John Roberts – manden, der skal samle fremtidens Højesteret

Nomineringer af nye højesteretsdommere er blevet et betændt politisk i de seneste år. I de seneste uger har debatterne nået nye højder, mens høringerne Trumps seneste nominering til højesteretten, Brett Kavanaugh, er blevet afviklet i Senatet. Mens den konservative Kavanaugh stjæler mediernes rampelys vender flere iagttagere dog blikket mod en anden mand – Højesteretspræsidenten John Roberts. Hans rolle som den øverste leder af USA’s retssystem vil få afgørende betydning for både domstolenes og amerikanernes fremtid, når han skal stå i spidsen for en ny konservativ æra i højesteretten.

Om aftenen den 21. januar 2009 samledes en lille gruppe journalister og nogle få medarbejdere i det Hvide Hus’ ikoniske Map Room. Dagen forinden var Obama blevet indsat som USA’s 44. præsident. Foran tusindvis af tilskuere havde han gentaget højesteretspræsident John Roberts’ ord, der gengav den forfatningsmæssige bindende ed. Men noget var gået galt. Obama var kommet til at afbryde Roberts i en sætning. Højesteretspræsidenten var blev slået ud af kurs og kom til at indsætte ordet “faithfully” på et forkert sted i eden. Edsaflæggelse blev dog afsluttet, og dens lidt kluntede fremførelse blev hurtigt glemt, da tilskuerne foran Capitol Hill brød ud i jubel, og den nye præsident gik på talerstolen.

Derfor var overraskelsen da også stor, da den lille gruppe journalister og medarbejdere den efterfølgende aften fik fortalt, hvad de skulle være vidne til. Foran dem stod Obama og Roberts. De ville foretage edsaflæggelsen igen. Obama hilste på tilskuerne og sagde smilende. “Det var så sjovt i går, så vi tænkte, at vi ville gøre det igen.” Sandheden var dog, at hans juridiske afdeling hele dagen havde diskuteret, hvorvidt Obamas edsaflæggelse var gældende – om han overhovedet var præsident. Løsningen var derfor blevet at gøre det igen. For en sikkerheds skyld.

Situationen var meget uventet. Den dengang 52-årige højesteretspræsident er kendt for sin særdeles veludviklede hukommelse, som han benytter i skarp kombination med sin høje intelligens. Både som advokat og som dommer er han berømt for at kunne huske argumenter og sager i et så stort omfang, at han ofte tager pusten fra sine modstandere. Det gør ham til en respekteret mand, der helt fra Reagan-administrationens tiltrædelse i begyndelsen 1980’erne var blevet betragtet som et af de store konservative, juridiske håb.

Roberts’ juridiske karriere begyndte for alvor i 1980, da han fik stillingen som juridisk assistent for den daværende højesteretsdommer William Rehnquist, der senere blev udnævnt til højesteretspræsident. De efterfølgende år, fra 1981-1986, tilbragte Roberts som en del af den juridiske afdeling i det Hvide Hus. Her gjorde han sig bemærket ved at give udtryk for en klar holdning til det amerikanske retssystem og de juridiske filosofier, som han ønskede at reformere. I mange år havde højesteretten nemlig været præget af liberale kræfter, der på progressiv vis havde formet amerikanernes frihedsrettigheder. Det havde betydet flere rettigheder til individet, særligt minoritetsgrupper og svagt stillede i samfundet. Roberts ønskede i stedet, at domstolene skulle fokusere på konservative værdier, præget af tanken om juridisk tilbageholdenhed og større magt til staten og lovgiverne – en tanke, der var helt i overensstemmelse med det republikanske partis værdier.

Efter en årrække som privatpraktiserende advokat knyttede Roberts igen stærke bånd til det Hvide Hus. Han meldte sig frivilligt som en del af det juridiske hold, der skulle føre sagen Bush v. Gore, der handlede om stemmeoptællingen under præsidentvalget i 2000. Den sluttede som bekendt med en sejr til Bush, der dermed kunne kalde sig USA’s 43. præsident. Roberts’ trofasthed belønnede sig, og i 2003 udnævnte Bush ham til føderal dommer ved appeldomstolen i Washington D.C. Blot to år efter fik Roberts chancen for at nå den øverste position i USA’s juridiske system. Da højesteretspræsident William Rehnquist, pludseligt døde, blev Roberts nomineret til at overtage hans plads. Roberts blev gokendt i Senatet med en stemmefordeling på 78 for og 22 imod. Blandt nejstemmerne var daværende Senator Barrack Obama.

Det er altså denne mand, der står i spidsen for USA’s føderale retssystem. En højesteretspræsidents rolle er altid utrolig vigtig. Foruden at fungere som egentlig dommer, er hans rolle også at være forhandler og ordstyrer i højesteretssager, samt at tildele de siddende højesteretsdommere opgaver. Derudover er højesteretspræsidenten også chef for de øvrige føderale domstole, og skal have overblik over budgetter, renoveringer af retsbygninger og interne stridigheder og tvivlsspørgsmål i hele USA. I de seneste par år synes Roberts’ bunke af opgaver dog at have vokset sig endnu større. De intense og hårde politiske kampe omkring højesteretsnomineringer er efterhånden begyndt at tære på selve højesterettens omdømme og rolle i det amerikanske samfund.

