”Min tak til alle, nu videre til Chicago, lad os også vinde dér.”

I dag er det 50 år siden Robert F. Kennedy døde. Kongressen.com bringer i den forbindelse kapitlet om den tragiske hændelse på Ambassador Hotel fra Anders Agner Pedersens RFK-biografi ‘Modet Til Visioner’

Hvis ikke det havde været tydeligt fra starten, at Bobby Kennedys valgkamp ikke var nogen helt almindelig en af slagsen, havde talerne i Indianapolis og Cleveland for alvor illustreret det. Og opbakningen til hans kandidatur voksede, som foråret gik. Flere vigtige sejre i primærvalget blev vundet, blandt andet i Indiana, hvilket var med til at give hans kampagne yderligere momentum.

Stadig flere, især unge mennesker, meldte sig under hans kampagnefaner som frivillige, og i det hele taget lignede Bobby Kennedy manden, de andre skulle besejre, efterhånden som primærvalgkampen skred frem.

Enkelte bump var der imidlertid på vejen for Bobby Kennedy. Ikke mindst ved primærvalget i Oregon, hvor både han og Eugene McCarthy stod på stemmesedlen. I det samlede regnskab ville delstaten i det nordvestlige USA ganske vist ikke betyde lige så meget som eksempelvis den efterfølgende, Californien. Ikke desto mindre var det en delstat, som både Bobby Kennedy og Eugene McCarthy førte valgkamp i med ambitionen om at vinde – en ambition, McCarthy indfriede, hvilket var noget af en streg i regningen for Bobby Kennedy og hans kampagne. Ikke at det spolerede hans samlede sejrsmuligheder eller påførte kampagnen uoprettelig skade, men det faktum, at han havde tabt en direkte duel med McCarthy, så ikke godt ud og gav anledning til spekulationer om, hvor stærk hans kampagne nu også var. For det var langtfra prangende, hvad Kennedy-kampagnen havde leveret i Oregon, hverken fra græsrodsniveauet, fra de lokale kampagnefolk eller fra Bobby selv. McCarthy derimod havde leveret en stærk indsats og endte derfor med at vinde komfortabelt med godt 44 procent af stemmerne, mens Bobby måtte tage til takke med godt 38.

Bobby Kennedy var alt andet end tilfreds med det, der var sket i Oregon. Det at tabe var ikke noget, man gjorde som Kennedy. Uanset hvad det drejede sig om. Sådan havde det været helt tilbage fra hans barndom hjemme i Massachusetts, og sådan var det fortsat. Også i kampen om at blive USA’s næste præsident.

Nederlaget var samtidig ikke den mest ideelle optakt til det næste primærvalg i rækken, nemlig det i Californien. En delstat, hvis primærresultat kunne få afgørende betydning for de samlede sejrsmuligheder. På godt eller på ondt, både for Bobby Kennedy og Eugene McCarthy. Taberen af tvekampen i ’The Golden State’ ville få meget vanskeligt ved at vinde den demokratiske nominering på konventet senere på sommeren. Og derfor gjaldt det for Bobby Kennedy om at få rystet Oregon-nederlaget af sig med det samme og forsøge at lære af de fejl, der var blevet begået, og ikke gentage dem i Californien.

Ønsket om at lægge Oregon bag sig med det samme og for alvor tage teten i Californien virkede for Bobby Kennedy. Hans organisation var langt stærkere og langt mere velkørende i Californien, end det havde været tilfældet i Oregon. Samtidig var det, som om nederlaget i Oregon havde ansporet ham yderligere til at knokle for sejren i Californien.

Og i hus kom sejren da også. Med cirka 46 procent opnåede Bobby godt fire procent flere stemmer end Eugene McCarthy og tog dermed et kolossalt skridt nærmere sit partis nominering. Samtidig med at han for alvor gjorde det svært for McCarthy at få sin kampagne tilbage på ret køl.

En større mængde glade Kennedy-støtter var samlet til fest på The Ambassador Hotel i Los Angeles på valgdagen. Hotellet havde fungeret som et af knudepunkterne for Bobbys Californien-valgkamp, og nu kunne de mange kampagnefolk, frivillige og øvrige gæster samlet i hotellets festsal lade jublen bryde ud. Oregon-nederlaget var en enlig svale, og den vigtigste primærskalp indtil videre var taget.

