2018 kommer til at byde på politiske sager med intern Republikansk uenighed, flere Rusland-afsløringer og et midtvejsvalg, der vanskelliggør politisk handling. Med en upopulær, svag præsident og udenrigspolitiske brandpunkter kan dette år blive endnu mere hektisk.
Washington D.C. – For et år siden, var vi alle vidne til et af vores generations mest bizarre øjeblikke i amerikansk politik.
Magtoverdragelsen fra Barack Obama til Donald Trump. Et af de bidende spørgsmål var: Så galt kan det da ikke gå, kan det?
Trumps første år som USA’s præsident har på mange måder været klassisk Republikansk politik tilsat en ukontrolleret Twitter-konto, der stjæler alt opmærksomheden i medierne. Mindre regulering, konservative dommere og en gennemført skattelovgivning, der ganske vist var langt fra det oprindelige mål, men som partiet har sukket efter i flere år.
På samme tid var sidste år kaotisk. Korruptionen tog ingen ende, hvad end det handlede om præsidenten og hans families personlige berigelse, loyalister uden kvalifikationer på vigtige poster i den føderale stat og utallige brud på demokratiske normer og en politisering af alt fra gennemstegte bøffer til NFL.
2017 var udmattende. 2018 kan blive endnu værre.
Vi er to uger inde i det nye år. Den politiske debat har indtil videre handlet om, hvorvidt præsidentens mentale helbred gør ham ude af stand til at regere, og om han er racist eller ej. De to historier har skubbet Trumps udtalelser over Twitter, om hvem af ham og Nordkoreas leder, der har ’den største atomknap’ ud af spalterne.
Forleden bragte Wall Street Journal en artikel om, at Trumps advokat angiveligt havde betalt 130.000 dollars til pornostjernen Stormy Daniels en måned før valget i 2016 for ikke at tale om en seksuel episode mellem hende og Trump tilbage i 2006, et år efter han var blevet gift med sin tredje kone Melania Trump, der lige havde født deres søn. Den historie vil som alt andet forsvinde fra de flestes kollektive bevidsthed. Det havde været en skandale for en hvilken som helst anden præsident. For Trump er det forventet.
Og nårh ja, så var der 38 minutter i lørdags, hvor befolkningen på Hawaii hørte sirener og så mobilnotifikationer om, at de var under missilangreb på grund af et tryk på en forkert knap. Trump-administrationen var uden skyld i alarmen. På samme tid har manden i det ovale kontor skabt et miljø, hvor dette scenarie virker realistisk.
De politiske mærkesager, der ligger på agendaen er endnu mere betændte. En immigrationsreform står for døren og her er der interne stridigheder i begge partier såvel som hos præsidenten selv. Det handler særligt om, hvad der skal ske med de såkaldte DREAMERS, som præsidenten selv har sat i fokus ved at udfase programmet DACA fra den 5. marts. Staten løber tør for penge den 19. januar, og fordi en lovpakke mellem de to partier blev afvist af Det Hvide Hus i sidste uge, er der nu snak fra Demokraternes side om, at de kun vil hjælpe med at holde den føderale stat åben, hvis DACA-programmet er en del af finansieringen.
FBI-undersøgelse med Robert Mueller ved roret tager desuden til i fart. Det er under to måneder siden, at den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn erklærede sig skyldig i at lyve overfor FBI og begyndte at samarbejde, og vi ved stadig ikke, hvad Flynn (eller George Papadopoulos) kvidrer om til Muellers anklagere. Til gengæld ved vi, at en ekspert i cyberkriminalitet nu er en del af holdet. Modsat det ikke juridiske term ”collusion”, så virker det mere sandsynligt, at Trump-kampagnen kunne have brudt loven ved at bruge eller konspirere om at skaffe hackede dokumenter. Trump-kampagnens digitale operation er også et muligt spor. McClatchy afslørede i sidste sommers, at anklagere undersøger, om seniorrådgiveren Jared Kushner var involveret i at hjælpe den russiske indsats i at sprede fake news og anden misinformation om modkandidaten Hillary Clinton.
