Presset Tillerson prøver at passe sit arbejde trods fyringsrygter

Rygterne om Rex Tillersons snarlige fyring som udenrigsminister har fyldt meget den seneste tid. Indtil videre sidder den tidligere olieboss dog fortsat på posten og forsøger at passe sit arbejde. Det skete blandt andet ved en tale den anden dag ved Wilson Center i Washington D.C. om forholdet mellem USA og Europa. En tale, hvor det ikke var præsident Trump, men i stedet præsident Theodore Roosevelt, Tillerson havde fokus på

Midt i en tid med konstante rygter om hans snarlige fyring prøver Rex Tillerson at passe sit arbejde. I øjeblikket rygtes Tillerson at blive udskiftet med CIA-direktør Mike Pompeo, hvilket ikke virker som en helt usandsynlig udskiftning. Pompeo er en tæt politisk Trump-allieret, og vil stå klart på mål for Trumps politik.
Rygterne har været intense på det seneste, især baseret på en historie i New York Times om en plan om at skifte udenrigsministeren, som skulle implementeres over de næste uger. Rygterne har været så intense, at Tillerson måtte forholde sig til dem på et pressemøde med den libyske premierminister. Ligeledes afviste præsident Trump rygterne med et tweet, men som vi alle ved så står alle regeringschefer bag deres ministre – lige indtil de ikke gør det længere…
På trods af at Tillerson er en politisk dead man walking i administrationen, så skal man jo alligevel høre hvad Tillerson har at sige – indtil videre.

Man skal altid passe på med historiske sammenligninger, men brugen af historiske begivenheder og henvisninger til historiske personer kan være med til at give et billede af ens billede af nutidens verden.

Rex Tillerson holdt tirsdag oplæg ved Wilson Center i Washington D.C. hvor han skulle tale om forholdet mellem USA og Europa. Et traditionelt udgangspunkt for talen – og det erkender Tillerson også – ville have været at tale om Woodrow Wilson og hans betydning for amerikansk udenrigspolitik og opfattelse af USA’s rolle i verden. I stedet talte udenrigsministeren om Theodore Roosevelt og den vægt som han lagde på forholdet til Europa.

Det er ikke den eneste reference til Theodore Roosevelt vi har hørt fra Trump-administrationen, og det siger rigtig meget om det verdensbillede administrationen lader til at have.

Theodore Roosevelts verden
Erindringen om Theodore Roosevelt og hans tid som både viceminister og præsident er en tid, hvor USA var en ny magt på verdensscenen og hvor Roosevelt spillede med militære muskler for at markere den nye stormagts plads blandt de store europæiske kolonimagter som Storbritannien og Frankrig.
Den nye amerikanske flåde blev sendt på en verdensomsejling for at vise USA’s nybyggede kapaciteter, som skulle afskrække andre fra at prøve kræfter med den unge nation. Han truede de europæiske magter til at holde sig væk fra Syd- og Mellemamerika – dette var en amerikansk interessesfære, og den skulle de ikke rode rundt i.
Mottoet for hans udenrigspolitik var ”Speak softly, but carry a big stick”. Den nye flåde var hans big stick, og verden skulle vide, at han var klar til at bruge den.

Men den militære magt skulle også understøtte USA’s rolle som en diplomatisk stormagt: Speak softly. Roosevelt brugte de nye militære kapaciteter og den enorme økonomiske udvikling i USA som fundament for en aktiv diplomatisk rolle i verden, uden at USA blev hevet ind i alle mulige multilaterale sammenhænge. Begynder det at lyde bekendt?

Trump er flere gange blevet sammenlignet med Theodore Roosevelt og han har også selv nævnt tiden med den tidligere præsident som et forbillede for nutidens USA.
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Trumps valgslogan var ”Make America Great Again”. Med ordet ”Again” må forstås at der var engang, hvor USA var ”great” – men hvornår var det? Det tætteste vi er kommet på et svar på det, var da Trump under valgkampen henviste til netop USA omkring århundredeskiftet, da Theodore Roosevelt sad i Det Hvide Hus.

Man kan da også se nogle træk ved Trump-administrationens udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor man søger at ligne Roosevelt-administrationen.

Fra Trump-administrationens side søger man at styrke USA’s militær, således at man har ”a big stick” til at true konkurrende magter rundt om i verden (speak softly er ikke helt slået igennem hos præsidenten). Man vil bruge militær magt som fundament for at kunne agere mægler og global stormagt rundt om i verden, således at man fortsat kan dominere den internationale dagsorden. Men i modsætning til sine forgængere, så giver Trump udtryk for at USA ikke agere global stormagt i multilaterale sammenhænge, men – ligesom Theodore Roosevelt gjorde det – i bilaterale sammenhænge, hvor USA har økonomisk og militær overlegenhed.

Wilsons verden
Hvorfor er det så, at Tillerson ret hurtigt slår væk fra Wilsons verdensbillede? Wilson er symbolet på en aktiv amerikansk rolle i verden, hvor man skaber multilaterale rammer, hvor verdenssamfundet mødes og konsulterer med hinanden. Hans vision var en verdensorden bygget op om love, regler og aftaler.

Hans vision var Folkeforbundet – forløberen til FN – som i sidste ende bl.a. fejlede, fordi USA i sidste ende ikke var del af organisationen. Det var lektien man tog fra Wilsons fejlede projekt. Derfor ville Franklin D. Roosevelt have at USA var aktiv del af FN, og stod for skabelsen af en verdensorden bygget op om internationale organisationer, love og regler.

Kort sagt så står Wilson for alt det som Trump-administrationen ikke ønsker for USA’s rolle i verden. Her er erindringen om Theodore Roosevelt et langt mere attraktivt forbillede: Et stærkt USA baseret på økonomisk og militær overlegenhed, som agerede afgørende stormagt i bilaterale forhandlinger i en multipolær verdensorden uden begrænsninger fra multilaterale organisationer og aftaler.
Det kan altså godt være, at Tillersons budskab – og budskabet fra flere andre i Trump-administrationen – er at USA selvfølgelig står last og brast med Europa. Men det verdensbillede som de flere gange vender tilbage til, giver et billede af at det bliver på nye betingelser. Betingelser hvor USA igen forsøger at stå stærkt uden for mange begræsninger.