Trump-udspil stækker Dreamers’ håb om opholdstilladelse

Søndagens offentliggørelse af Det Hvide Hus’ ønsker til indholdet af en immigrationsreform gør det sværere at se en aftale komme på plads, som kan hjælpe de unge immigranter, som tidligere var beskyttet af Obamas dekret DACA. Skulle reformen mislykkes, sætter det en tyk streg under Trump-administrationens lovgivningsmæssige ineffektivitet, hvilket almindeligvis burde vække dybe bekymringer hos præsidenten. Men Trumps Amerika er ikke et business as usual, og måske kan han leve med inertien hos kollegaerne på Capitol Hill.

I søndags fremlagde Det Hvide Hus en liste med principper til en ny immigrationsreform, der kunne redde 800.000 Dreamers fra deportering. Principperne var udarbejdet af Justitsminister, Jeff Sessions, og præsidentens indenrigspolitiske rådgiver Steven Miller. Begge er de hardliners på immigrationsområdet, og det nationalistiske præg var da heller ikke til at tage fejl af. Blandt meget andet indeholder listen flere penge til grænsekontrol, strammere regler for asyl og indvandring generelt, fratagelse af midler til såkaldte ”Sanctuary cities”, der ikke håndhæver lovene efter præsidentens ønsker, og afsættelse af midler til en mur ved den mexicanske grænse.

En samlet reform med alle tiltagene har ingen gang på jord, så længe der sidder demokrater og moderate republikanere i Kongressen. Men udspillet viser, at Trump er villig til at presse sine politiske modstandere i det demokratiske parti så langt som overhovedet muligt på Dreamers-aftalen, selvom han personligt flere gange har udtrykt sympati for de unge immigranters håb om at blive i USA. Dermed gør han politikudførelsen til en kamp, og det kan skabe splittelse mellem de to partier og i sidste ende umuliggøre en aftale. De demokratiske ledere i Kongressen, Chuck Schumer og Nancy Pelosi, har da også allerede kritiseret principperne og påpeget, at useriøse udspil som det kun gør det sværere at nå til enighed, og uden ”Chuck and Nancy”, som Donald Trump kærligt og lettere patroniserende kalder de to seniorlovgivere, ingen immigrationsreform. Spørgsmålet er så bare, hvor meget udsigten til en manglende aftale, og i bredere forstand en fortsat lovgivningsmæssig inerti, bekymrer præsidenten.

Det virker som om, at Trump først som sidst kerer sig om at vinde over sine modstandere i kampen om opbakning og popularitet. For så selvoptaget en personlighed som ”The Donald” er hver meningsmåling et valg. At skabe fælles lovgivningsmæssige resultater for USA kommer i anden række.

Og det er vigtigt at adskille de to ting. Opbakning og lovgivningsmæssige resultater. På trods af den manglende lovgivning under Trump, ligger hans approval ratings lige så højt i dag, som de gjorde for fem måneder siden. Det står i kontrast til Kongressens, der er faldet støt efter hans indtrædelse.

Måske bør vi i denne sære politiske tid sætte spørgsmålstegn ved dogmet om, at manglende lovgivningsmæssige resultater nødvendigvis underminerer en præsidents opbakning og chancer for genvalg.

I USA har præsidenten en unik platform til at sætte en dagsorden for lovgivningsarbejdet. Det gælder især, når lederskabet i Kongressen er så svagt som nu. Så er det op til præsidenten at tage ansvar, udstikke en retning og samle en koalition, hvis lovgivningsprocessen skal fungere. Donald Trump har på den ene side sat den politiske dagsorden, men han har ikke taget ejerskab og involveret sig dybt i arbejdet for at skabe et flertal for at vedtage beslutninger. Tværtimod virker det oftere til, at han pga. inkompetence eller politisk opportunisme har spændt ben for koalitionsdannelsen og muligheden for kompromiser. Alligevel er det indtil videre lykkedes ham at overbevise sine vælgere om, at det er kollegaerne på Capitol Hill, som alene bærer skylden for ineffektiviteten.

I den sammenhæng kan man læse Det Hvide Hus’ principper til en ny immigrationsreform. Hvis Trump ikke mener, at han har noget at tabe ved ikke at gennemføre en aftale og udstille den reformmæssige stilstand, så er det ikke nødvendigt at indgå kompromiser, der risikerer at fremmedgøre hans kernevælgere. Med udspillet til en immigrationsreformen, gør han det klart, at hvis Dreamers skal reddes fra deportering, så bliver det med store stramninger på immigrationsområdet til følge.

Hvor Donald Trump ikke påtager sig rollen som leder af lovgivningsarbejdet, så er han ikke bleg for at udøve sine unilaterale magtbeføjelser som præsident. Han bruger virkningsfuldt positionen som ”bully pulpit”, der byder ham at tale direkte til og mobilisere befolkningen gennem både gamle og nye medieplatforme. Han udsteder dekreter og forordninger, som går til kanten af det juridisk lovlige og tager med nogen succes kampene i retssalene. Han bruger aktivt udnævnelser og fyringer til at forme den politiske virkelighed, som når han f.eks. vælger ikke at ansætte ledere i udenrigsministeriet og dermed undergraver ministeriets magt. Han tilbageruller gamle dekreter og trækker USA ud af internationale aftaler indgået af hans forgængere, selvom det sidste kan blive problematisk for USA’s status som samarbejdspartner for andre lande på længere sigt. Og han deltager aktivt i det internationale diplomati, hvor han lægger afstand til Europa og internationale samarbejder for i stedet at få et tættere forhold til f.eks. Kina. På alle disse områder kan Trump pege på politiske resultater, som går uden om Kongressen.

Så selvom de fleste efterhånden er enige om, at Trump er en præsident, der både mangler en helt grundlæggende forståelse for det amerikanske politiske system, og som derudover nægter at acceptere dets normer, så betyder det ikke nødvendigvis, at han ikke bliver blive genvalgt i 2020. Til gengæld betyder det, at USA’s demokrati under hans lederskab vil fortsætte i en lovgivningsmæssig krise, hvor Kongressen er ude af stand til at imødegå problemerne, som lige nu udfordrer det amerikanske samfund. I dette tilfælde kan taberne blive The Dreamers.