Hvad er der egentlig galt med Andrew Cuomo?

Han er godt på vej mod at blive genvalgt til sin tredje periode som guvernør i New York. Han kommer fra en familie med stærke politiske traditioner. Alligevel er begejstringen omkring mulighederne for at Andrew Cuomo stiller op ved præsidentvalget i 2020 til at overse. Selv i hans egen hjemstat.

NEW YORK CITY: ”… ikke engang hans egen bror tror han har en chance!”

Et brøl af hånlig latter fra den tømmermandsramte forsamling fylder den fugtige kælder under 14th Street ved talerens kække reference til guvernøren oppe ad Hudsonfloden i Albany. Det sparsomme rum der normalt tjener som opmagasineringssted for defekte arkadespilsmaskiner og mødested for Anonyme Alkoholikere, er denne tidlige lørdag pakket med indignerede New Yorkere.

De er samlet for at lære om love og reguleringer for lejere for bedre at kunne organisere sig imod omkostningsstigninger og brutale ejendomsspekulanter der truer mange indbyggeres evne til fortsat at finde bolig i en by der er under pres fra millionærer og airbnb gæster.

I denne forsamling er det derfor ikke så sært at Andrew Cuomos navn– der forbindes med uligevægtig byudvikling og New Yorks transformation til et kæmpe finansinstrument og weekenddestination for europæere – mødes med hujen og spot.

Taleren forklarer om de politiske strategier gruppen ser på ift. at kæmpe for fornyelse af stabilisering af husleje der skal stemmes om i delstatssenatet i Albany i 2019 – hvorfor hun giver en lyngennemgang af New Yorks politiske landskab der nødvendigvis involverer guvernør Cuomos præsidentambitioner.

Cuomos bror, Chris, er tv journalist og har både på sit eget CNN show og til pressen udtrykt sin tvivl om at hans storebror skulle være Demokraternes foretrukne kort til at gå efter det Hvide Hus i 2020. Når brødrene tvinges ud i denne strid er det i høj grad fordi navnet og blodet forpligter – deres far, Mario Cuomo, var også New Yorks mangeårige Demokratiske guvernør og flere gange nævnt som mulig præsidentkandidat 1980’erne.

Alle i New York er forsikrede om at Cuomo vil tage chancen hans far forpassede og søge nomineringen i 2020. Hvorfor han efter hans sandsynlige genvalg til guvernør i år vil være meget lidt tilstede i statens anliggender.

Cuomo begyndte året med meget høje meningsmålinger, blot 30 procent havde en negativ holdning til ham – og de 30 procent kører alle sammen på min daglige subway rute og opholder sig i min lokale bodega. Men med en nylig korruptionsskandale omkring hans tidligere assistent er hans popularitetsmålinger faldet dramatisk den seneste måned, selvom han stadig ligger over 50 procent.

Ingen stærk udfordrer har meldt sig endnu, hverken blandt Republikanerne eller Cuomos egne Demokrater. New York har et lidt kompliceret valgsystem der tillader fusionering af partistøtte hvilket mest betyder at det venstreorienterede ’Working Families Party’ har en del opbakning, men typisk ender med at støtte Cuomo for at sikre indflydelse til de store fagforeninger der udgør deres bagland.

I 2014 fik juraprofessoren Zephyr Teachout en del bevågenhed med hendes overraskende succes med at flankere Cuomo venstre om i det Demokratiske primærvalg, men formåede ikke at slå ham hverken med Working Families eller Demokraterne selvom det var tættere end nogen havde forestillet sig.

Så trods megen tale om at det prominente byrådsmedlem Jumaane Williams skulle stille op står der på nuværende tidspunkt ikke rigtigt nogen mellem Cuomo og en tredje embedsperiode trods faldet i meningsmålingerne.

Dette er Cuomo-gåden. Ingen er rigtig fans – ikke hans bror, ikke New Yorks borgmester Bill de Blasio og ikke os der sidder fast i en subway-tunnel mindst én gang om ugen pga. det håbløst forældede og underfinansierede offentlige transportsystem. Men hans politiske selvfølgelighed stiller ingen rigtigt noget spørgsmålstegn ved.

