Trump eller kontinuitet i udenrigspolitikken?

Det første år er gået med præsident Trump i Det Hvide Hus. Udenrigspolitisk har det været en rutsjebaner af kaliber. På flere områder har administrationen fulgt op på sine valgløfter, men på andre områder har man kunne notere påfaldende kontinuitet.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning så har der været visse elementer i amerikansk udenrigspolitik, som har været uforanderlige lige meget hvilket parti præsidenten var fra. Den amerikansk-ledede verdensorden blev bygget op om en række institutioner som World Trade Organization, FN og NATO – institutioner som kunne (og blev) kritiseret, men alligevel i sidste ende støttet af USA.

Med Donald Trumps ”America First” dagsorden så er det ændret. Det er ikke noget nyt at en amerikansk præsident lover at fokusere mere på amerikanske interesser i stedet for at rende rundt og engagere sig i diverse missioner rundt om i verden. Det lovede præsident Obama også. Men Trump har udvist en villighed til at følge op på sine valgløfter og vise hensyn til hjemlige vælgere i højere grad end andre præsidenter.

Det har ledet til at USA har trukket sig fra den lederrolle som ellers har defineret amerikansk udenrigspolitik siden 1945. Dette er kommet til udtryk på forskellige måder.

Men på andre områder så har USA under Trump fastholdt en aktiv rolle i verden.

Opgør med amerikansk udenrigspolitik
Det vakte stor opsigt, da præsident Trump trak USA ud af Paris-aftalen. Mange tog det som bevis på at USA trak sig fra sin globale lederrolle, men der er faktisk et andet tilfælde, som i højere grad er udtryk for vigende amerikansk lederskab og som har langt større betydning for denne udvikling. Noget af det første præsident Trump gjorde var nemlig at trække USA ud af Trans-Pacific Partnership frihandelsaftalen i Asien. Dette var en stor frihandelsaftale, som til sammen dækkede 40% af verdens samlede BNP. Samtidig var det en grundpille i præsident Obamas ”pivot to Asia”. Men ved at trække sig ud af aftalen, så har man efterladt et vakuum – et vakuum som andre magter nu får mulighed for at udfylde. EU indgik hurtigt efter en frihandelsaftale med Japan, og Kina er også en oplagt aktør til at udfylde vakuumet.

På flere områder har præsident Trump altså trukket USA tilbage fra sin ellers meget aktive rolle i international politik.

Tweets som ny faktor
Den ubekendte som har manifesteret sig amerikansk udenrigspolitik i det seneste år har været præsidenten og især hans brug af Twitter.

Præsidentens tweets har skabt uro i forholdet til allierede, men også bragt verden tættere på en konflikt på den koreanske halvø end man har været i mange år.

Men præsidentens tweets om udenrigs- og sikkerhedspolitik er ligesom mange af hans udmeldinger rettet mod vælgerne, men problemet er at hans tweets får en reel betydning internationalt og ikke bare i en indenrigspolitik afgrænset kontekst.

Denne udfordring står øvrige statsledere og amerikanske politiske ledere stadig overfor og lader ofte til ikke at vide, hvordan man skal håndtere dem.

Kontinuitet i udenrigspolitikken
Noget af det Donald Trump kraftigt kritiserede sin forgænger for var micromanagement af de militære operationer i f.eks. Irak og Afghanistan. Det var en anklage, som ikke var uden grundlag – flere af Obamas forsvarsministre klagede over den tætte kontrol som blev udøvet fra Det Hvide Hus.

Præsident Trumps svar på dette har været at give de militære chefer i felten næsten egenrådig beslutningskraft. Forsvarsminister Mattis har fået beslutningskraft, når det kommer til udsendelse af tropper til amerikanske operationer, og cheferne i felten har fået videre beføjelser for beslutning om anvendelsen af magt. Det har ledt til en markant forøgelse af antallet af luftangreb både i kampen mod Islamisk Stat og i Afghanistan.

Kinetisk er operationstempoet altså steget markant under præsident Trump, men samtidig er villigheden til at indgå i stabiliserings- og genopbygningsoperationer også blevet mindre selv i forhold til præsident Obama.

Indenfor sikkerhedspolitikken ser vi altså mest noget vi kender i forvejen.

Efter lang tids overvejelser lader det til at præsident Trump er endt med at udtrykke sin støtte til NATO, selvom han i måneder har angrebet alliancen for at være gammeldags og de allierede for at være nogle snyltere.

At sikkerhedspolitikken har fulgt rimeligt i tråd med tidligere skyldes at forsvarsminister James Mattis lader til at have lykkedes i at skabe vandtætte skodder mellem Pentagon og resten af administrationen, således at han kan køre sikkerhedspolitikken i videst muligt omfang efter sin egen spillebog. Mattis tilhører ”The Axis of Adult”, som har et traditionelt billede af amerikansk udenrigspolitik, og derfor er hans politik ikke så banebrydende som andre dele af Trumps politik.

Men efter et år er det stadig svært at nagle amerikansk udenrigspolitik fast. Det skyldes især at magtkampen mellem dem som ønsker en benhård ”America First” politik og traditionalisterne stadig blusser op ind i mellem. Traditionalisterne sidder på centrale poster som forsvarsminister, stabschef og national sikkerhedsrådgiver, men præsidenten har stadig rådgivere som læner sig op af ”America First” og nå ja, så lader præsidenten til selv at være overbevist om at ”America First” er den rigtige vej. Det kan få afgørende betydning i det kommende år bl.a. i forholdet til Kina.