Onsdag den 5. juni 1968 var ikke mange minutter gammel, før en både glad og lettet Bobby Kennedy kunne gå på talerstolen og holde, hvad der skulle vise sig at blive sin sidste tale nogensinde. Under normale omstændigheder ville sejrstalen i Californien næppe have været én, der hverken dengang eller siden hen ville have fået ret meget opmærksomhed. Men netop fordi den blev Bobby Kennedys sidste tale i dette liv, er den siden hen blevet mytisk. Selv om den mest af alt er en ganske traditionel takketale, inden valgkaravanen rykker videre til det næste stop på primærvalgsrundturen.

Modsat eksempelvis talen fra Cleveland to måneder tidligere var talen her langtfra lige så gennemarbejdet i sin retorik og langtfra lige så velkomponeret i sin konstruktion. Tværtimod er den præget af de ting, der tit sker i forbindelse med sejrstaler, nemlig at der undervejs sniger sig spontane bemærkninger og andre indskydelser ind, alt afhængig af tilhørernes reaktion og eventuelle tilråb.

”Mange tak, mange tak. Mange tak. Jeg vil gerne – kan I høre noget – Nej? Kan I høre noget nu? Fint. Kan vi høre noget herfra? Kan vi få det her til at virke? Lige et øjeblik. Kan I høre noget nu? Først vil jeg gerne udtrykke min dybe respekt for Don Drysdale (en kendt baseballspiller, kaster for Los Angeles Dodgers, o.a.), som i aften pitchede sin sjette sejr i træk. Jeg håber, vi får en lige så god valgkamp. Må jeg først udtrykke min taknemmelighed over for en række personer. Til Jess Unruh for alt, hvad han gjorde, for hans venskab og hjælp i denne kampagne og for hans stadige udholdenhed og indsats og til alle, som har arbejdet sammen med ham. Jeg vil altid være taknemmelig. Og hvis jeg også må udtrykke min taknemmelighed til flere andre personer, hvis I vil bære over med mig et øjeblik – også Steve Smith, som var ubarmhjertig, men har været effektiv, og jeg vil sige hvor meget, jeg takker ham, hans kone, min søster Jean, min søster Pat og min mor og alle de andre Kennedy’er. Og tak til min hund Freckles, den har stolet på mig, og jeg er ligeglad med – som Franklin Roosevelt sagde: ”Jeg er ligeglad med, hvad de siger om mig, men når de begynder at angribe min hund…” Jeg nævner ikke disse navne i nogen bestemt rækkefølge, men jeg vil også gerne takke min kone Ethel. Hendes tålmodighed gennem hele denne periode har været fantastisk. Tusind tak. Freckles er på vej hjem i seng. Han mente allerede tidligt, at vi ville vinde, så han trak sig tilbage. Jeg vil også gerne takke Tom – fremhæve Tom Reese, som er her, og som støttede os. Jeg vil gerne takke en række andre mennesker, hvis jeg må. Alle de af jer, der arbejdede så hårdt under denne valgkamp. Alle de studenter, som arbejdede rundt om i hele staten. Alle medlemmer af min delegation, vores delegation, der arbejdede så flittigt og uselvisk over hele staten på mine vegne og på vegne af den sag, vi er involveret i. Jeg vil gerne takke Caesar Chevez, som var her for lidt siden. Og Burt Krona, som også arbejdede sammen med ham – og alle de mexicansk-amerikanere, som støttede mig. Dolores Balante, som er en af mine gamle venner, og som har arbejdet med ”the union” – Giv hende min tak, og fortæl hende hvor meget jeg værdsætter hendes tilstedeværelse her i aften. Vi har visse forpligtelser over for vores medborgere, som vi talte om under kampagnen, og jeg vil gerne gøre det klart, at hvis jeg med jeres hjælp bliver valgt til USA’s præsident, vil jeg leve op til disse. Jeg vil også gerne takke alle mine sorte venner, som gjorde en så stor indsats under kampagnen. Med en så høj stemmeprocent i dag tror jeg virkelig, det gjorde en forskel. