Trump vil udfordre Iran-aftalen

Præsident Trump forventes i denne uge at slå fast at aftalen med Iran om standsning af landets atomprogram ikke er i USA’s nationale interesse. Dermed vil han stille spørgsmålstegn ved aftalen, og søge at presse Iran genforhandling. Han skyder dog ikke aftalen helt ned – endnu.

Præsident Trump har i lang tid talt dårligt om den aftale som hans forgænger i Det Hvide Hus udarbejdede med Iran for at standse landets atomprogram. Ifølge præsidenten er det ”the worst deal ever” (ud over alle de andre ”worst ever” aftaler som præsidenten omtaler) og en aftale som er direkte ydmygende for USA. Derfor skal man have den genforhandlet.
Hidtil har man dog fulgt op på den hårde retorik, og i stedet faktisk fulgt aftalen. Det har kostet hårde sammenstød mellem udenrigsminister Rex Tillerson og præsident Trump. Nu er præsidenten altså klar til at kaste sig ud i diplomatisk højt spil med Iran, på trods af at hans nærmeste rådgivere lader til at være imod det. Man skulle ellers tro, at præsidenten havde fuld plade med diplomatisk krise med Tyrkiet, Cuba og Nordkorea.

Dog er det interessant at bemærke at den ellers så hårde retorik fra præsidenten ikke lader til at føre til et ”clean break” med aftalen. Faktisk virker det til at præsidenten vil skyde bolden over på Kongressens banehalvdel, og så må de tage skridtet videre.

Bolden skydes til Kongressen

Det Trump formodes at gøre er at erklære at aftalen med Iran fra 2015 ikke er i USA’s nationale interesse. Dernæst skal det være op til Kongressen at ændre den lovgivning som fulgte aftalen i sin tid. Ændringen kunne f.eks. være strengere kontrol fra Kongressens side med at Iran overholder aftalen. Dernæst vil man så skulle overveje, om man vil genindføre de sanktioner mod Iran, som ellers blevet hævet efter at aftalen blev indgået. En genindførelse af sanktionerne vil endegyldigt aflive aftalen.

Idéen er at det pres, som den amerikanske administration nu vil til at pålægge Iran – igen- skal tvinge landet tilbage til forhandlingsbordet og give flere indrømmelser end man fik ud af det iranske styre tilbage i 2015.
Reelt set er der tale om en gentagelse af det præsident Obama gjorde i sin tid som præsident. Han indledte med at pålægge hårde sanktioner mod Iran. Det skete kort tid inde i hans præsidentperiode. Disse sanktioner fik så tid til at virke, således at styret i Teheran fik nok, og var tvunget til at forhandle. Den aftale som man fik efter flere års hårde sanktioner og en fælles indsats fra det internationale samfund er den aftale man har i dag. Den ønsker Trump altså at ændre ved at gå internationale enegang med en trussel om genindførelse unilaterale sanktioner (med mindre man få de europæiske allierede med). Diplomatisk højt spil må man sige – særligt i betragtning af, hvor svært det efter al sandsynlighed vil være at skabe international enighed om en ny kurs overfor Iran. Både fordi de fleste er enige om at aftalen var det bedste man kunne få og håbe på, men også fordi USA bruger meget diplomatisk kapital i øjeblikket, særligt i forhold til situationen på den koreanske halvø, som præsident Trump også ønsker at forandre gennem pression.

En interessant note i denne fortælling er at trods vigtigheden af gode relationer til Kongressen (særligt Senatet), fordi det er dem som skal gennemføre planen, hvis der skal pålægges sanktioner, så er Trump gået i Twitter-krig med en af de vigtigste republikanere.

Senator Bob Corker er formand for Senatets Senate Foreign Relations Committee, og er derfor helt central for præsidenten at holde sig gode venner med. På trods af dette har præsidenten i en række tweets angrebet Corker, hvilket vi nok kan se frem til vil komplicere samarbejdet om vejen frem overfor Iran. (artiklen fortsætter under billederne)

Sammenstød med rådgiverne

Senator Corker er tilhænger af at få genforhandlet Iran-aftalen, og han er derfor en mærkelig person at lægge sig ud med. Særligt taget i betragtning af at præsidenten ikke har mange venner at tage af i denne sag. Hans egne ministre er heller ikke uforbeholdne i deres opbakning.

Forsvarsminister James Mattis har i mange år været yderst kritisk overfor USA’s politik mod Iran, som han har ment var for blødsøden. Han ser Iran som den mest destabiliserende faktor i Mellemøsten med dets bidrag til terrorisme og stedfortræderkrige i Syrien og Yemen. Derfor var han også kritisk overfor atom-aftalen fra 2015. Alligevel har han på det seneste udtalt, at det vil være i USA’s interesse at fastholde aftalen. Mon Pentagon-chefen mener at der er nok på den amerikanske tallerken?

Ligeledes har den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson udtrykt, at USA bør fastholde aftalen. Faktisk er han og Trump stødt sammen om, hvorvidt USA skulle bekræfte at Iran levede op til aftalen. Det har man indtil videre gjort to gange, siden Trump overtog Det Hvide Hus. Begge gange har det altså ledt til heftige diskussioner mellem præsidenten og hans udenrigsminister.
I øjeblikket kan man ikke påstå, at forholdet mellem de to er særligt godt. Det kommer efter at præsidenten undergravede Tillersons udtalelser om dialog med Nordkorea i hvad man kan håbe var et udtryk for ”good cop / bad cop” – og efter at det kom frem at udenrigsministeren skulle have kaldt sin chef for ”a moron”.

Trump kan altså meget vel vælge at gå imod sine rådgivere i sagen om Iran-aftalen, og i givet fald vil det være endnu et område, hvor hensynet til vælgerbasen vil vægte højere end diplomatiske og hensyn til politiske overvejelser i D.C.
Det har været et gentagende kritikpunkt fra Trump mod Obama-administrationen, at man indgik den aftale med præstestyret. Derfor føler Trump sig nok nødsaget til at sætte handling bag sine ord. At han vælger at gøre det imens USA har diplomatiske konflikter kørende på flere fronter kan undre. Der spilles i hvert fald højt spil i øjeblikket i Det Hvide Hus.