Første år i Trumps Amerika

Præcis et år efter den overraskende valgsejr, må Trump sande at det ikke er helt kører som han godt kunne tænke sig. Nederlagene ved guvernørvalgene i New Jersey og især Virginia er blot seneste eksempel i en lang række på, at Trump muligvis vandt valget, men siden har haft svært ved at levere varen

Jeg kan stadig huske valgnatten 2016. Jeg var i DC, hvor Kongressen.com var værter for en større studietur i forbindelse med præsidentvalget. Vores indenrigsanalytiker, Søren Dal Rasmussen, var der også. Sammen havde vi i månederne forinden rejst Amerika tyndt i håbet om at finde ud af, hvad det hele ville ende med. At Hillary Clinton ikke var nogen populær kandidat og virkelig kunne få mange vælgere op i det røde felt, vidste vi begge godt. Men derfra og så til at vælge Donald Trump som præsident, ja, burde stadig være et stykke vej, var både min og Sørens analyse. Kunne Trump vinde? Hmm… Logikken sagde stadig nej. Det burde han jo nok ikke kunne. Men kunne det alligevel ske? Tja… Helt udelukkes kunne det i hvert fald ikke.

I midten af september, knap to måneder før valgdagen, var Søren og jeg en tur i to af de afgørende svingstater, nemlig Virginia og Pennsylvania. To stater, som siden hen skulle vise sig afgørende for Trumps sejr og som samtidig var en øjenåbner for os begge i forhold til, hvor godt fat i sine vælgere, Trump rent faktisk havde.
Jeg mindes stadig en aften i den berømte borgerkrigsby, Gettysburg, hvor vi mødte to vælgere, der for mig fortsat står som nogle af de vigtigste, jeg mødte under hele valgkampen. Det ældre, hvide ægtepar, Ann og Rodney, sad på deres veranda med Trump plakater på døre og vinduer og blåt lys i gavllampen.

“We’re the deplorables!” lod Ann forstå, mens jeg stående på tæer fra fortovet iagttog udsmykningen af hendes husfacade. Søren og jeg blev inviteret op til en samtale, der endte med at vare mere end en halv time, og som satte mange ting i et nyt og noget overraskende lys for os begge.

At de var Trump støtter og dermed ikke havde meget til overs for fru Clinton, var åbenbart fra starten af samtalen. Det bemærkelsesværdige var, hvordan de opfattede Trumps kampagne og hvad de havde af forventninger til ham, hvis han blev præsident.

Hvis Hillary blev præsident kunne det kun gå tilbage, var de begge sikre på. Med Trump var det lidt mere usikkert, men det kunne i hvert fald ikke blive så slemt, som hvis det var Hillary, der vandt. Trump ville være manden, der kunne tø Washingtons bundfrosne politiske klima op igen og få gang i hjulene, lød den klippefaste melding fra dem begge. Han var samtidig en mand, der var kendt for at levere varen, hvilket han også ville gøre som præsident. Så ja, når han lovede at ændre Obamacare, så ville det også komme til at ske. Ligesom han selvfølgelig også ville få bygget en mur langs den mexicanske grænse, få gennemført massive skattelettelser og den slags. Selv om både Søren og jeg flere gange forsøgte at få opklaret, hvordan de så for sig, at han dog skulle kunne holde sine løfter, kom vi ikke ret langt med hverken Ann eller Rodney. Sådan blev det bare, måtte vi forstå. Når Trump sagde at det blev sådan, så blev det sådan. Og længere var den sådan set ikke.

Hverken Søren eller jeg har set Ann eller Rodney siden vi talte med dem den lune september aften sidste år. Ingen tvivl om, at de fortsat er lykkelige over, at Trump besejrede Hillary. Og ingen tvivl om, at de lige nu synes at den republikanske ledelse gør, hvad de kan for at hjælpe Trump. Og mon ikke de også mener at journalister som mig, Søren og alle vores kolleger, der dækker USA, er nogle slyngler, der ikke forstår deres præsident. Det vil jeg tro.

Jeg kom til at tænke på Ann og Rodney her til morgen, da jeg vågnede til nyheden om, at Demokraterne ikke blot havde hevet den forventede sejr ved guvernørvalget i New Jersey hjem. Det var ikke der, spændingen ved gårsdagens valg lå. Den lå i Virginia. Og også her havde Demokraterne trukket det længste strå i guvernørræset og samtidig sikret sig en række andre vigtige sejr i delstaten.

