt forkert at påstå, at der eksisterer en forestilling – også i Danmark – om, at især NFL og NBA, hvor de fleste spillere er sorte, er befolket med atleter, der har brugt deres atletiske evner som løftestang ud af armod. Ghettodrengene, der har spillet basketball i storbyens baggårde, indtil de blev opdaget af NBA. For når selv en knægt fra Struer kan slippe igennem nåleøjet, kan enhver vel gøre det?

Forestillingen stammer fra den amerikanske selvforståelse og den indgroede idé om, at det er individets egen udnyttelse af sit talent og viljen til at arbejde hårdt og ikke placeringen på den sociale rangstige, der er det eneste, som afgør, om man vil få succes eller ej. At alle mennesker fra fødslen har de samme udgangspunkt og muligheder. En ren tavle.

”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige,” som der står i Uafhængighedserklæringen.

Ulighed gør drømmen sværere

Den grundtanke betyder på papiret, at en knægt fra Struer eller slumkvartererne i Akron og Memphis har lige så store chancer for at blive rig og berømt som en rigmandssøn fra Beverly Hills. Men som blandt andet dokumentarfilmen ’Hoop Dreams’ fra 1994 om to high school-fyre fra Chicago, som jagter drømmen om at spille i NBA, og senest dokumentarserien ’Last Chance U’ om East Mississippi Community Colleges football-program, hvor spillerne kæmper for at få deres liv tilbage på sporet og vende tilbage til et ’rigtigt’ college og dermed en større chance for at blive draftet til NFL, har vist, er virkeligheden bare ikke sådan længere.

Mens mere end 90 procent af spillerne i NBA ifølge ESPN kom fra byerne i 60’erne og 70’erne, viste en undersøgelse i 2011, at børn fra lavindkomstfamilier havde markant lavere chancer for at komme i NBA end børn fra middel- eller overklassen. Ifølge undersøgelsen kom kun 34 procent af de sorte spillere i NBA fra et hjem med en indkomst, der maksimalt var halvanden gang over fattigdomsgrænsen. I resten af samfundet gjaldt det 45 procent af unge sorte mænd. Blandt hvide vokser 30 procent af unge mænd op i et hjem med en husstandsindkomst under middel og kun en forælder. I 2011 havde ingen hvide NBA-spillere dog haft sådan en opvækst.

Årsagerne til den amerikanske drøms trange kår er mange. Blandt andet er uligheden vokset i samfundet. Det begyndte for alvor under 80’ernes Reaganomics, og end ikke finanskrisen 30 år senere har kunnet bremse udviklingen.

Ifølge Harvard-professor Robert D. Putnam, der har forsket i den sociale sammenhængskraft og den amerikanske drøm og i 2015 udgav bogen ’Our Kids – The American Dream in Crisis’, fører den stigende ulighed til ghettoisering og en social segregation, som afskærer de fattigste fra at yde deres fulde bidrag til samfundet.

”Der er rigtig mange rigtig dygtige unge mennesker, som kommer fra udsatte boligområder og fattige kår, som, hvis ikke vi får løst dette problem, ikke vil være i stand til at bidrage fuldt ud til den amerikanske økonomi. For tiden siger de økonomiske estimater, at den amerikanske økonomi over et livsforløb for denne unge generation går glip af omkring 5.000 milliarder dollar ved ikke i tilstrækkelig grad at udnytte disse millioner af unge menneskers talent. Der er tale om ret betydelige økonomiske omkostninger,” sagde han forleden i et interview med POV International.

Færre fattige atleter i college

Det gælder også i sportens verden. I takt med den stigende ulighed er college-sport samtidig vokset i popularitet. Det har medført en kommercialisering i form af lukrative sponsor- og tv-aftaler, hvilket har givet skolerne flere ressourcer at bruge på deres sportsprogrammer, så det nu kræver mange penge at være konkurrencedygtig på højeste niveau. Det har gjort det meget dyrere og sværere for de fattigste at være med, medmindre de er så heldige at komme ind på en rig high school, som både Michael Oher og LeBron James var.

Skolerne har intensiveret jagten på de største talenter, men det har paradoksalt nok primært kommet de mest velstillede til gode. I 2016 viste en undersøgelse fra the National Collegiate Athletic Association ifølge Forbes, at forældre fra middel- og overklassen i langt højere grad opildner deres børn til at blive sportsstjerner end forældre i lavindkomstfamilier. Andelen af studerende, der spillede basketball på såkaldte Division I-skoler og var de første i familien til at gå på college, var faldet med en tredjedel på blot fem år fra 2010 til 2015, så det nu er færre end hver femte. For football var faldet 10 procent.

Det skyldes blandt andet, at udgifterne til at dyrke sport for børn er steget støt, og at college-atleter ifølge undersøgelsen allerede, før de er 12 år, har fokuseret på én sportsgren, hvilket skævvrider konkurrencen, fordi de fattigste børn ikke har samme lige muligheder for at dyrke sport. Når det er så dyrt at dyrke, kan sport ikke længere bruges som middel til at løfte sig ud af fattigdom, lyder Forbes-blogger Bob Cooks konklusion.

Globaliseringen har også gjort det sværere for de fattigste amerikanere at skyde genvej til en bid af den amerikanske drøm igennem sport. 27 procent af spillerne i Major League Baseball er udlændinge ifølge Forbes, og i år var de tre første spillere, der blev valgt i draften til NHL, den nordamerikanske ishockeyliga, alle født i Europa. For første gang nogensinde. I alt er 30 procent af NHL-spillerne født uden for USA og Canada ifølge Quanthockey.com.

Da Morten Andersen blev valgt i draften i 1982 var han en pioner. NFL er da også stadig den af de fire store sportsgrene med færrest udlændinge. Men det vil ændre sig. Sidste år var danske Andreas Knappe tæt på at blive draftet, og næste år er Hjalte Froholdt stort set sikker på at gøre Morten Andersen selskab i historiebøgerne. Den offensive linjemand fra Arkansas Razorbacks rangerer lige nu hos flere iagttagere som en af de bedste guards i 2019-draften.

På den måde lever den amerikanske drøm stadig i bedste velgående. Den har bare bedre kår uden for USA, lader det til. Når selv en knægt fra Struer kan …