Joe Kennedy III – Demokraternes og familiens nye håb

En ny Kennedy er trådt ind på den storpolitiske scene. Og har straks tændt håbet i mange demokrater om et politisk comeback til familien, der gennem et halvt århundrede prægede amerikansk politik. Mød Joe Kennedy III

Det plejede at være sådan, at når man googlede Joe Kennedy, så var de første mange forslag relateret til den tidligere amerikanske ambassadør i Storbritannien, og far til blandt andet John F. Kennedy, Bobby Kennedy og Ted Kennedy, nemlig Joe Kennedy. Den ikoniske familiepatriark, der drømte store præsidentdrømme først på egne og derefter på sønnernes vegne. Det sidste med større held end det første.

Men de seneste dage har det været anderledes. Når man i dag googler Joe Kennedy er de første forslag, der popper op ikke forbundet med det gamle familieoverhoved, men i stedet med en ung mand med sammen navn, nemlig Joe Kennedy III.

For en ny Joe Kennedy har meldt sin ankomst på den storpolitiske scene og står det til både Demokraterne og hans berømte familie, ja, så er han først lige begyndt.

Indtil nu har han ellers fløjet lidt under radaren, den 37-årige Kennedy. Han har siden januar 2013 været medlem af Repræsentanternes Hus, valgt i Massachusetts. Og ja, hans efternavn har lige fra begyndelsen givet mange partifolk julelys i øjnene. For det er ikke hvem som helst, den unge kongresmedlem er i familie med.

Manden, hvis navn han deler, er hans berømte oldefar, føromtalte Joe Kennedy. Hans farfar var ingen ringere end Bobby Kennedy, hvis ældste søn, Joe, han selv er søn af. Det vil med andre ord også sige, at hans farfars to brødre var præsident John F. Kennedy og senator Ted Kennedy. Og at hans fætre og kusiner blandt andet tæller Caroline Kennedy, den nu tidligere amerikanske ambassadør i Japan under Obamas præsidentskab.

Selv om Kennedy-familien fortsat er en amerikansk institution, og gennem fem årtier prægede den politiske scene, først med Jack og Bobby, og gennem fire årtier med Ted alene i spidsen, har der været lidt stille om klanen, siden Ted Kennedys død i sommeren 2009. Teds egen søn, Patrick, sad selv i Huset, da hans far døde. Og lod i kølvandet på hans død forstå, at han ikke genopstillede ved midtvejsvalget i 2010. Det var der flere grunde til, men en af de væsentligste var, at han ikke følte sig i stand til at håndtere det kolossale pres, der ville hvile på hans skuldre, hvis han alene skulle stå med den politiske fakkel efter Teds død.

Det er ikke nødvendigvis svært at forstå, at det kan virke overvældende at skulle forsøge at videreføre Kennedy-arven som folkevalgt toppolitiker. Hver gang, du holder en tale, vil alle tænke, hvorvidt den var bedre eller dårligere end en, John F. Kennedy engang har holdt. Hver gang, du fører valgkamp, vil alle tænke, hvorvidt den var bedre eller dårligere end en, Bobby Kennedy engang førte. Og hver gang, du kaster dig over lovgivningsarbejde, vil alle tænke, om du gør det bedre eller dårligere, end Ted Kennedy gjorde det. Det er et fuldstændig umenneskeligt pres at skulle håndtere, og derfor har mange både børn og børnebørn af de berømte Kennedy’er enten holdt sig helt væk fra politiske embeder eller holdt det på et lavere niveau. Simpelthen for at undgå at blive pålagt den nærmest umulige opgave, det vil være at løfte familie-arven.

Ved valget i 2012 vovede Joe Kennedy III sig imidlertid ud på den storpolitiske is, da han stillede op til Repræsentanternes Hus i klanens hjemstat, Massachusetts. Ikke overraskende blev han valgt, og straks begyndte de første spekulationer at dukke op: ‘Kunne det mon være?’ ‘Var han lige så god som sin farfar? ‘Kunne han gå hele vejen?’ og ‘Var det første skridt på vejen mod endnu en præsident Kennedy?’

Joe Kennedy III holdt sig selv klogeligt ude af spekulationerne og kastede sig i stedet over arbejdet på Capitol Hill. Her fik han hurtigt opbygget et renomme som både vellidt og flittig. Hvilket gjorde, at det ikke kun var pressen, der så ham som en god historie. Det begyndte man i stadig stigende grad også at gøre internt i partiet. Og langsomt blev den unge mand kørt i stilling, både under 2016-valgkampen og især i tiden efter valget. Flere af de officielle mails, partiet sendte ud om forskellige sager, havde Joe Kennedys navn som afsender og i det hele taget begyndte han at træde frem på scenen.

Det helt store skridt tog han så i sidste uge, hvor partiet havde valgt ham til at holde modtalen til præsident Trumps State Of The Union-tale. Det er ikke tilfældigt, hvem partiet sætter til at holde den tale. Det er nøje planlagt og giver et fingerpeg om, hvem partiledelsen ser som stjernerne i geledderne.

Joe Kennedy III holdt en glimrende tale. At han var en smule nervøs, kunne han ikke skjule. Hvilket i grunden var et sympatisk træk. For selv hvis han havde heddet noget andet og ikke kom fra lige netop den familie, havde det stadig været en kæmpe opgave at påtage sig. Den aften var han hele Det Demokratiske Partis stemme. Men han var også manden, der med talen for alvor blev Kennedy-familiens nye politiske stemme. Den røst har ellers været ganske sagte siden Ted Kennedys død for otte et halvt år siden. Men nu lød den for alvor igen, med Joe Kennedys stemme.

Straks efter talen skete det, der må siges at være forventeligt, om end præmaturt, nemlig spekulationerne om, hvorvidt Joe Kennedy ville stille op som præsidentkandidat i 2020. ‘Tænk, hvis Kennedy-magien kunne komme tilbage til Amerika,’ lød forhåbningen blandt mange demokrater.

Det er nok lige en postgang for tidligt at tale om Joe Kennedy III i præsidentiel sammenhæng i 2020. Han er stadig en ung mand på blot 37, der har siddet i Huset i fem år. Men det vil ikke være overraskende, hvis han i en ikke al for fjern fremtid tager skridtet videre og skifter tilværelsen ud i Huset ud med en i Senatet. Og hvad der så sker derfra, ja, det kan vi kun gisne om. Modtagelsen af hans tale viser i hvert fald, at Demokraterne hungrer efter profiler, hungrer efter Kennedy-magien, og at de straks øjnene muligheden for at få begge dele med Joe Kennedy III.

Helt så hurtigt går det næppe. Men den unge Kennedy har for alvor stemplet ind på den storpolitiske scene i Amerika. Og vil være endnu mere i fokus nu end han var før talen. Hvor langt ambitionerne og evnerne rækker, det kan kun fremtiden vise os. Men at Demokraterne har fundet en ny profil at dyrke, og at Kennedy-familien har fundet sin nye politiske stemme, det er der ingen tvivl om.

Vi kommer uden tvivl til at høre meget mere til Joe Kennedy III de kommende år.