Selvfølgelig var det en blå bølge

Demokraterne genvandt magten gennem snu strategi og disciplin, præsident Trumps upopularitet var et problem, men Republikanerne kan finde lyspunkter frem imod 2020.

Washington D.C. – Nogle gange egner resultaterne af et valg sig ikke til en simpel overskrift. Som valg-analytiker Nathan Gonzalez sagde i fredags ved en panel-debat afholdt af Bipartisan Policy Center:

“Vi kunne kalde det buffet-valget. Der er nok resultater, Republikanerne kan vælge til at samle en tilfredsstillende tallerken.”

Resultater og spin tidligt på aftenen kan dominere fortællingen. Et tidligt nederlag til Amy McGrath i KY-06, dårlige tegn for demokraten Joe Donnelly i Indiana og 30 minutter, hvor FiveThirtyEights model skiftede til Republikanerne fik den demokratiske veteran James Carville til at udbryde ”nej, der er ikke tale om en blå bølge.”

Siden er resultaterne tikket ind. Og det har ændret billedet. Demokraterne har i skrivende stund vundet 32 pladser i Huset, og de kommer til at være tættere på 40 end 30, når alle resultaterne er på plads – deres bedste præstation i Huset siden midtvejsvalget efter Watergate-skandalen. Det vil give dem omkring 230-235 pladser og et flertal på omkring 15 plus minus et par stykker.

Med Sinemas sejr i Arizona tabte de kun to pladser i Senatet (resultatet i Florida kan begrænse nederlaget yderligere til en plads), på trods af at de havde det værste politiske kort i et århundrede. Det holder døren åben for at overtage flertallet i 2020. En mulighed som mange demokratiske strateger dårligt turde håbe på sidste år på denne tid.

Og alt dette fandt sted med rekordlav arbejdsløshed, høje væksttal, høj forbrugertillid og uden en upopulær krig.

Der er ikke nogen anden måde at læse valget på: Det var en blå bølge.

2018 var tæt på en optimal demokratisk præstation

Inden vi starter. Mit syn på amerikansk valg er, at de hovedsageligt bliver afgjort af konteksten. De politiske strukturer. Hvor valgene finder sted geografisk. Hvornår det givne valg finder sted. Økonomien. Kræfter, som politikerne ikke har kontrol over. Det betyder, at kampagner spiller en relativt lille rolle.

Men det er selvfølgelig ikke sådan, politik bliver dækket. Gudskelov. Det ville være lige så kedeligt som at følge en snegl i et 100 meterløb. Fortællingerne bliver naturligvis drevet af kandidater og vælgere og personlige historier.

Derfor skal et valg skal forstås i en kontekst. Og jeg mener, det næsten udelukkende skal forstås igennem det politiske klima, som præsidenten, partierne og deres kandidater rent faktisk har en indflydelse på. Hvem de opstiller, kampagnernes budskab, strategiske beslutninger.

Når det kommer til kandidaterne, så var Demokraterne tæt på perfekte. I Huset indsamlede de svimlende summer og et rekordhøjt antal udfordrere havde flere penge end det siddende medlem af Kongressen, de var oppe imod.

Og efter alt kritikken med, at Demokraterne ikke havde et budskab, så viste valget noget helt andet. Fire ud af ti vælgere sagde, at sundhed var det vigtigste emne i USA, og Demokraterne vandt disse vælgere med 75-23 ifølge exit-målinger.

”Den blå bølge var ikke et uheld. Demokraterne udviste disciplin og fik valget til at handle om sundhed. Over halvdelen af tv-reklamerne handlede om sundhed, og det var en stærk modfortælling til de gode økonomiske forhold, ” siger den demokratiske strateg Anna Greenberg.

Der var kun tale om en håndfuld distrikter, hvor det blå hold angiveligt havde en dårlig kandidat. Og de distrikter, der inkluderer PA-01, WI-01 og VA-05, kan de stadig vinde i 2020.

2018 er på linje med andre såkaldte wave-elections

Et andet tal er, hvor mange Amerikanerne, der stemte på henholdsvis demokratiske og republikanske kandidater i Huset. Her fører Demokraterne indtil videre med 6,5 procentpoint, og du kan være sikker på, at det tal bliver højere. I de sidste to år med såkaldte bølger vandt Demokraterne med 8 point i 2006, mens Republikanerne vandt med 6,8 procentpoint i 2010.

