Nyheden om det kommende samarbejde mellem streaming-tjenesten Netflix og det tidligere førstepar, Barack og Michelle Obama, har vakt gevaldig opsigt. Endnu er det sparsomt med de nærmere detaljer omkring samarbejdet. Men at det rummer flere interessante muligheder for begge parter er der ingen tvivl om.
Obama indleder samarbejde med Netflix. Rygterne havde godt svirret om at et muligt samarbejde mellem eks-præsidenten og streaming giganten var i støbeskeen, men nu var det altså officielt. Amerikas 44. præsident skulle sammen med sin hustru, Michelle, være med til at producere nyt indhold, både foran og bag kameraet.
‘Det er sgu meget godt set,’ var min første reaktion, da jeg talte med en kollega om nyheden, da den endnu var ganske ny.
Der er nu gået et par dage, og des mere jeg har tænkt over det, jo mere sikker er jeg på, at det her er et aldeles fornuftigt træk af Obama-parret. Af flere grunde.
Ud over de økonomiske grunde, som der er god grund til at antage, er både omfattende og lukrative, så giver Netflix samarbejdet Obama en række forskellige muligheder, som kan komme både parret og partifolkene omkring dem til gode.
Tænk, hvor mange millioner mennesker, der både i USA og rundt om på kloden, ser Netflix. Tænk på, hvor stor gennemslagskraft en populær serie, et populært talkshow eller en populær dokumentarfilm har. Og tænk, hvor store muligheder, der dermed er for at sætte dagsorden, når man selv er med til at producere indholdet.
Endnu er det sparsomt, hvad der er sluppet ud om, hvilke formater og hvilket indhold, Obama-parret skal være med til at producere. Men det ville være mærkeligt, hvis fokus blandt andet kommer til at være på nogle af de mærkesager, parret gennem deres otte år i Det Hvide Hus var optaget af. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi kommer til at se programmer af den ene eller anden slags om emner som klima, våben, sundhed og race. Om det så sker gennem dokumentarudsendelser eller andre formater, og om det bliver med parret foran eller bagved kameraet, det er så spørgsmålet. Men jeg har svært ved at se for mig, at Obama-ægteparret har indgået denne samarbejdsaftale for at være med til at udvikle den næste satireserie sci-fi-gyser.
De vil noget med det her samarbejde. Og tænk engang, hvor effektivt det kunne være med til at løfte debatter på en ny måde end hidtil. Tænk på, hvad det betød dengang Al Gore lavede sin berømte dokumentarfilm om klimaforandringer i kølvandet på, at hans tid som vicepræsident var slut. Det var ikke bare med til at løfte en vigtig problemstilling bredere ud. Det var samtidig noget, som andre politikere kunne henvise til, når de talte om klima. Det samme vil Obama-parret kunne gøre med deres nye Netflix-samarbejde. De kan gøre det direkte gennem konkrete temaer som nogle af de førnævnte. Men de kan også gøre det ved at sætte fokus på historiske personer, som var med til at ændre det amerikanske samfund. ‘Hope’ og ‘Change’ var nøgleordene man forbandt og stadig forbinder med Obama-parret. Derfor skal der ikke meget fantasi til at forestille sig en række programmer om store amerikanere, der stod for håb og forandring. Bare tænk engang, hvad en velproduceret Obama-dokumentar om en mand som Martin Luther King ville bidrage til. Det vil virkelig kunne noget.
Selv om det her altså er både godt set af Obama-parret – og af Netflix – så bør nyheden måske egentlig ikke komme som den store overraskelse. På trods af, at det er første gang, vi ser en eks-præsident gå lige netop denne vej. For Obama-parret er kendte for at turde gå nye veje teknologisk. Det var Obama, der i forbindelse med 2008-valgkampen bragte sociale medier ind som aktivt redskab i sin måde at nå vælgerne. Det var Obama, der deltog i satire programmer på tv for at nå masserne med sine budskaber. Og det var Obama, der sagde ja til at medvirke i kultprogrammet ‘Between Two Ferns’, fordi han vidste at mange unge så programmet og at det dermed var en mulighed for at få dem gjort opmærksomme på hans på det tidspunkt nye sundhedsreform.
Obama-parret griber med andre ord de muligheder, som den nye teknologi åbner op for. De tager de nye ting til sig i stedet for at rynke på næsen af dem. Og på den måde når de ofte meget længere ud end mange andre politikere gør. Det samme vil formentlig gøre sig gældende i deres kommende Netflix-samarbejde. Spændende bliver det i hvert fald at se, hvornår første Obama-producerede udsendelse er klar til seerne over hele kloden. Det varer næppe længe før Netflix løfter sløret for hvornår og hvad det bliver. Spændende bliver det i hvert fald.
You must be logged in to post a comment Login