Selv om Cuomo generelt betragtes som solidt forankret i højrefløjen af det Demokratiske parti, da han ofte har valgt skattelettelser fremfor offentlig investering og hellere laver politik med New Yorks Republikanere end Demokrater, så har han faktisk gennemført en overraskende mængde progressive tiltag.

Hans to seneste statsbudgetter opnår indfasning af en 15 dollar minimumsløn, gratis uddannelse ved New Yorks offentlige universiteter, kompenseret barsel og flere midler til offentlige forsvarere og retsmedicinsk efterforskning til renselse af potentielt falsk anklagede der sidder i statens fængsler uden ordentlig rettergang.
Læg oven i dette en hævelse af straffealderen til 18 år, alternativer til kontantkaution i retssystemet, én a landets strammeste våbenlovgivninger, en tidlig lovliggørelse af homoseksuelt ægteskab og en ny millionærskat(som han oprindeligt var imod dog) og det bliver klart at Cuomo som guvernør faktisk trods en del tøven og umiddelbar modstand har været på forkant med mange populære tendenser og initiativer der først nu diskuteres på nationalt niveau.

En nær ven, Alex, der er folkeskolelærer i the Bronx og nybagt far kunne næsten ikke tro at han skulle takke Cuomo for betalt barsel fra 1. januar. En anden bekendt fra mit arbejde, Darryl, der rådnede op i fængslet på politiets fabrikerede vidnesbyrd og 75.000 dollars i kaution, er faktisk en smule forhåbningsfuld for at New York endelig begynder at gøre noget for ikke længere at sende folk i fængsel for forbrydelsen at være fattig.

Men alt dette ændrer ikke ved at vi de fleste ytrer Cuomos navn med opgivende snerren eller klage i stemmen.
A-toget er forsinket med 20 minutter?
…Cuomo…
Min husleje går op med 25 procent når kontrakten ophører?
…Cuomo…
Der er byggeri alle vegne og den nye skyskraber stjæler al lyset i mit køkken?
…Cuomo for helvede…
Turister kan ikke finde ud af at stille sig ud til siden og blokerer hele fortovet?
…CUOMO!…

Folk i New York elsker at brokke sig – særligt over politikerne. Byens problemer med ejendomspriser og underinvestering i offentlig infrastruktur begyndte ikke med Cuomo, men er et produkt af parløb mellem en række borgmestre og guvernører i New York i de sidste mange årtier, hvor han blot er den seneste i rækken.

New Yorks presse elsker også at skildre de mindre og mindre tilslørede udfald som den klodsede borgmester Bill de Blasio og mugne Cuomo gør imod hinanden for at lægge skylden for problemerne hos den anden. Det handler oprindeligt om Cuomos indledende skepsis overfor de Blasios valgløfte om universel børnehavepasning til New York børn, betalt med en skat på byens rigeste men har siden berørt finansiering af flere almene boliger, den planlagte lukning af det notoriske fængsel Rikers Island og som altid problemer med subwayen. Fordi mange af byens anliggender er kontrolleret fra guvernørposten og senatet i Albany – f.eks. regler om bolig, byzoning og budget for offentlig transport – så er det historisk en favoritaktivitet for umage borgmester-guvernør par at udkæmpe de her dueller.

Helt tilbage fra 1970’ernes, hvor en ung Donald Trump boltrede sig i byens dengang billige ejendomspriser og tvivlsomme skattefradrag, påbegyndtes en forvandling af New York fra kriminalitetsplaget konkursbo til et feteret verdenscenter for finans, medier og magt som hverken den enkelte guvernør eller borgmester kan få hele æren eller skylden for. Den daværende borgmester Ed Koch gjorde allerede dengang betragtningen at Manhattan nu skulle være for rige mennesker og at andre New Yorkere måtte flytte til byens yderkanter. Siden er det gået støt i denne retning med anklageren Rudy Giulianis jernhårde opbygning af politiet i 1990’erne, og siden milliardæren Mike Bloombergs intense tiltrækning af investering i luksuslejlighedskomplekser i 00’erne.

