Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Skattereform skal redde republikansk mareridtsår

Efter snart et helt år med politisk fumleri og intern splittelse, sætter den republikanske partiledelse – og præsident Trump – nu deres fælles lid til at en storstilet skattereform bliver vendepunktet. Det har dog noget mere klang af ønsketænkning end realisme.

2017 har ikke været noget godt år for Republikanerne. ‘There is no need to sugarcoat this,’ som Paul Ryan ville sige det. En enestående politisk situation, hvor partiet har flertallet i begge Kongressens kamre, samt præsidentembedet, er blevet formøblet på pinligste vis. I årevis har både den republikanske ledelse og siden hen Donald Trump råbt og skreget på at få rullet Obamacare tilbage. Da man så fik muligheden, kunne man alligevel ikke blive enige internt. Og i stedet endte det i et kolossalt politisk nederlag, som forværrede en i forvejen dårlig stemning mellem Trump og partiledelsen på Capitol Hill.

Men Obamacare-misæren er så langt fra det eneste sammenstød, der har været mellem Trump og GOP-ledelsen i 2017. Listen er allerede nu lang, og med knap to måneder tilbage af kalenderåret, bliver den formentlig endnu længere.

Eller måske alligevel ikke. I hvert fald ikke, hvis det står til den republikanske partiledelse – og formentlig også, hvis det står til Donald Trump.

For med fremlæggelsen af udspillet til den længe omtalte skattereform, har partiet nu taget hul på arbejdet med det projekt, man håber på kan blive vendepunktet. Det er ikke nogen hemmelighed, at både Paul Ryan og Mitch McConnell meget gerne ser en større skattereform vedtaget. Ligesom det heller ikke er nogen hemmelig at der i både Senatet og Huset blandt de republikanske medlemmer er et brændende ønske om at se handling på dette område. Ligesom det bestemt heller ikke er et ukendt forhold, at Trump meget gerne vil give amerikanerne skattelettelser. Det har han faktisk lovet ganske længe nu, så nu er det på tide at indfri løftet, hvis det står til præsidenten.

Så den ligger vel lige til højrebenet, skulle man mene? Eller? Nej, ikke helt alligevel. Der er stadig lang, lang, lang vej før Ryan og co. kan strække armene i vejret i triumf og præsentere en færdig aftale. Af flere grunde.

For det første, er det ikke noget, der tyder på at der internt i det republikanske parti er noget, der bare minder om fælles fodslag om, hvordan en sådan reform skal se ud. Der er et generelt ønske om at lave en reform, med hvad den skal indeholde og hvordan den skal finansieres, er der så langt fra konsensus om. Hvilket langt fra er uvæsentligt, i forhold til om skattereformen en dag skal blive til virkelighed.

Så er der den anden del, der handler om mulighed for at lave noget med Demokraterne. Findes der blandt Demokraterne kongres-politikere, der gerne ser at der bliver lavet en skattereform i USA? Ja. Findes der demokrater, der mener at det ville være fint med et mere enkelt skattesystem og at det ville være fint at sænke skatten? Ja. Findes der imidlertid nogen demokrater, der vil være med på at lave en reform med republikanske ledelse med et år til midtvejsvalget og i en tid, hvor Trump er historisk upopulær og the GOP ligger i intern krig? Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle de dog give Republikanerne den sejr? Med andre ord: glem alt om en aftale på tværs af partiskellene.

Dermed er sagen klar: Republikanerne skal blive enige med sig selv internt, en gang for alle, hvis det her skal lykkes. Kan de blive det? Jeg tvivler. Lad mig sige det på den her måde: jeg vil blive mere overrasket hvis det sker, end hvis det ikke sker.

Splittelsen i det republikanske parti er så udtalt og stemningen så giftig, at det er umuligt at ignorere. Dele af partiet har set sig sure på ledelsen, ikke mindst Mitch McConnell. Og stadig flere fremtrædende senatorer, senest Jeff Flake, har offentligt undsagt præsident Trump og afvist at støtte ham. Det gør heller ikke just en skattereforms fremtidsperspektiver.

Sidst men ikke mindst er der spørgsmålet om præsident Trump. Hvordan har han tænkt sig at gribe det her forløb an? Det er ikke nogen hemmelighed, at Trump ikke just bidrog konstruktivt til hele spillet omkring Obamacare. Tværtimod var hans manglende politiske boldøje og ikke-eksisterende tålmodighed medvirkende til at en i forvejen vanskelig situation kørte helt af sporet på en yderst pinlig måde for Republikanerne.

Men det kunne jo være, at Trump havde lært af Obamacare-fadæsen. Jo, det kunne da godt være. Det er der bare ikke noget, der tyder på. Da Trump i forbindelse med lanceringen den anden dag lod forstå at han ville give amerikanerne skattelettelser i julegave, var det for mig en klar indikator på, at Trump ikke har lært af Obamacare-fejlene, han begik. Det må siges at være meget lidt sandsynligt at en storstilet skattereform er forhandlet på plads og stemt igennem begge Kongressens kamre inden jul. I hvert fald hvis det er julen 2017, der er tale om. Reformer af den størrelsesorden, partiet her lægger op til, tager lang tid at få på plads. Selv om man har flertallet over hele linjen. Spørg bare præsident Obama, som brugte over et år på at få sundhedsreformen på plads, selv om Demokraterne sad på flertallet på The Hill og havde nøglerne til Det Hvide Hus. Den slags tager bare tid, og kræver is i maven og tålmodighed. Og især det sidste er Trump ikke kendt for at have ret meget af, så spørgsmålet er, hvor længe der går, før han bliver utålmodig. Mit bud er, at der ikke går ret længe.

For Trump har stadig til gode at levere på et af sine store valgløfter. Det kiksede med Obamacare-tilbagerulningen. Nu er det så spørgsmålet, om det lykkes med skattereformen. Jeg tillader mig fortsat at tvivle. Sikkert er det imidlertid at vejen hen til målet for Republikanerne, bliver både lang, snørklet, op ad bakke, i modvind og på flade dæk. Og selv om de egentlig er enige om, at de gerne vil i mål, er det langt fra det samme som, at de kommer det. Tværtimod, kan man sige, med tanke på Obamacare-forhandlingerne.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen