Exit Paul Ryan

Den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, er på vej ud af amerikansk toppolitik. I hvert fald for nu. For med sit exit holder Ryan stadig døren på klem for, at han en dag kan vende tilbage. Måske endda som præsidentkandidat.

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Søren Dal Rasmussen, indenrigsanalytiker

Midt i Trumps mange Syrien-tweets, breakede en anden nyhed i går i Washington, som gav genlyd på Capitol Hill. Formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, meddelte nemlig, at han ikke søger genvalg ved efterårets midtvejsvalg. Dermed sætter Ryan et foreløbigt punktum for en nationalpolitisk karriere, der startede for 20 år siden, hvor han som ganske ung mand blev valgt ind i Huset ved midtvejsvalget 1998.

Paul Ryan har ikke haft det let de seneste par år. Efter hans vicepræsidentkandidatur for Mitt Romney tilbage i 2012 var mange begyndt at tænke på ham som mulig præsidentkandidat i 2016 eller senest 2020. Inklusiv Paul Ryan selv. Men som så ofte før, ændrer begivenheder tit på planer. Således ofte i Paul Ryans tilfælde. For efter John Boehners afgang som formand for Huset og majoritetsleder, Kevin McCarthys korte katastrofekandidatur om at blive hans afløser, blev Paul Ryan pludselig manden, der skulle forsøge at samle et splittet hus.

Ryan selv tøvede længe. At være formand for et flertal, som blandt andet bestod af House Freedom Caucus, og som lige havde væltet Boehner var ikke noget drømmejob. Og da slet ikke noget, der passede ind i hans fremtidige præsidentkandidat planer.

“Vi ved allesammen, at jeg ikke opsøgte jobbet. Jeg tog det modvilligt,” sagde Ryan til et pressemøde om hans afgang.

Ryan endte med at tage jobbet, men betingede sig allerede den gang at han ville have tid til at tage sig af sin familie hjemme i Janesville, Wisconsin fortsat. En ganske snedig kattelems-konstruktion, for på den måde havde Ryan skabt sig en menneskelig mulighed for at slippe ud af den politiske kattepine, hvis tilværelsen som ‘Speaker’ skulle vise sig for besværlig.

Og besværlig må man sige, at tilværelsen som ‘speaker’ skulle vise sig at blive for Ryan. For efterhånden som han fik sat sig i stolen, stod det klart, at manden, hans parti endte med at gøre til præsidentkandidat, var Donald Trump. En mand, Ryan ellers havde hældt ned af brættet politisk ved flere lejligheder, blandt andet da Trump lancerede sit meget omtalte ‘muslim ban’.

Det var dog langt fra alle i partiet, der var lige glade for Trumps kandidatur, og ideen om en hvid ridder, der kunne frelse partiet fra den store stygge Trump opstod. Og i rollen som den hvide ridder, så mange Paul Ryan for sig. Ryan selv skulle dog ikke nyde noget af at prøve at tackle Trump. Det ville næppe lade sig gøre alligevel og det ville kun skade hans egne muligheder på længere sig. Samtidig var det Ryans vurdering, som så mange andres, at Trump ville tabe valget og at det derfor handlede om at bevare det republikanske flertal i begge Kongressens kamre. Inklusiv det, han selv stod i spidsen for.

Få uger før valgdagen, røg Trump og Ryan for alvor i totterne på hinanden. Det skete i kølvandet på offentliggørelsen af videoen, hvor Trump i et stærkt nedsættende sprog forklarer tv-værten Billy Bush, hvordan han mente han havde ret til at behandle kvinder som han ville, fordi han var kendt.

Ryan var rasende over Trumps udtalelser og lod forstå, at de gav ham kvalme, og at han ikke ønskede at forsvare Trump eller føre valgkamp sammen med ham. Selv om han var partiets kandidat, og selv om Ryan var formand for Huset. Det fik til gengæld Trump til at gå i flæsket på Ryan med en række personlige angreb.

Til alle stores overraskelse, Ryans ikke mindst, endte Trump som bekendt med at vinde valget og da Ryan og partifællerne beholdt flertallet i Huset, var der nu lagt op til et samarbejde, ingen af de herrer havde ret meget lyst til. Slet ikke Ryan. Men så længe han sad i formandsstolen, måtte han rette ind og finde en måde at enes med Trump.

Det er lykkedes med blandet held. I starten forsøgte Ryan at holde gode miner til slet spil, men havde alligevel svært ved at skjule sin irritation over den nye præsidents manglende politiske forståelse. En irritation, der for alvor kom til udtryk, da Trumps utålmodighed over den manglende handling omkring ændringer af Obamacare sendte Ryan og hans partifæller ud i nogle yderst pinlige politiske situationer. Eksempelvis i foråret 2017, hvor et lovforslag i sidste øjeblik måtte trækkes tilbage få øjeblikke før stemmerne blev afgivet og en tydeligt frustreret Ryan måtte stille sig op foran pressen og fortælle at han ikke havde tænkt sig at pakke noget ind i vat og lod forstå at han var en skuffet mand.

Et projekt, der til gengæld er lykkedes for Trump og Ryan i fællesskab er skattelettelserne, der blev vedtaget kort før jul sidste år. En skattereform havde længe stået højt på Ryans politiske ønskeseddel, og med hiv og sving lykkedes det at få lettelser i hus.