Men midt i denne på mange måder positive udvikling af New York som luksuriøst urbant slaraffenland og globalt brand føler mange indbyggere at man mistede meget af byens sjæl og karakter på vejen. Det er selvfølgelig fint at man bor i én af de sikreste storbyer i USA – særligt når man tænker på at det kun er få årtier siden kriminaliteten var så slem at selvtægtsmanden Bernie Goetz var en folkehelt fordi han skød teenagere på subwayen. På den anden side er kvarterløft trenden nu nået så vidt at visse områder lider af social død fordi boligerne ikke huser mennesker, men fungerer som hvidvaskningsmekanismer for den globale elite. Når selv yuppier med barnevogne og luksusforretninger som Marc Jacobs må flytte ud af kvarteret fordi lejen er for dyr, så er vi i en ekstrem situation.

Cuomos stiltiende accept af denne udvikling virker derfor for mange som blot den seneste manifestation af uhæmmet ambition og slesk spekulation som man er vant til i New York.

Så selvom han på papiret gennemfører en mængde mærkesager for mange New Yorkere er det svært at sige præcis hvorfor den politiske alkymi simpelthen ikke fungerer, og han tilsyneladende ikke rigtig kan slippe af med det kyniske og bistre indtryk man har af ham.

I den bredere kontekst omkring Cuomos 2020 ambitioner, så er det ikke blot New Yorkernes og den broderlige tvivl der tynger ham. Fordi han ventede pænt mens Hillary Clinton gjorde tilløb til det Hvide Hus to gange er timingen nok løbet fra ham. For 10 eller 15 år siden havde en evnerig pragmatisk politiker, med et historisk klingende navn og erfaring som leder af en stor og tungtvejende delstat haft rigtig gode chancer – men den tid er forbi. Hvis det stod alene til det Demokratiske partilederskab ville Cuomo absolut være en topkandidat, men hans karakter synes bare ikke at passe ind i tidsånden.

Han er for meget en del af systemet og for midtsøgende til at tækkes hverken højre eller venstre. Politisk er han mere eller mindre på linje med Hillary Clinton – blot med mindre karisma hvis det er muligt. Hvor Cuomo har været kendt for at regere i New York med støtte fra konservative Demokrater og Republikanere, så er det ikke en vinderstrategi nationalt hvor vælgerne er stærkt forskansede i deres politiske hjørner og samarbejdet henover midten mere eller mindre har været dødt i over et årti.

Interessant nok ville hans far, Mario Cuomo, måske have haft bedre chancer havde han været i live i dag. Kendt som ’Hamlet ved Hudsonfloden’ for hans tøven med præsidentambitionerne, var Cuomo den ældre måske den sidste af de gamle socialdemokratisk orienterede Demokrater fra New Deal- og Efterkrigstiden med høj profil i Amerika. Men hans Bernie Sanders-lignende politik blev skubbet til side i 1980’erne hvor Ronald Reagans konservative revolution trak det Demokratiske parti mod højre, og med tiden producerede den mere midtsøgende og markedsorienterede type Demokrat i Bill Clinton og senere Barack Obama.

Denne udvikling er Cuomo den yngre en destilleret version af: fokus på private løsninger og investering fremfor stor statslig intervention. Hans type Demokrat – der også tæller Hillary Clinton, Barack Obama og Chicagos borgmester Rahm Emanuel – dominerede partiet for blot få år siden men er nu gået af mode, da pendulet er begyndt svinge mere imod offentlig populisme fremfor køligt teknokrati.

For et halvt århundrede siden havde Cuomo, Clinton, Obama og Emanuel nok været del af den ideologisk moderate og progressive fløj af ’Rockefeller’-Republikanere der netop havde hjemme på østkysten og i New York. Men i Trumps Amerika eksisterer denne politiske gruppe ikke længere, så de må leve som generelt upopulære hybrid-Demokrater.

Indenfor konteksten af den ubønhørlige udvikling som New York har oplevet siden Rockefeller-Republikanernes storhedstid kan man ikke afvise en del successer for Cuomo. New Yorkerne vil fortsætte med at forbande ham for høj husleje og den dysfunktionelle subway helt frem til øjeblikket hvor de sætter kryds ved hans navn i stemmeboksen.
Det er blot spørgsmålet om denne selvmodsigende dynamik kan bære Cuomo til en Demokratisk nominering og om hans antikverede men effektive politiske stil kan fungere på nationalt plan. Hverken New Yorks aktivistiske lejere eller hans egen familie lader til at tro på det.