Amerikansk fokus rettes mod Rusland og Kina

Der var ikke meget udenrigs- og sikkerhedspolitik i Donald Trumps positive State of the Union tale, men der var dog alligevel enkelte ting, som var værd at bemærke. Stormagtskonkurrence udråbes til primære fokus for amerikansk udenrigspolitik, og præsidenten kom også med enkelte stikpiller til Kina. Ud over at love at holde fængslet i Guantanamo Bay åbent.

Det var svært at få pulsen op, når det kom til udenrigspolitik i Donald Trumps tale til nationen natten til onsdag. Der var egentlig ikke de store overraskelser set i lyset af de foregående ugers udgivelser af strategidokumenter fra Det Hvide Hus og Pentagon.

Overordnet set kan vi af talen (og den nye National Security Strategy og National Defense Strategy), at fokus for amerikansk udenrigspolitik i de kommende år vil være på relationerne til andre stormagter – og udfordringerne fra disse. Lande som Kina og Rusland blev nævnt som udfordrere af amerikanske interesser, og derfor vil amerikanerne nu i højere grad fokusere på disse. Dermed lader det til, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik for første gang siden 2001 har en ny førsteprioritet: stormagtskonkurrence. Terrorangrebene 11. september 2001 satte bekæmpelse af terrorisme ind som den klart øverste prioritet og ledte til krigene i Irak og Afghanistan samt militære operationer mange andre steder i verden for at bekæmpe al Qaeda og senere Islamisk Stat. Med den nye linje skal amerikanerne først og fremmest fokusere på at fastholde sin dominerende globale rolle i lyset af udfordringen fra Rusland og Kina.

I forlængelse af det sikkerhedspolitiske fokus på stormagtskonkurrence, så skal man også bemærke de små stikpiller, som Trump sendte afsted til Kina på det handelspolitiske område. Her var beskeden: ”The era of economic surrender is over. From now on, we expect trading relationships to be fair and to be reciprocal […] And we will protect American workers and American intellectual property, through strong enforcement of our trade rules.” Det er netop anklagen om tyveri af amerikanske industrihemmeligheder, som har været centralt for USA’s kritik af Kina. Desuden har en generel anklage fra Donald Trump side været, at handelsaftaler mellem USA og Kina har været for ensidige.
Det er ikke fordi ovenstående udtalelse i sig selv er et voldsomt udfald mod Kina – slet ikke sammenlignet med tidligere Trump-udtalelser om den asiatiske stormagt. Men hvis man ser det i en større kontekst af en stor skepsis blandt republikanere, Trumps rådgivere og hans vælgerbase mod Kina, så kan det altså ses som et led i en afkøling af forholdet. Hele sidste år var det en regulær bromance mellem Trump og Kinas leder Xi Jinping. Men på det seneste har vi hørt en mere forbeholden retorik kombineret med at de førnævnte strategidokumenter direkte udpeger Kina som en strategisk konkurrent. Det er altså værd at holde øje med udviklingen i forholdet over de næste måneder, da der er en reel risiko for en forværring.

Slutteligt må man jo nævne at præsident Trump i sin tale udtalte, at han har beordret at fængslet i Guantanamo Bay skal forblive åbent. For nogen var det tilsyneladende en overraskelse. Det er der sådan set ingen grund til. Det var et valgløfte han afgav under valgkampen for at vise, at han ville være hårdere i kampen mod terrorisme. Det var første ledetråd.
Den anden ledetråd var, at republikanerne i Kongressen i otte år har modarbejdet præsident Obamas arbejde for at lukke fængslet. Hvorfor skulle man så forestille sig, at en republikansk præsident ikke ville lade det forblive åbent?
Trump lever altså på dette punkt op til både sit valgløfte og sit eget partis politik på området.

Og så må vi jo ikke være blinde for, at Trumps ordre reelt blot stadfæster status quo. Præsident Obama kunne ikke lukke fængslet, fordi hverken demokrater eller republikanere i Kongressen ville lade ham flytte fangerne til det amerikanske fastland. En lukning var dermed umulig. Ja det er da en symbolsk udtalelse, at den amerikanske præsident vil lade folk opholde sig i juridisk limbo på Cuba, men reelt var situationen jo lige netop sådan – også under præsident Obama.