Hvorfor er Trump så vred på NATO?

Præsident Trump har gjort en dyd ud af at angribe sine allierede i NATO ved næsten enhver given lejlighed. Men hvorfor? Ny dansk bog giver en del af billedet af, hvorfor USA og nu altså Trump er så frustreret med alliancen. ”Frihedens Pris: Så billig så som mulig” er en velskrevet og dygtig gennemgang af danske forsvarsforlig fra lige efter Anden Verdenskrig til i dag. Alt i alt interessant men ubehagelig læsning.

NATO-topmøder med præsident Trump har været ubehagelige affærer for de allierede. Frem til topmødet i juli var alle anspændte og ingen kunne forudse, hvordan det skulle gå. En ting virkede dog sikkert og vist: de europæiske allierede ville få en røffel for ikke at bruge nok på deres forsvarsbudgetter – og det fik de så sandelig også! En af de allierede som stod for skud, var Danmark, som trods indgåelsen af et nyt forsvarsforlig ikke kunne vise sine allierede, at man trods aftaler ville bruge 2% af BNP på sit forsvarsbudget.

I en ny bog af Jens Ringsmose og Christian Brøndum får læseren et indblik i udviklingen i dansk forsvarspolitik og størrelsen af forsvarsbudgetterne fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til i dag. Og her finder vi en del af kimen til Trumps (og hans vælgeres) vrede mod de europæiske allierede. Argumentet i bogen er, at størrelsen af danske forsvarsbudgetter primært blev defineret ud fra hensyn til allieret pres og indenrigspolitiske overvejelser. Når der tales om hensyn til allieret pres, så menes der at man hele tiden har holdt for øje, hvad der var den absolutte minimum af indsats som skulle til for at blive i NATO, og så gået efter det.
Det har hele tiden handlet om at leve op til minimumskravene, således at man kunne forblive i alliancen – men så heller ikke mere. Reelt set tanken om, at ”alt over 02 er spildt arbejde” – bare i international politik.

Et aspekt som også behandles i bogen, og som bør tiltrække særlig opmærksomhed i disse tider er den rolle som Grønland har spillet i det danske spil om forsvarsbudgetternes størrelse. I flere tilfælde var de amerikanske baser på Grønland dét kort, som danske regeringer kunne spille for at blive fredet for mere kritik (i flere tilfælde henviser amerikanske ambassadører også selv til det, som argument for at holde tilbage i kritikken af Danmark). Som den tidligere chef for Forsvarsakademiet Nils Wang skriver i forordet, så er det værd at bemærke i disse tider, hvor Rigsfællesskabet er af fornyet strategisk vigtighed.

Ringsmose og Brøndum er hver for sig utrolig dygtige til at formidle og ufatteligt vidende om deres emnefelter. Derfor er det heller ikke overraskende, at de har præsteret en interessant og velskrevet bog, som bør være pligtlæsning for alle, som deltager i debatten om de danske forsvarsbudgetters størrelse. Der er omfattende belæg for fremstillingerne i bogen både fra primær kilder og interviews, og alene litteraturlisten er et kig værd for den interesserede læser.

For folk med interesse for amerikansk politik er bogen som nævnt også interessant. Præsident Trumps kritik af de europæiske allierede er ikke grebet ud af den blå luft, men er kulminationen på årtiers tovtrækkeri med allierede som Danmark, om at de europæiske allierede bør bruge mere på deres forsvarsbudgetter. Særligt interessant fandt jeg et citat helt tilbage fra præsident Eisenhower, hvor den gamle general udtalte at europæerne behandlede ”Uncle Sam” som et fjols.
Med Trumps retorik overfor de allierede har vi fået en amerikansk præsident, som i den grad er træt af at USA bliver behandlet som et fjols, og som ikke har det diplomatiske mådehold, som vi ellers har været vant til. Frustrationen er kogt over, og Trumps retorik er udtryk for mange amerikaneres undren og frustration. For amerikanerne er trætte af, at ”alt over 02 er spildt arbejde” – de kunne godt tænke sig at se lidt udvikling.