Mens vi venter på Onkel Joe 2.0

Har Joe Biden tænkt sig at stille op i 2020 eller skal spekulationerne om hans mulige kandidatur mere ses som et udtryk for, at Demokraterne fortsat leder med lys og lygte efter den oplagte udfordrer til Trump ved næste valg?

For godt to et halvt år siden skrev jeg her på Kongressen.com en analyse med titlen ‘Mens vi venter på Onkel Joe’. Det var midten af oktober 2015, med lidt over et år til valgdagen 2016. Joe Biden var på det tidspunkt en yderst populær og vellidt vicepræsident i Obama administrationen, og mange demokrater drømte om, at han ville melde sig ind i valgkampen, så primærræset ikke alene blev en duel mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders.

Få dage efter jeg havde skrevet analysen, lod Biden på et pressemøde i The Rose Garden forstå, at han ikke havde tænkt sig at stille op denne gang. Ikke fordi han ikke kunne se sig selv i præsidentembedet, for det kunne han bestemt godt. Men fordi sorgen efter tabet af hans ældste søn, Beau, der et par måneder forinden var død af hjernecancer, fyldte for meget til, at han kunne kaste al den energi ind i en valgkamp, som ville være nødvendig.

Der er ingen tvivl om, at det var en svær beslutning, Biden traf den gang. For at han mente, at han ville være den rigtige mand til at afløse Obama, er uomgængeligt. At han havde både lysten og modet til at gå efter det, ligeså. Men sorgen over tabet af Beau gjorde, at han mentalt ikke var i stand til det. I hvert fald ikke på det tidspunkt.

At Biden traf en hård, men nødvendig beslutning, har han ikke lagt skjul på i de efterfølgende år. Nøjagtig som han heller ikke har lagt skjul på, at han mente at han kunne have gjort det, som Hillary Clinton ikke formåede, nemlig slå Donald Trump. Og dermed have været med til at fortsætte den politiske kurs, han sammen med præsident Obama havde været bannerfører for gennem otte år.

Nu er spekulationerne der så på nu. Denne gang om 2020 valget. Er Biden kandidat der, når han nu valgte at stå over i 2016? Biden selv gør selv, hvad han kan for at holde liv i rygterne. Hver gang han bliver spurgt – hvilket er ganske ofte – lyder svaret at han ikke har truffet sin beslutning endnu, men at han ikke vil udelukke noget på nuværende tidspunkt.

Listen af argumenter for, hvorfor Biden kunne komme i spil i 2020 er ikke så kort endda, om end listen med argumenter imod et Biden kandidatur også er omfattende.

Hvis vi ser på argumenterne for først, så har Biden den fordel, som Clinton manglede i 2016, nemlig at han favner bredt i partiet. Han er vellidt blandt græsrødderne, han kender gud og hver mand i ledelsen efter flere årtiers politisk virke i DC, han kan nå midtvestvælgerne på et måde Clinton ikke formåede og så vil han være den demokrat, der har de bedste forudsætninger for at gå i arenaen mod Trump i en verbal nævekamp. Samtidig med at han med en hvis rimelighed vil kunne markedsføre sig selv om kandidaten, der kan genskabe Obama-linjen efter fire år med Trump og Pence.

Hvis du lige nu sidder og tænker: ‘Det lyder da ret slagkraftigt. Hvad er problemet?’ er det ikke uden grund. For Biden har endog rigtig mange gode kort på hånden, hvis han vælger at stille op. Foruden førnævnte argumenter, har han også den fordel, som stort set ingen af de andre mulige demokratiske 2020-kandidater har: alle ved hvem han er. En faktor, man især i den første del af primærvalgkampen ikke skal underkende værdien af.

Hvorfor er det så, at 2020 alligevel ikke er helt så ligetil som et straffespark uden målmand for Biden? Hvis vi tager det mest åbenlyse problem først, så vil Biden i 2020 kunne fejre sin 78 års fødselsdag cirka to uger efter valgdagen. Ifølge de nyeste statistikker bliver en amerikansk mand i gennemsnit cirka 78 et halvt år. Et faktum, som betyder, at Bidens alder vil blive et tema, selv om han hans forventede modstander, Donald Trump, heller ikke er nogen vårhare med sine til den tid 74 år.