Resultaterne bliver endnu mere imponerende, når du tager det tidligere præsidentvalg i betragtning. En stor del af midtvejsvalget bliver bestemt af, hvor eksponeret et parti er. I 2018 var der kun ni Republikanere, der repræsenterede distrikter, som stemte demokratisk i de sidste to præsidentvalg. Der var 24 republikanere i 2006 og 67 demokrater, der forsvarede distrikter, der ikke var på partisk linje. Demokraterne i 2018 indtog altså rødere territorium. De overvandt både den strukturelle ulempe, ved at deres vælgerkoalition klumper sig sammen i byerne og republikansk gerrymandering, der vred kongresdistrikterne imod GOP i en historisk grad.

Kilde: The Cook Political Report

På samme måde var de på linje med den republikanske bølge i 2010. I 2008 og 2010 overtog Republikanerne sammenlagt 43 pladser. I de to første år med præsident Trump (2016 og 2018) er Demokraterne på vej til at overtage flere pladser. 6 i 2016, 1 i specialvalg og et sted imellem 36 og 40 pladser, afhængig af de resterende valg.

Det er derfor, at jeg ikke køber argumentet om, at det kun handler om antallet af sæder, der bliver vundet. Det er for simpelt bare at sige, at Republikanerne vandt 63 pladser i 2010, så derfor bør det Demokraternes sejr i Huset kun ses som et skvulp.

I Senatet er det selvfølgelig svært at se, hvordan en republikansk sejr faktisk var imponerende for Demokraterne. Men for dem der har læst med i år, vil det være alt andet end en overraskelse.

Demokraterne forsvarede ti stater, som Trump vandt i 2016. Fem af dem med mere end 18 procentpoint. Forbindelsen imellem, hvordan vælgere stemmer i præsidentvalg og i valg til Senatet er blevet stærkere med tiden. Partiloyalitet er den dominerende politiske identitet. 2016 var det første år, hvor alle stater stemte end i præsidentvalget og et valg i Senatet.

Det gør det endnu mere imponerende, at Joe Manchin vandt i West Virginia, og at Jon Tester vandt i Montana. Deres sejre i Midtvesten, hvor Trump viste sin styrke i 2016, var aldrig i fare. Og selvom Heitkamp, Donnelly og McCaskill alle tabte, så overpræsterede de massivt – det var bare ikke nok.

Nej, Demokraterne vandt ikke i Texas eller Tennessee. Og hvis Floridas resultat står fast og sender Rick Scott til Washington var det et dårligt resultat. Men Demokraterne vandt i de to eneste realistiske stater, hvor de kunne slå en republikansk kandidat. Og de vandt i forstæder overalt. Selv i byer i røde områder som Oklahoma City, Charleston, Salt Lake City og i Ronald Reagans hjemstavn Orange County.

Det er også en del af historien, at Demokraterne vandt syv guvernørposter og mere end 350 pladser i delstaternes lovkamre, mens tre stater udvidede Medicaid og tre stater indførte store valgreformer. Amendtment 4 i Florida er den største enkeltstående udvidelse af stemmerettigheder siden 1971. Op til 1,5 millioner mennesker, eller tæt på en tiendel af Floridas befolkning, fik deres stemmeret tilbage i sidste uge.

Jeg kan simpelthen ikke se, hvilke data bølge-skeptikere kigger på. Ja, der er sket en smule siden tirsdag aften, men det stod allerede klart onsdag morgen, at Demokraterne ville vinde mere end 30 pladser. Og Sinemas sejr i Arizona og genoptællingen i Florida betyder noget, men få isolerede valg, bør ikke ændre hele fortællingen om valget.

Lad mig slutte med at sige, at ingen bør drage konklusioner om præsidentvalget i 2020 ud fra resultaterne i 2018. Det politiske klima kan se helt anderledes ud om to år. Vælgerkorpset er anderledes end i midtvejsvalget. Og historisk er der ikke direkte paralleller fra dårlige resultater i det første midtvejsvalg for præsidenten til dårlige resultater i genvalgskampagnen. Spørg bare præsident Dole og præsident Romney.

I øvrigt mener jeg …

… at valget i høj grad var en såkaldt partisk alignment. Distrikter og stater faldt i hak med den måde, de stemmer på i præsidentvalg. Nogle stater, såsom North Dakota og Indiana kommer sandsynligvis ikke tilbage til Demokraterne med denne præsident, måske ikke engang i denne politiske generation.

… at præsident Trump er favorit til at genvinde præsidentvalget. Men igen, tag ikke den konklusion seriøst. Det er kun baseret på, at den siddende præsident typisk genvinder magten. Hvis Trump ikke kan få sin approval rating over 45 procent, så daler hans chancer markant.