Naturligvis var det Ralph Northams sejr over Ed Gillespie den store breaking-historie, men en anden historie viste viste sig hurtigt at trække mindst lige så meget fokus. Den 73-årige delstatspolitiker, Bob Marshall, havde efter 26 år tabt sin plads i Virginias delstatsstyre. Hvorfor var det så opsigtsvækkende? Jo, fordi manden, der har omtalt sig selv om ‘USA’s chef-homofob’ tabte sin plads til den transkønnede Danica Roem. En kvinde i begyndelsen af 30’erne, som Marshall kategorisk har nægtet at møde i debatter og i øvrigt konsekvent omtalt som en mand. At Roem besejrede Marshall, er ikke bare historisk, men fortæller samtidig historien om, at Trump-linjen ikke er en sikker opskrift på succes. Hverken for Gillespie eller Marshall.

Når jeg kom til at tænke på Ann og Rodney, så var det fordi de lige som jeg ville vågne til disse nyheder fra Virginia og New Jersey på årsdagen for at deres præsidentdrøm blev til virkelighed. De ville næppe være glade for valget af hverken Northam eller Roem i Virginia, var min første tanke. Men bortset fra det, hvordan ville de så ellers se tilbage på det år, der nu er gået siden Trump vandt? Ville de være skuffede? Måske lidt, men næppe nok til at vende Trump ryggen. Selv om det kniber gevaldigt for Trump med at holde hvad han lovede dem.

Obamacare er, trods heftig politisk turbulens, ikke blevet rullet tilbage og erstattet med en ny reform. Det bliver den næppe heller foreløbig.

Der er fortsat ikke noget som helst, der tyder på at Trump får held med at få Mexico til at betale for en mur langs grænsen. Og der er på nuværende tidspunkt ikke blandet så meget som en liter cememt i nærheden af Rio Grande. Det bliver der næppe heller foreløbig.

Og hvad skattereformen angår, så er det mere end vanskeligt at se for sig, hvordan det skal lykkes for Trump og den republikanske partiledelse at realisere planen om en storstilet skattereform med massive skattelettelser som en del af programmet. Der er hverken penge eller politisk enighed til stede og så bliver det altså svært at få til at flyve. Uanset hvad Trump siger.

Så trods store forventninger fra vælgere som Ann og Rodney, har Trump ikke ret meget at prale med på den indenrigspolitiske front her et år efter valgsejren. Er det et problem for ham? Ja, men kun delvist. Selvfølgelig ville det være bedre for ham at kunne vise den ene store politiske sejr frem efter den anden. Ingen tvivl om det.

Men når det alligevel kun er et delvist problem for ham, så er det fordi hans vælgere stadig støtter ham. Det er muligt at han er en historisk upopulær præsident og at stort set alle amerikanere, der ikke satte kryds ved ham sidste efterår, ryster på hovedet i forargelse over hans præsidentskab. Men langt de fleste af de folk, der støttede ham for et år siden, gør det fortsat. De tror stadig på ham som præsident og tror stadig på at han vil holde det han har lovet med både skat, sundhed og immigration.

Det er vanskeligt at se for sig, at han kommer til at levere varen indenrigspolitisk. Men om det så på et tidspunkt vil få hans kernevælgere til at vende ham ryggen, det er den store ubekendte. Faktum her et år efter valgsejren er, at Trump har skabt stor indenrigspolitisk ravage, men leveret meget få resultater. Men så længe faktum fortsat er, at hans vælgere også ville stemme på ham, hvis der var valg i morgen, er krisen ikke helt så stor for Trump, som den kunne være. Begge dele bliver formentlig ved med at være faktum en tid endnu. Men hvor længe, det er den store ubekendte. For hvis først skuffelsen melder sig hos kernevælgerne, er der ikke meget tilbage at give af for Trump. Men trods begrænset indenrigspolitisk succes, er det ikke nået til. Endnu.

Denne analyse er første del af en serie om første år efter Trumps valgsejr. I morgen kan du læse udenrigsredaktør Philip Chr. Ulrichs analyse ‘Første år i Trumps Verden’, mens du på fredag kan læse indenrigsanalytiker Søren Dal Rasmussens analyse ‘Første år i Trumps DC’.