Russer-affæren er i fuldt flor og er allerede en ”cancer i præsidentembedet” ligesom Watergate var det for Nixon. Den tidligere kampagnechef Paul Manafort og hans højre hånd Rick Gates har allerede en retssag i maj. Både Flynn og Papadopoulos’ aftaler kom som en overraskelse. Hvem ved, hvad Mueller ellers har i ærmet.
Desuden peger langt de fleste tegn på, at midtvejsvalget står i Demokraternes tegn. Og det kan blive alt fra en minimal sejr, hvor de overtager Huset med en spinkel margin, men GOP holder flertallet i Senatet til et katastrofalt scenarie, hvor Demokraterne overtager Senatet og Huset med op til 50 pladser.
Det ville ikke bare stoppe Trumps agenda. Det ville også sætte et hav af undersøgelser i gang, der kan komme til at handle om alt fra præsidentens personlige finanser og korruption til skandaler, der kan vælte ministre.
Hvis det politiske miljø fortsætter kan der desuden være flere Republikanere, der trækker sig tilbage fra Kongressen. Og så snart primærvalgene er ovre, og de mere moderate medlemmer ikke længere skal bekymre sig om højrefløjen, har de større incitament til at udtale sig kritisk, holde Trump-administrationen ansvarlig eller stemme imod lovforslag.
Så er der alle de ting, vi ikke ved endnu. Det som i Washington-snak kaldes the known unknowns. Et Ebola-udbrud. Endnu en naturkatastrofe. En midlertidig økonomisk nedtur. Ting, som præsidenten ikke kan styre, men som han stadig vil blive stillet til ansvar for. Trumps hold har indtil videre ikke vist sig dygtig til navigere sig igennem en krise. Spørg bare folk fra Puerto Rico, hvor en stor del stadig ikke har rent drikkevand eller elektricitet.
Til sidste er der manden selv. 2017 var fyldt med en sammensurium af politiske skandaler, inkompetence og reality-værdige intriger. Og tæt på alle sammen var selvforskyldte. Indrejseforbuddet, kontroversielle ministre, fyringen af FBI-direktøren James Comey, neo-nazisterne i Charlottesville, den nu nedlagte valgkommission og et utal af udtalelser, der har eroderet USA’s ry på verdensscenen. Alt dette skete, mens Trump stadig havde en god økonomi og solid opbakning fra størstedelen af den Republikanske base.
En præsidents styrke stammer hovedsageligt fra tre kilder ifølge USA’s mest anerkendte forsker i præsidentiel magt, Richard Neustadt. Evnen til at overtale og vinde der kommer med embedets magt, forventningen om at han vil udnytte den magt og hans støtte i befolkningen. Et år inde i hans præsidentembede står han allerede som en af de svageste præsidenter. Trump har ikke vist sig som en dealmaker. Obamacare-fiaskoen er hovedeksemplet. De fleste Republikanere i Kongressen tolererer ham i bedste fald. I krogene hviskes der i værste fald om hans manglende intelligens og evne til at forstå policy. Agendaen bliver drevet af Kongressen, ikke fra Det Hvide Hus. Trumps støtte er gradvist begyndt at falde. Særligt i røde stater. Blandt alle demografiske grupper. Og vigtigst af alt blandt såkaldte ’likely voters’ i 2018.
Trump var en svag præsident fra starten. Han er kun blevet svagere siden da, og med midtvejsvalgets dynamikker, ligner det, at han kun vil blive svagere. Det giver ham omvendt større incitament til at tage risici. Særligt udenrigspolitisk og på immigrationsområdet, hvor hans magt hovedsageligt ikke afhænger af Kongressen. Vi ved samtidig, at Trump ikke kan fordrage perioder, hvor han ikke dominerer medierne. Når den lovgivningsmæssige proces står stille og sårbare Republikanere bliver ham om ikke at føre valgkamp sammen med dem, hvad gør Trump så?
Hvis du synes 2017 var drænende, så tag en dyb indånding og puds stressøvelserne af. For det kan meget vel have været denne præsidents bedste år.
You must be logged in to post a comment Login