Er te-festen forbi på Capitol Hill?

Efter republikanske nederlag ved både præsidentvalget og valget til Kongressen i efteråret har mange haft travlt med at dømme den højrekonservative Tea Party-bevægelse ude i amerikansk politik. Men selv om den populistiske bevægelse har mistet en del momentum siden 2010, virker det som om, at  den også får indflydelse på Capitol Hill de kommende år

CAPITOL HILL UPDATE: Ved første øjekast udviklede Kongresvalget i november sig til en betragtelig skuffelse for Tea Party-bevægelsen, da en række af bevægelsens politiske yndlinge oplevede svidende valgnederlag. Republikanerne Todd Akin og Richard Mourdock tabte således begge deres Senatspladser i de ellers konservative stater Missouri og Indiana efter at være kommet med kompromitterende udtalelser om voldtægt og abort under valgkampen. Joe Walch fra Illinois tabte sin plads i Repræsentanternes Hus. Det samme var tilfældet for Allen West fra Florida. Desuden lykkedes det kun lige akkurat Tea Party-dronningen Michele Bachmann fra Minnesota at genvinde pladsen i den lovgivende forsamling.

Det pauvre valgresultat skyldes først og fremmest en Tea Party-bevægelse, der har mistet popularitet i den almene befolkning. Kun cirka 30 procent af amerikanske vælgere er i dag positive stemte overfor bevægelsen, hvor 50 procent var det i 2011. Mange Tea Party-politikere fortsatte i 2012-valgkampagnen den aggressive, regeringsfjendtlige retorik, som ved midtvejsvalget i 2010 virkede effektivt i kølvandet på højrefløjens frustration over Obamas sundhedsreform og de økonomiske hjælpepakker. Ved valget i 2012 fremstod bevægelsens enorme modvilje mod skatter og regulering som primitiv og ukonstruktiv, og Tea Party-konservative fik i den republikanske selvransagelses stund en stor del af skylden for at have skræmt moderate vælgere væk og forpasset muligheden for at genvinde Senatet og Det Hvide Hus.

Stadig Tea Party-fundament hos republikanerne
På trods af dette noget dystre billede kan Tea Party-bevægelsen dog langt fra siges at være sat uden for politisk indflydelse i Washington. En stor del af bevægelsens politikere fastholdt nemlig deres pladser på Capitol Hill, og som jeg skrev i sidste måneds analyse, tyder meget på, at den nye 113. lovgivende forsamling bliver den mest polariserede nogensinde ideologisk set, blandt andet som følge af Tea Party-republikanernes fortsatte indflydelse. Samtidig har forårets forhandlinger om det føderale budget og gæld sat fokus på Tea Party-principper, som nødvendigheden af forbrugsnedskæringer og modstand mod øgede skatter. Ifølge professor Brigitte Nacos fra Columbia University, som forsker i Tea Party-bevægelsen, udgør den stadig en fundamental base i det republikanske parti i 2013.

At Tea Party-republikanere stadig er synlige på Capitol Hill blev tydeligt i januar under senator Rand Pauls Tea Party-svartale til Obamas ‘State of the Union’-tale. I sit svar, som blev optaget inden Obamas tale, var Paul særdeles kritisk overfor regeringen og berørte flere velkendte Tea Party-mærkesager som en mindre centralmagt og markante offentlige besparelser og skattelettelser, og han differentierede sig dermed fra både Obama og dele af sit eget parti. Pauls tale signalerede, at flere konservative republikanere ikke kan forlige sig med en mere midtersøgende politik i partiet. Dog er det værd at fremhæve, at Paul også nævnte utraditionelle emner for bevægelsen, heriblandt nødvendigheden af en immigrationsreform. Det kunne indikere den spæde start på en lidt mere forsonende kurs.

De seneste måneder har afsløret, at Tea Party-bevægelsen fortsat føler så stor afsky overfor Obamas forbrugspolitik, at de er villige til at lade amerikansk økonomi synke i grus. Denne tendens er for alvor blevet synlig under budget- og gældsforhandlingerne på Capitol Hill, som forleden strandede med indførelsen af de enorme offentlige ‘Sequester’-besparelser. Den konservative Tea Party-fraktion i Kongressen har med dets totale afvisning af skattestigninger og insisteren på store budgetbesparelser haft held til at trække det republikanske parti mod højre. Bevægelsen har med andre ord været med til at bibeholde den interne splittelse blandt republikanerne såvel som den fastfrosne og dysfunktionelle stemning i Kongressen, som ikke er blevet stort bedre siden valget i november.

Tea Party-bevægelsen ved en skillevej
Da Tea Party bevægelsen voksede sig stor i 2009 og 2010, diskuterede politiske analytikere, hvorvidt bevægelsen på sigt kunne udvikle sig til et tredje parti og dermed gøre op med topartisystemet. I 2013 er den debat endegyldigt lukket. Det kommer ikke til at ske. Bevægelsen har hverken den ideologiske eller strukturelle base til at kunne etablere sig som et parti og med et vælgerkorps bestående af mange ældre, hvide mænd, kan det blive vanskeligt at følge med en tid præget af demografiske forandringer i landet. Ikke desto mindre vil bevægelsen også de næste par år fortsætte med at trække republikanerne mod højre på ideologiske spørgsmål om skatter, sociale ydelser og føderalmagtens størrelse og dermed sætte sit aftryk på den førte politik på Capitol Hill.

Men hvad med på længere sigt? Som andre politiske bevægelser har Tea Party-bevægelsen måttet indse, at der er stor forskel på at tale om politiske forandringer og at foretage dem. Hvis ikke bevægelsen skal ende som en parentes i amerikansk politisk historie, skal Tea Party-politikerne formentlig foretage nogle afgørende valg i nærmeste fremtid. Om den vil være en udestående græsrods- og protestbevægelse med fokus på obstruktionspolitik, eller om den ønsker at udvikle sig til en mere konsensussøgende ’insider’-bevægelse i Washington. Under alle omstændigheder vil Tea Party-bevægelsen spille en rolle i de næste års genopbygning af det republikanske parti. Først ved valgene i 2014 og 2016 vil det stå klart, hvilken vej bevægelsen går, og om te-festen i Washington er ved at være forbi.