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed til dem. Til min gamle ven, hvis jeg må, til Refer Johnson, som også er til stede. Og til Rosie Greer, som sagde, at hun nok skulle tage sig af enhver, der ikke stemte på mig. På en venlig måde, sådan er vi. Og jeg vil gerne, hvis jeg må, tage lidt mere af jeres tid, hvis jeg må, takke Paul Shrake fra U.A.W. (United Automobile Workers, o.a.), som arbejdede så hårdt, og alle de andre medlemmer af fagforeningerne. Jeg takker ham for hvad han har gjort, og det arbejde, han har gjort på vegne af arbejderne her i Californien. Jeg er meget, meget taknemmelig. Jeg er meget glad for de stemmer jeg fik, som I alle har arbejdet for i statens landbrugsområder såvel som i byområderne. Jeg tror det tydeligt indikerer såvel som i forstæderne – jeg tror, det tydeligt indikerer hvad vi kan gøre her i USA. Stemmerne i Californien, stemmerne i South Dakota. Den mest urbaniserede stat i landet og den førende landbrugsstat i landet. Vi vandt dem begge. Jeg tror, vi kan gøre en ende på USA’s interne splittelse. Jeg tror helt klart, at vi i sidste ende kan arbejde sammen, at vi kan arbejde sammen, på trods af hvad der er sket i USA i de seneste tre år. Splittelsen, volden, utilfredsheden med vores samfund, splittelsen, hvad enten det er mellem sorte og hvide, mellem de fattige og de mere velstående eller mellem aldersgrupper eller omkring krigen i Vietnam, jeg tror, vi kan begynde at arbejde sammen. Vi er et mægtigt land, et egoistisk land og et medfølende land. Det skal danne grundlaget for min kampagne i de næste få måneder. Mine damer og herrer, hvis jeg lige må tage lidt mere af jeres tid, alle må være ved at dø af varme. Men hvad jeg mener, alle primærvalgene har indikeret – hvis jeg lige må tage et øjeblik mere af jeres tid – hvad alle disse primærvalg har indikeret, og alle partimøderne har indikeret, om de så var i Colorado eller Idaho eller et andet sted, var forandringer, som demokratiske vælgere og det amerikanske folk ønskede. Og disse opnår vi kun, hvis de – de delegerede i Chicago – anerkender hvad der er sket her i Californien, hvad der er sket i South Dakota, hvad der skete i New Hampshire, hvad, der skete i resten af landet. Landet ønsker at bevæge sig i en anden retning. Vi ønsker at tage os af vore egne problemer i vort eget land, og vi ønsker fred i Vietnam. Jeg lykønsker senator McCarthy og dem, som har været tilknyttet ham i det arbejde, de har startet i New Hampshire og gennemført lige til primærvalget her i Californien. Faktum er, at vi alle er involveret i dette kæmpe arbejde, og det er et kæmpe arbejde. Og det er et kæmpe arbejde, ikke på vegne af det demokratiske parti, det er et kæmpe arbejde på vegne af USA, på vegne af vort eget folk, på vegne af menneskeheden over hele verden og den næste generation.
Og jeg håber – jeg håber, nu da primærvalget i Californien er afsluttet, nu da primærvalget er overstået, at vi nu kan koncentrere os om at få en dialog eller en debat, håber jeg, mellem vicepræsidenten og, måske, mig selv om, hvilken retning vi ønsker at bevæge os i USA. Hvad vi skal gøre i landdistrikterne her i landet, hvad vi vil gøre for dem, som stadig lider af sult i USA. Hvad vi vil gøre rundt om i resten af verden, og hvorvidt vi skal videreføre den politik, som har været så forfejlet i Vietnam, hvor amerikanske tropper, amerikanske marinesoldater bærer de tungeste byrder i den konflikt. Jeg vil gerne slutte med at sige: Jeg mener, det er på tide at ændre retning. Tusind tak. Jeg takker alle jer, som har gjort alt dette muligt. Den indsats I har gjort, og alle de mennesker hvis navne jeg ikke har nævnt, men som gjorde alt det grundlæggende arbejde, som kom ud og stemte, som gjorde alt det arbejde, der kræves. Jeg var kampagneleder for otte år siden. Jeg ved, hvilken forskel en sådan indsats og et sådant engagement gør. Tak til jer alle sammen. Borgmester Yorty har netop sendt mig en besked om, at vi allerede har været her alt for længe. Så min tak til alle, nu videre til Chicago, lad os også vinde dér.”

Køb ‘Modet Til Visioner’ her