Den juridiske strid om retten til at bære våben

Det virker helt ubegribeligt for os danskere. Amerikanerne oplever gang på gang dødelige og ødelæggende masseskyderier, mens våbenlovgivningen i landet i store træk forbliver uændret. Det er nemlig en uoverskuelig svær politisk opgave at reformere en våbenlov, der trækker tråde helt tilbage til landets fødsel. Det handler om en dybtliggende kultur hos amerikanerne. Det handler om borgernes grundlæggende krav på frihedsrettigheder. Og så handler det i høj grad også om noget så lavpraktisk som grammatik og fortolkningen af ord.

Hvis man har fulgt debatten om våbenlovgivningen i USA i det seneste stykke tid, står det hurtigt klart, at situationen er utrolig kompleks. De umiddelbare løsninger som mange danskere ville foreslå, herunder en række deciderede forbud og restriktioner på våben og deres anvendelse, bliver slet ikke debatteret som seriøse løsningsforslag. I stedet foreslås det, at lærere skal bære våben for at kunne beskytte deres elever, og at det skal blive sværere at gøre våben halv- eller helautomatiske. Ligesom ved tidligere masseskyderier bliver der præsenteret løsninger, der umiddelbart synes at behandle symptomer og ikke den egentlige årsag til problemet. Gang på gang sætter aktivister såvel som forskere fokus på, at det egentlige problem ligger i mængden af amerikanere, der ejer eller nemt kan anskaffe sig skydevåben – alligevel bliver et egentligt våbenforbud endnu foreslået som en mulig politisk løsning. Våbendebatten i USA er blevet til en gotisk knude af politiske og samfundsmæssige forviklinger, der gør en egentlig løsning uoverskuelig – og måske endda uopnåelig.

Men hvordan er landet, der er symbolet på den frie vestlige verden, overhovedet nået til et punkt, hvor frygten for skydevåben er en problemstilling som helt almindelige samfundsborgere skal forholde sig til? Og hvorfor bliver mange amerikanere ved med at insistere på deres ret til at eje våben, når det tilsyneladende har enorme konsekvenser for samfundet? Der er naturligvis utroligt mange kulturelle, økonomiske og politiske aspekter, der spiller ind i svarene på ovenstående spørgsmål. En afgørende årsag til udviklingen i den amerikanske våbenlov kan dog findes ved et historisk tilbageblik på amerikanernes ret til at bære våben.

Vi ser det overalt i amerikansk popkultur, i dokumentarer og i reality- og talkshows. Gang på gang lister amerikanerne deres frihedsrettigheder som forklaringer på deres handlinger og udtalelser: “The first amendment gives me the right to speak up about this issue!” “I uphold my fifth amendment right not to make statements that could incriminate me!” Og særligt relevant i denne kontekst: “According to the second amendment, I have the right to bear arms to protect myself and my property!”

For at forstå hvad der ligger bag, er der brug for et kort historisk overblik. De opdigtede, om end realistiske, udtalelserne ovenfor beskriver en del af den såkaldte “Bill of Rights” (Lov om Rettigheder), som består af de 10 første af i alt 27 tilføjelser til den amerikanske forfatning. “Bill of Rights” blev vedtaget helt tilbage i 1791 – altså få år efter, at den amerikanske forfatning trådte i kraft i de 13 første stater i 1789. Ordlyden i de 10 tilføjelser, der definerer amerikanernes grundlæggende frihedsrettigheder, såsom ytrings- og religionsfrihed samt kravet om en fair rettergang, er derfor skrevet på en måde, der ikke blot kan gøre det svært at forstå den eksakte betydning, men som også har vakt stor debat i USA i nyere tid. Den anden forfatningstilføjelse, eller “the second amendment”, er bestemt ingen undtagelse. Det lyder som følger: “A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear arms, shall not be infringed.” (groft oversat til dansk: “En velreguleret militia, værende nødvendig for en fri stats sikkerhed, folkets ret til at have og bære våben skal ikke blive krænket.”).