… at amerikanske valg til Kongressen er nationaliserede. Det er lang tid siden, at Tip O’Neills frase ”all politics is local” har været korrekt.

… at æraen, hvor vælgere adskiller deres stemme til præsident og Kongressen er ovre. Såkaldte split-ticket var allerede på det laveste niveau siden 90’erne. Når alle resultaterne er optalt, kan antallet af Republikanere i Clinton-distrikter højst blive fem. Der er ligeledes også kun ti Demokrater tilbage i distrikter, som Trump vandt i 2016.

… at valget viste, hvor splittet amerikansk politik er på tværs af geografi, partier, køn og race. Mænd stemte på Republikanere med en 51-47 margin, mens kvinder stemte demokratisk 59-40 ifølge exit-målingerne. Den forskel på 23 procentpoint er den højeste i mange årtier. Og der er en klar sammenhæng mellem Amerikaneres stemme til Kongressen og deres holdninger omkring race og sexisme. Race var en af de dominerende faktorer i 2016, men at sexisme hænger sammen med, hvor vælgerne sætter deres kryds er et nyt fænomen i 2018. MeToo og Kavanuagh-nomineringen har efter alt at dømme aktiveret køn og kønsroller som en politisk identitet.

… at Huset i særdeleshed blev meget mere Trump-agtigt. Moderate Republikanere tabte, mens to medlemmer, der er blevet tiltalt af justitsministeriet vandt. Det samme gjorde de mere kontroversielle medlemmer som Steve King. Det giver ikke flere incitamenter til at samarbejde.

… at den politiske virkelig i Senatet afhænger af genoptællingen i Florida mellem Bill Nelson og Rick Scott. Med undtagelse af Mitt Romney kommer det nye senat til at have flere politikere, der har en baggrund som loyal overfor Trump. Marsha Blackburn er ikke Bob Corker. Jeff Flake er væk, og hvis Martha McSally bliver udnævnt til John McCains gamle plads, er der ikke meget modstand tilbage. Scott er tæt på Trump. Og hvis han vinder har Republikanerne et flertal på 53-47, og trekløveret med Romney, Murkowki og Collins er ikke nok til at gøre en forskel.

… at meningsmålingerne i det store hele var korrekte. Særligt i Huset. Et par enkelte fejlsving i Florida og de mest konservative stater i Senatet (IN, ND, MO) er ikke nok til at ændre den konklusion. Private målinger havde i øvrigt staterne i Senatet tættere på de endelige resultater.

… at den progressive vinge af det Demokratiske Parti havde en forfærdelig nat. Stort set alle kandidater, som Bernie Sanders organisationen ”Our Revolution” støttede tabte. Katie Porter i CA-45 er den eneste, der stadig har en chance.

… at Demokraterne kan være tilfredse med resultaterne på lang sigt. De vandt guvernørposterne i en række stater og kan nu styre eller kontrollere den måde, som de nye kongresdistrikter kommer til at se ud efter 2020.

… at stemmerettigheder bliver et fuldt ud partisk emne med valget i Georgia og den forestående finoptælling i Florida.

… at vi kommer til at snakke ustandseligt om midtvesten frem imod 2020. PA, MI og WI kommer til at afgøre valget. Måske er Iowa i spil. Det betyder, at såkaldte Obama-Trump-vælgere igen kommer til at være i fokus.

… at jeg stadig ikke kan forstå, at et kongresmedlem, der stjal fra skatteborgerne blandt andet ved at flyve sin families kanin på tværs af landet, blev genvalgt.

… at der ikke findes en demokratisk favorit i 2020. Det er der heldigvis tid nok til at tænke over i det næste år.

… at vi allerede ved, hvilke stater der kommer til at afgøre valget i 2020. Og at der er en mulighed for, at det bliver uafgjort 269-269. Det ville være poetisk, hvis det endte sådan. Amerikansk politik har mindet om HBO-serien Veep i lang tid. Hvorfor ikke gå hele vejen. I sådan et tilfælde ville præsident Trump sandsynligvis blive genvalgt. Magten bliver bestemt af Repræsentanternes Hus, hvor hver stats delegation har en stemme. Der er flere delstater, hvor flertallet af medlemmerne i Huset er Republikanere. Og lad os bare gøre det helt absurd og sige, at Demokraterne overtager Senatet. Vice-præsidenten bliver bestemt der, så derfor ville de vælge en demokrat.

… at alle har brug for en velfortjent pause før 2020. Ikke at den kommer.