Derfor ser befolkningen i stigende grad mod Roberts. Hvad vil han gøre for at de politiske magtstridigheder ikke påvirker hans dommere? Hvordan vil han håndtere en Højesteret, der bliver mere og mere konservativ, når han sagde til sine høringer i Senatet, at han vil arbejde for at opnå konsensusafgørelser? Hvad vil han gøre i sager, der handler om amerikanernes individuelle rettigheder? Hvad med abort, homoseksuelles rettigheder, og positiv forskelsbehandling? Vil han tage pladsen som en moderat, midtsøgende højesteretsdommer, eller vil han hoppe med på den konservative fløj og skabe det juridisk konservative USA, som han drømte om som ung? Man bliver næsten forpustet af de store spørgsmål og krav, der er til en enkelt mand. Heldigvis kan hans seneste 13 år som højesteretspræsident give os nogle indikationer på, hvilken rolle han vil få, når Trumps anden højesteretsnominering bliver en realitet.

Vi ved allerede nu, at Roberts’ oprindelige plan om at blive en konsensussøgende højesteretspræsident ikke er lykkedes. Selvom mange mindre sager bliver afgjort af en enstemmig højesteret, så har de store sager af principiel karakter trukket linjerne mellem domstolens fløje hårdt op. Et eksempel, hvor Roberts tydeligt har vist sig som en konservativ mastodont, er en højesteretssag fra 2006. Her blev staten Seattle sagsøgt for dens plan for fordelingen af børn i skoledistrikterne. Planen indebar, at børnene blev fordelt, så der var en jævn blanding af børn med forskellig etnisk baggrund i statens skoler. Planen om en race-integrerende fordeling blev dog opfattet som racistisk af en gruppe af forældre, mens statens forsvarer argumenterede, at planen sikrede diversitet og at det faglige niveau i øvrigt var lige for alle.

I en noget kontroversiel handling valgte Roberts at sammenligne sagen med den banebrydende højesteretssag Brown v. Board of Education fra 1954, der ophævede raceadskillelsen og princippet om ’separate but equal’ (adskilt men lige). Roberts hævdede, at racefordelingen i Seattle, på trods af sit forsøg på at blande etniske grupper, kunne sidestilles med raceadskillelsen, der blev ophævet i sagen Brown. Med Roberts’ stemme vandt højesterettens konservative fløj dermed en 5-4 sejr i sagen om Seattles skoledistrikter, og statens race-integrerende fordelingsmetode blev erklæret forfatningsstridig.

Det betød altså, at Roberts stemte imod positiv forskelsbehandling, der er en af mærkesagerne for det liberale USA. Samtidig brugte han, på ægte konservativ vis, princippet om præcedens i sin argumentation – endda på trods af, at sagen, som han byggede sine argumenter på, nemlig Brown, var afgjort af en overvejende liberal højesteret.

Det lidt komplekse eksempel er blot et ud af mange, der viser, at Roberts uden tvivl er en ægte konservativ, når han hører og dømmer sager i højesteretten. Det viser dog også, at hans konservatisme bygger på det grundlæggende princip om ikke at ændre det, der allerede er afgjort. Netop denne tendens kan give håb til liberale amerikanere, der blandt andet frygter en omstødelse af sagen, der gav amerikanske kvinder retten til abort, Roe v. Wade fra 1973.

Når højesteretsnomineringer sidder til høringer foran Senatets juridiske komite, er det en garanti, at de bliver spurgt til deres holdning til sagen Roe. Roberts’ høringer i 2005 var ingen undtagelse. Som så mange før ham nægtede han dog at udtale sig om den specifikke sag. I stedet fremhævede han sin tro på at følge præcedens og at respektere tidligere højesteretsafgørelser.

Hans udtalelser til høringerne er dog langt fra en garanti for, at han ikke vil stemme med den konservative fløj og omstøde Roe, hvis en ny sag om abort kommer for højesteretten. De indikerer blot, at hans traditionsbundne konservatisme kan blive en afgørende faktor, der muligvis vil kunne sikre en opretholdelse af de allerede afgjorte højesteretssager.

Endeligt, så er der også spekulationer om, hvorvidt Roberts forestillinger om sit eftermæle kan få indflydelse på hans fremtidige afgørelser. Med en mulig godkendelse af Brett Kavanaugh i de kommende uger, vil domstolen få et stærkt konservativt flertal. Flere iagttagere mener, at det kan få Roberts til at tage en mere moderat drejning i et forsøg på at skabe en sammenhængende højesteret. Spørgsmålet er nemlig, hvorvidt Roberts virkelig vil huskes som manden, der sad ved roret, da sager som Roe v. Wade blev omstødt?

Det står allerede klart nu, at Roberts’ rolle i højesteretten vil blive afgørende for, hvordan amerikanernes rettigheder vil udvikle sig i fremtiden. Som højesteretspræsident, eller Chief Justice, som det hedder i USA, vil han få travlt med at samle trådene, når Trumps konservative indflydelse på det juridiske system for alvor tager fat. Roberts forholder sig dog, som traditionen foreskriver, uden for mediernes søgelys, og udtaler sig hverken om holdninger til enkelte sager eller sin ledelsesstil. Han fastholder sin konservative fremtoning, der indebærer et tilbageholdende og integritetsfuldt udtryk, som vinder stor respekt blandt de amerikanske politikere. Det sås også tydeligt den 21. januar 2009, da han for anden gang på to døgn skulle administrere den præsidentielle ed.

Obama stod afventende foran pejsen i the Map Room. Han ventede på, at nogen ville række Roberts et stykke papir med eden på. Eller at Roberts i det mindste selv ville hive et papir frem fra gemmerne under sin dommerkappe. Det måtte jo ikke gå galt igen. Alt skulle være perfekt denne gang. Men Roberts er en stolt mand, der sætter en ære i at fremføre ceremonier på traditionel vis. Derfor havde han ingen intentioner om at læse op fra et manuskript. Han bad i stedet Obama om at løfte sin højre hånd og gentage efter ham. De gik i gang med edsaflæggelsen. Denne gang forløb den fejlfrit.