Det kræver umiddelbart ikke den store grammatiske kunnen på engelsk og/eller dansk for at se, at ovenstående sætning ikke giver et klart billede af, hvem der egentlig har retten til at bære våben. I årevis har forskere i politik, jura, retorik, grammatik, lingvistik og historie forsøgt at finde hoved og hale i sætningen. Nogle argumenter for, at ordet “Militia” er det bærende i sætningen. Da man i 1791 havde brug for bevæbnede civile militiaer, eller hjemmeværn, for at sikre den unge stats overlevelse, skulle retten til våben altså kun gælde medlemmer af militiaerne. Den påstand bygges op af de forskere, der siger, at brugen af ordet “people” er beviset for, at der ikke er tale om individuelle rettigheder, men nærmere, at der refereres til de stemmeberettigede mænd, der var en del af militiaerne. Ifølge disse forskere skulle der have stået “persons” i stedet for “people”, hvis retten til at bære våben skulle gælde alle amerikanere. På den anden side argumenterer andre forskere for, at “people” skal forstås som hele den amerikanske civilbefolkning, og da det står i direkte forbindelse med “the right to bear arms”, så giver det enhver amerikaner retten til at bære våben.

Der er hundredvis af andre fortolkninger, der taler for og i mod, hvorvidt den anden forfatningstilføjelse giver amerikanske borgere ret til at bære våben, og det vil kræve lange afhandlinger at beskrive og diskutere dem alle. Hovedpointen her er dog, at når der diskuteres våbenpolitik og -lovgivning i USA, så ligger et af de grundlæggende problemer i, at der slet ikke er enighed om, hvorvidt borgernes ret til at bære våben egentlig bør være gældende i det moderne USA.

Den problematik har man ved flere tilfælde forsøgt at komme til livs gennem domstolene. Den mest aktuelle og definerende retssag omkring den anden forfatningstilføjelse fandt sted i Højesteretten i 2008 i sagen District of Columbia v. Heller. Også her var det ordlyden, der blev gransket. Et af fokuspunkterne var om udtrykket “to bear arms” kunne sidestilles med udtrykket “to carry guns” (det danske sprog nuancerer ikke på samme måde imellem de to ord og begge udtryk lyder derfor på dansk: “at bære (skyde)våben”). Tilbage i 1975 havde District of Columbia gennemført en lov, der fortolkede “arms“ som våben til militært brug, og at “the second amendment” derfor ikke gav almindelige borgere i distriktet ret til at eje og anvende våben. I højesteretssagen i 2008 afgjorde domstolen, at loven fra 1975 var forfatningsstridig. Et flertal af højesteretsdommerne fortolkede nemlig ordlyden i den anden forfatningstilføjelse som, at alle amerikanske borgere har ret til at bære våben. Dermed stadfæstede den højeste domstol i USA individets forfatningsmæssige ret til at bære våben.

Set i lyset af de seneste års masseskyderier og de efterfølgende politiske konsekvenser og debatter, så er det tydeligt, at der naturligvis er mange flere faktorer end blot fortolkningen af ord, der spiller ind, når der diskuteres våbenlovgivning i USA. En vigtig aktør er The National Rifle Association (NRA), den amerikanske våben-lobby, der har kæmpe stor indflydelse på amerikansk politik gennem økonomisk støtte til politiske kandidater. Hvis det noget usandsynlige skulle ske, at et stigende antal politikere ikke længere lader sig påvirke af eller modtager støtte fra NRA, så er det bestemt muligt for både Kongressen og de enkelte stater, at gennemføre forskellige love, der sætter restriktioner på brugen og anvendelsen af våben. Samtidig er der da også allerede indført en række restriktioner på våbenområdet. Det indebærer blandt andet, at man skal registrere sig som våbenejer, og at man ikke må købe et våben, hvis man er tidligere straffet eller har været i behandling for psykisk sygdom.

De allerede etablerede regler samt mange borgeres forhåbningerne om flere forbud og restriktioner har dog en helt naturlig grænse. De juridiske fortolkninger af “the second amendment” viser nemlig, at selvom civile organisationer, som dem vi ser mobilisere sig i kølvandet af skoleskyderiet i Florida, kommer til orde og får rykket ved den politiske agenda, så vil deres indflydelse have begrænset effekt på den lange bane. Det afgørende i den amerikanske våbenlovgivning ligger nemlig i de rettigheder, som den amerikanske forfatning og dens tilføjelser beskriver. Og her har den øverste domstol altså slået fast i 2008, at borgernes individuelle ret at bære våben er givet af forfatningen. Med den nuværende sammensætning af højesteretsdommere, hvor et flertal hører til en overvejende konservativ retsfilosofi, der fokuserer på at fortolke forfatningen ud fra dens oprindelige mening, er der ikke store chancer for, at nye sager vil skabe rum for andre fortolkningsmetoder og udfald. Derfor kan debatter, aktivisme og politiske løsninger kun blive ved med at fokusere på at opfinde nye måder at behandle symptomerne på, imens det egentlige problem med adgangen til våben i USA forbliver uløseligt.