År to efter Trump skal til at begynde, og på immigrationsområdet er der sket en hel del. Dog ikke for muren til Mexico, som Trump i maleriske vendinger har beskrevet, men endnu ikke er i nærheden af at få op og stå. Den symbolske betydning af muren skal dog ikke undervurderes i fortællingen om Trumps embedsperiode.
Et år er gået, siden Donald J. Trump blev indsat som amerikansk præsident. Det har været kaotisk og uforudsigeligt, fremkaldt hovedrysten og krummede tæer, men ikke på et eneste tidspunkt har det været hverken kedeligt eller uinteressant.
Heller ikke på immigrationsområdet, hvor præsidenten har sat kapital ind på at få resultater i hus til sin base, som for manges vedkommende opfatter immigration som det største problem for USA overhovedet. Man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man ikke anerkender, at Trump rent faktisk har fået politik igennem på området – om end det oftest er sket uden om den lovgivende forsamling i Kongressen.
De store emner har været indrejseforbud, immigrationsreform og illegale indvandrerbørn. Og så selvfølgelig muren til Mexico, som har haft sit helt eget tumultariske liv i Trumps første år i Det Hvide Hus, uden der rigtig kan siges at være sket det store på området. Præsidenten har sagt meget om, hvordan en sådan mur skulle se ud, og hvordan den skulle finansieres. To vigtige spørgsmål nu er, hvad den betyder, og om den nogensinde kommer op og stå?
Murens udformning
Donald Trump forestiller sig en meget stor og meget smuk mur. Det har han sagt utallige gange, og i udbudsmaterialet fra Trumps regering til byggefirmaer stod der beskrevet, at muren skulle have et ”æstetisk tilfredsstillende” udtryk, når man så på den fra den amerikanske nordside. Hans beskrivelse af murens udseende har dog ændret sig lidt fra valgkampen til i dag. Under valgkampen skulle muren være af mursten, den skulle være strække sig over hele grænsen til Mexico, og den skulle bygges en lille smule højere, hver gang mexicanerne brokkede sig over den. Det ville de dog ikke komme til, lod Donald Trump forstå. De ville tværtimod blive glade for hans mur.
Efter indsættelsen trak han lidt i land. Muren skulle ikke nødvendigvis være af mursten. Faktisk gav han udtryk for, at den skulle være gennemsigtig, så man kunne undgå at få tunge poser med illegale stoffer i hovedet, når mexicanerne kastede dem over muren. Den skulle dog stadig helst være fysisk frem for virtuel, som en stor del af det nuværende 1000 kilometer lange grænsehegn er. Desuden behøvede muren ikke strække sig over hele grænsen – f.eks. kunne Chisosbjergene fungere som en naturlig barriere mellem de to lande. Han gav også udtryk for, at der skulle være en stor, smuk dør i muren, som de lovlige immigranter ville blive lukket ind gennem.
Det er uklart, hvordan muren præcis kommer til at se ud, hvis den en gang bliver færdig. Mest sandsynligt er en form for hegn som det, der blev opført efter Secure Fence Act blev vedtaget i 2006 med et bredt flertal fra begge partier i Kongressen. Hvis Donald Trump havde været mindre kategorisk i sine udtalelser omkring muren, er det ikke usandsynligt, at en udvidelse af hegnet havde været mulig – som også den moderate Mitt Romney lagde op til i præsidentvalgkampen i 2012. Det er dog usikkert, om Trump ville være interesseret i at udvide hegnet. Han appellerer mere til sin base ved at tale om en stor, uigennemtrængelig mur, selvom den nok aldrig bliver opført.
Murens finansiering
Især i starten af sin valgperiode lagde Donald Trump vægt på, at Mexico ville komme til at betale for muren. Enten ved at betale penge direkte til USA eller igennem højere skatter på mexicanske varer. I en lækket telefonsamtale med den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, blev det dog mere end klart, at Mexico hverken ville støtte eller betale for muren. Trump lykkedes ikke med at overtale Nieto til sælge historien i offentligheden om, at det var Mexico, der havde betalt muren, selvom Trump understregede, at finansieringen sagtens kunne komme fra USA. Derfor taler præsident Trump heller ikke helt så ofte om Mexicos finansiering af muren, som han gjorde tidligere.
Den skal i stedet hentes i Kongressen, som er den instans, der sidder på den offentlige pengepose. Det er kun en mulighed, hvis midlerne kobles til noget, som demokraterne er meget interesserede i som f.eks. beskyttelsen af de 800.000 illegale unge immigranter, hvis fremtid lige nu er meget usikker. Donald Trump har givet udtryk for, at han ikke kommer til at underskrive en aftale om immigration, som ikke indeholder penge til en mur, men til samme tv-transmitterede møde med lovgivere fra begge partier sagde han, at han ville underskrive alle aftaler, som kom til hans bord, lige meget hvad indholdet var. Derfor er forvirringen stor omkring manden, der burde lede aftalen i hus, hvilket alt andet lige svækker mulighederne for en immigrationsreform.
Trumps manglende evne til at lede lovgivningsarbejdet kom til frit skue, da han til et møde med lovgivere endnu en gang afsporede debatten om en immigrationsreform til en ufrugtbar identitetspolitisk kamp ved at kategorisere afrikanske lande samt Haiti som lortelande. Afrikanske lande kræver nu en offentlig tilbagetrækning fra Trump, der til gengæld nægter nogensinde at have taget ordene i den mund, som Mexicos tidligere præsident efter udtalelsen har kaldt for ”the foulest shithole in the World”. Imens nærmer deadline for beskyttelsen af de unge illegale immigranter sig, uden nogen har tid til at bemærke det.
Murens betydning
Donald Trump har talt meget om muren, selvom intet nyt grænseværn er blevet bygget i hans embedsperiode, som ikke allerede var besluttet under Obama. Der er ingen tvivl om, at den amerikanske præsident ofte selv har stået i vejen for lovgivningsprocessen på immigrationsområdet, og det har fået mange til at undre sig over, hvorfor han ikke bare stopper med at snakke. Det er der to gode grunde til.
Først og fremmest kan han ikke lade være. Når Donald Trump mener noget, så er der ikke langt fra tanke til tweet til stor frustration for hans partifæller og medarbejdere i Det Hvide Hus. Det er dog også deri, hans appel ligger til mange af de vælgere, der nu for første gang længe føler sig hørt og repræsenteret i Washington.
Derudover er muren blevet et stærkt symbol på Trumps to vigtigste agendaer: protektionisme og nationalisme samt et opgør med den politiske elite. Muren skal ifølge præsidenten beskytte USA mod fremmede og sikre, at USA ikke bliver udnyttet af de mexicanske naboer mod syd. Og det at tale om en mur i stedet for et hegn er i sig selv et opgør med den politiske elite i Washington, som stadig køber ind på myten om USA som et åbent indvandrerland, hvor der er plads til alle, som deler den amerikanske ide. En ide, som tanken om en fysisk mur strider ret imod.
På den baggrund giver det god mening, at præsidenten italesætter muren, når han kan komme til det, selvom det paradoksalt nok hæmmer muligheden for at få penge til at opstille en barriere ved den mexicanske grænse. Forudsigelsen herfra er, at Trump vil fortsætte med at snakke om muren, Kongressen vil fortsætte med at tage sig til hovedet, og grænsen vil se ud på samme måde, når USA’s 46. præsident bliver indsat, som den gjorde, da Donald Trump for et år siden svor at beskytte, bevare og forsvare den amerikanske forfatning.
You must be logged in to post a comment Login