Nøjagtig om med John McCains kandidatur i 2008, vil det dermed bringe temaet om, at præsidenten kan risikere at dø mens han er præsident, langt op på dagsordenen. Hvilket bestemt ikke er en fordel for kandidaten. Samtidig bringer det spørgsmålet om, hvem der i så fald bliver kørt i stilling som vicepræsidentkandidat yderligere i fokus. Her viste McCain med valget af Sarah Palin vejen for, hvordan man ikke skal gøre. Så den fejl vil Biden næppe begå.

Han kan selvfølgelig vælge at gøre som republikaneren Bob Dole gjorde det tilbage i 1996, hvor han forsøgte at vippe Bill Clinton ud af Det Hvide Hus, trods en fremskreden alder, ved at sige, at han som udgangspunkt kun planlægger at skulle være præsident i en enkelt valgperiode. Det er ukonventionelt, det var ikke en succes for Dole og det er tvivlsomt, om det vil være det for Biden.

Den anden store knast med Biden er, om han har forpasset sin chance? Om 2016 var hans vindue, men at toget er kørt i 2020? Han kunne have givet amerikanerne en tredje valgperiode med Obama-linjen, på samme måde som Bush Sr. i sin tid gav amerikanerne fire år mere med Reagans kurs efter otte år med The Gipper ved roret. Fire år er lang tid i politik – især i det aktuelle politiske miljø i USA – og Biden er muligvis stadig populær, men han er ude af loopet, og spørgsmålet er, hvor stort et problem det er for ham.

Endelig er der den sidste, og bestemt ikke irrelevante, ubekendte faktor, nemlig spørgsmålet om, hvor stor popularitet, Biden nyder, når det kommer til stykket. Lige nu er ‘Biden For President’ en ide, mange godt kan lide, men som de måske også fatter sympati for, fordi den lige nu ikke er virkelighed. Tænk på, hvor populær Hillary Clinton nåede at blive i de par år, der gik fra hun stoppede som udenrigsminister efter Obamas genvalg i 2012 og frem til hun selv meldte sit kandidatur i april 2015. Jo mere konkret selve ideen blev, des flere stod af. Det samme kan man ikke afvise, vil ske med Biden.

For en vigtig pointe afslutningsvis om Biden er, at vi i høj grad også skal se de mange spekulationer og drømme om hans mulige 2020-kandidatur som et udtryk for at Demokraterne stadig ikke aner, hvad de skal gøre i 2020. Den åbenlyse kandidat har fortsat ikke vist sig, partiet er fortsat splittet internt og stridighederne om, hvilken retning man skal politisk er fortsat ikke blevet løst.

Senatorer som Kirsten Gillibrand, Kamala Harris, Cory Booker og Elizabeth Warren nævnes flittigt på diverse lister over mulige kandidater. Men indtil videre synes ingen af dem for alvor at være trådt i karakter som den person, partiet nu skal samles om og som den person, der kan besejre Trump i 2020.

Det er ikke mange måneder siden hele verden var halvvejs i selvsving over ideen om, at Oprah Winfrey kunne være en mulighed som demokraternes 2020 kandidat. Og selv om Oprah er en stærk kvinde, en dygtig kommunikator og et superbrand på mange måder, så fik Oprah2020 primært medvind fordi den oplagte kandidat fortsat ikke har vist sig. Nøjagtig på samme måde som vi så de sociale medier syde og koge i kølvandet på at unge Joe Kennedy III havde holdt modtalen til State Of The Union 2018 og straks gik snakken om ham som mulig 2020 kandidat.

Det er ikke for at forklejne Bidens styrker, som er mange og åbenlyse. Det er bare vigtigt at have med i baghovedet, at når han lige nu fortsat anses for værende et par partiets bedste 2020-bud, så er det ikke kun fordi han er en vellidt, dygtig politiker. Det er også fordi, der ikke er andre. Og det gør, at en ting, der normalt ville have afskrevet ham for længst, nemlig hans fremskredne alder, enten ignoreres eller ses gennem fingre med. I hvert fald for nu.

Der er stadig knap et år til de første 2020-kandidater begynder at melde sig. Om Biden er i blandt dem, må vi derfor vente og se til efter midtvejsvalget. Men spekulationerne vil uden tvivl fortsatte. Både for og imod. Mens vi endnu en gang venter på Onkel Joe.