”Fire and Fury” er ikke nogen banebrydende politisk bog, men med sine farverige udlægninger af livet i Trump-administrationen og forsøget på at få standset udgivelsen har Det Hvide Hus sikret ”Fire and Fury”s succes. Bogen giver et interessant indblik i Det Hvide Hus, men burde aldrig have fået den eksponering, som Trump har sikret den.
Den skulle først være udkommet i dag, men allerede fredag ramte bogen ”Fire and Fury: Inside the Trump White House” boghandlerne i USA – og blev i løbet af kort tid revet væk.
Bogen har fået en eksponering i amerikanske og internationale medier, som de fleste forfattere kun kan drømme om. Reelt har bogen fået større succes end bogens indhold berettiger. Bogen er fyldt med saftige citater og anekdoter, og de bidrager til billedet af det første år i Trump-administrationen. Men den bidrager ikke med nogen nye problemstillinger, som vi ikke allerede var opmærksomme på. Der er ikke den tunge politiske analyse, men til gengæld en overflod af tabloide fremstillinger af livet i Det Hvide Hus.
Netop derfor burde Michael Wolffs heller ikke være blevet den best-seller den er blevet. Det er ét langt anklageskrift mod administrationen og flere gange i bogen sad undertegnede i hvert fald med oplevelsen ”Hvad skulle jeg bruge den information til?” – dem er der mange af. Det er farverige indslag, som helt klart bidrager til billedet af en administration, som ikke er sin opgaven voksen – med en præsident i toppen af hierarkiet som er meget langt væk fra at kunne bunde.
Men hvis det eneste formål med citatet eller anekdoten er at kritisere og sætte i dårligt lys, så svækker det altså en bogs troværdighed.
Det er også problematisk, at man undervejs i bogen har svært ved at gennemskue, hvor de forskellige citater og anekdoter kommer fra. Det er en generel svaghed ved denne genre af politiske bøger, som vil bringe læseren ind bag de lukkede døre i f.eks. Det Hvide Hus. Kilderne har ikke altid lyst til at stå frem med navn, men det gør det svært for læseren at finde hoved og hale i det. Det er en generel svaghed ved genren, men i dette tilfælde bliver det mere problematisk, fordi anekdoterne ikke bruges til en dybere politisk analyse men primært virker til at blive brugt som snavs mod administrationen.
Fordi bogens indhold ikke er det tungest som er set indenfor politisk litteratur, så burde bogen ikke have ansporet til sådan opmærksomhed og salgstal. Men det har Donald Trump helt selv sørget for.
Ved at bruge officielle kanaler fra Det Hvide Hus til at lægge afstand til sin tidligere chefstrateg Steve Bannon (som meget af bogen fokuserer på og bruger citater fra), samt selv at indgå i en vedvarende diskussion om sine intellektuelle evner, så har Donald Trump sikret eksponering for Michael Wolff.
Alt i alt skal man være meget kildekritisk, hvis man beslutter sig for at købe bogen. Pas på med at lægge for meget vægt på de mange detaljer, som beskrives i bogen. Hvis man læser bogen, så brug den til at få et generelt indtryk af det enorme rod, som administrationen var i de første flere måneder af sin eksistens. Men vær påpasselig med at tillægge den for meget sandhedsværdi.
You must be logged in to post a comment Login