Allerede i kølvandet derpå begyndte rygterne om Ryans mulige afgang at svirre. Gad han snart mere? Han havde stadig ikke meddelt om han søgte genvalg i november 2018. Og efterhånden som stadig flere målinger viste, at Republikanerne ville få et ordentlig kæberasler og formentlig tabe flertallet i Huset, begyndte stadig mere at tale for at Ryan snart ville stemple ud.

For det første, for at undgå at være manden, der skulle stå i spidsen for nederlaget og efterfølgende aflevere formandshammeren tilbage til Nancy Pelosi. For det andet, fordi hans eget genvalg hjemme i Wisconsin pludselig begyndte at være i fare. Og for det tredje, fordi han ved selv at gå kunne skabe en mulighed for at vende tilbage på et senere tidspunkt. Måske endda som præsidentkandidat en dag.

For at Ryan stadig har en præsidentdrøm i maven, er der ingen tvivl om. Den har bare fået noget sværere vilkår de seneste par år. Det har længe stået klart, at så længe han var formand, kunne han ikke foretage sig noget i den retning. Så på et tidspunkt måtte han stoppe.

Det tidspunkt er så nu. Efter godt to et halvt år som formand for Huset og 20 år som kongresmedlem, pakker Ryan kufferten og tager hjem til Janesville.

Det efterlader et par store ubekendte spørgsmål. Det første er, hvad skal Paul Ryan lave nu? Det andet er, hvem skal afløse ham?

Hvis vi starter med Ryans fremtidsplaner, så vil han uden tvivl holde lav profil et godt stykke tid mens han iagttager udviklingen og på den baggrund overvejer sit næste træk. Skal Ryan en dag give sin præsidentdrøm et hug, er han nødt til at vide, hvor længe Trump fortsat tegner partiet. Det ved han ikke endnu. Og derfor er han nødt til at væbne sig med tålmodighed. Så vi kommer formentlig ikke til at høre meget til Ryan i den næste tid. Han vil antageligt begynde at skrive på en bog, som bliver en kombination af en erindringsbog og et politisk manifest, som kan bruges hvis/når han en dag træder ind i arenaen på ny. Eventuelt som præsidentkandidat. Men han har ikke travlt med at få gjort den færdig. Tværtimod skal han undgå at ryge i infight med Trump. Ikke fordi han behøver at omfavne ham politisk. Men han vinder ikke noget ved at gå imod ham. For realiteten er fortsat den, at man som politiker slår sig på Trump. Og at Ryan har brug for nogle af Trumps støtter på et senere tidspunkt, hvis han en dag vælger at stille op som præsidentkandidat. Om han gør det, ved vi jo fortsat ikke. Det afhænger i høj grad også af, hvordan nyheden om hans exit bliver modtaget af vælgerne og hvordan dynamikken i amerikansk politik udvikler sig de kommende måneder og år. Det vil kræve et politisk jordskælv i 2018 eller en glødende og rygende pistol fra Mueller-undersøgelsen, hvis Ryan skulle få en central 2020-rolle. Selv i det tilfælde er det ikke sikkert, at det er hans eget kandidatur.

Så er der spørgsmålet om, hvem der skal afløse ham som formand for partiet, og om presset på Ryan tiltager, så han ikke kan blive siddende som ‘speaker’. Indtil videre virker hans plads sikker. Leder af Husets såkaldte Freedom Caucus, Mark Meadows (R-NC) har udtalt, at han ikke har appetit til et internt kampvalg midt i et betændt politiske klima. Men en kombination af reaktionen fra partiets donorer, flere exits fra partiets medlemmer og besvær med at rekruttere kandidater kan ændre denne dynamik.

Umiddelbart er der to kandidater, der er i spil. Den ene er flertalsleder, Kevin McCarthy. Den anden er den republikanske whip i Huset, Steve Scalise. McCarthy bliver set som favorit på Capitol Hill. Han har den største opbakning i partiet, og McCarthy har kultiveret et solidt bånd med præsident Trump, der kalder ham for ‘my Kevin’. Men McCarthy også var flertalsleder, da John Boehner gik og kunne samle flertal bag sig. Hvilket gjorde, at Paul Ryan i sin tid kom i spil. Spørgsmålet er, om McCarthy kan få især House Freedom Caucus bag sig denne gang eller om Steve Scalise har lettere ved dette.

Når alt dette er sagt, så afhænger fronterne i høj grad af, hvornår slaget skal stå ifølge en kilde i den Republikanske Parti. En langvarig intern strid over de næste måneder vil umiddelbart favorisere McCarthy. I den tid kan han konsolidere partiet og argumentere for, at den sidste ting partiet har brug for er ustabilitet før et midtvejsvalg. Hvis Ryan pludselig må trække sig, så hold fast på paryk og kontaktlinser og vær ikke sikker på, at en tredje kandidat pludselig hoppe i ringen. Her spørger førnævnte Meadows eller næstformanden i partigruppen Cathy McMorris Rodgers.

Og skulle GOP udskyde kampen til efter midtvejsvalget, kan det meget vel være, at de ikke engang skal kæmpe om, hvem der skal være ‘speaker’ og må overlade pladsen til Nancy Pelosi.