Hillary Clintons bog What Happened har genåbnet diskussionen om, hvad der skete i sidste års præsidentvalg. Men har fru Clinton ret i sin udlægning af nederlaget?
Det er det mest forudsigelige i verden.
Hillary Clinton udgiver en bog, hvor hun bramfrit analyserer og giver sin holdning til, hvorfor hun ikke sidder i det ovale kontor i dag. Og straks er hele den politiske verden efter hende og tilbage i et kollektivt skænderi over, hvad der var skyld i Trumps overraskende valgsejr.
Mine kollegaer Anders og Philip har allerede gået igennem, hvorfor demokraterne helst så sig fri for at høre fra Clinton igen. Det er sandt, at Clinton peger fingre i bogen og river op i gamle sår. Det er også sandt, at hun skyder skylden på en lang række eksterne faktorer. Det kan desuden gå tabt i de hurtige tv-reaktioner og de saftige uddrag, at hun også påtager sig skylden for sin egen kampagnes fejltrin, så meget som hun kan. Og nå ja, mange af de ting, Clinton nævner var betydningsfulde dele af valgkampen.
To ting er sande på samme tid. Clinton førte, givet hvad vi ved i dag, en gennemsnitlig kampagne, hvor der både var gode og dårlige strategier og taktikker. Og fordi valgkampen var så tæt kan det have kostet hende sejren. Samtidigt påvirkede en lang række faktorer uden for hendes kontrol valget på en måde, hvor de med høj sandsynlighed også kunne have kostet hende Det Hvide Hus.
I dagene efter valget tilskrev jeg Trumps sejr til en række ting. Særligt Trumps styrke blandt hvide vælgere og amerikanernes hungren efter forandring.
Siden da er der kommet en mængde ny data ud, som ikke var tilgængeligt i november. Og med forestående guvernørvalg i Virginia og New Jersey og et midtvejsvalg rundt om hjørnet giver Clintons bog (samt en lang række revisionistiske analyser og groteske argumenter, der ikke har hold i data eller politisk videnskab) en perfekt åbning til at se tilbage på, hvad der egentlig skete i 2016.
Lad os starte med at se på nogle af de faktorer, som Clinton nævner i sin bog.
Comey-brevet
Tidligere i år fik vi en livlig debat mellem FiveThirtyEights Nate Silver og New York Times’ Nate Cohn, om hvorvidt Comeys brev i afslutningen af valgkampen var nok til at koste Clinton sejren.
Silver argumenter, at deres modeller viste, at en lille eller en stor Comey-effekt på henholdsvis 1 procentpoint og 3-4 procentpoint kunne være mulig. Men i begge tilfælde ville det have været udslagsgivende.
Nate Cohn er skeptisk. Det kunne lige så godt være andre faktorer, der var i spil så sent i valgkampen. Særligt at republikanske vælgere vendte hjem, og at metoden Silver brugte ikke tog højde for forskellen på, hvornår meningsmålinger var foretaget, i forhold til hvornår de blev frigivet.
Sandheden ligger nok et sted midt i mellem. Clinton kunne både have været på vej ned i målingerne, og Comey kunne have forværret tendensen nok til at svinge valget i Trumps favør.
Princetons Sam Wang viser for eksempel også en Comey-effekt. Dette er yderlige bakket op af såkaldte panel-målinger både fra det offentlige Institute for the Study of Citizens and Politics og det private firma Trendency Research. Begge målinger kiggede på de samme vælgeres holdninger over tid, og det virker tydeligt, at Comeys brev som minimum fik en række vælgere til at afvise at støtte Clinton i slutningen af kampagnen.
Bemærk for eksempel, at Comeys brev pulveriserer Clintons momentum fra debatterne og får andelen af vælgere, der afviser at støtte hende tilbage på samme niveau som i september.
Mediernes dækning
Der er ikke noget mere ucharmerende, end en kandidat der brokker sig over sin egen mediedækning. Men i dette tilfælde er der en række data, der indikerer, at Clinton har en sag.
Se for eksempel dette studie fra Berkman Klein Center for Internet & Society:Kort sagt: Clintons dækning var overvejende fokuseret på hendes skandaler, mens Trumps dækning tiltede mod hans mærkesager.
Der er desuden denne såkaldte wordcloud fra et studie af Gallup-data fra University of Michigan and Georgetown University:
For enhver der fulgte valget, er det ikke svært at se, hvorfor disse ord er problematiske for Clinton, mens de ikke er problematiske for Trump.
Du kan samtidigt pege på en studie fra The Shorenstein Center, der viste, at tonen i Clintons dækning var yderst negativ i slutningen af valgkampen (Comey-brevet var en del af det puslespil).Dette har sandsynligvis haft en betydning. Gennem valgkampen var der sammenhæng mellem negativ dækning af Clintons email-server og et fald i hendes støtte. Hun mistede også støtte, da Comey clearede hende første gang. Udover det svingede valget mod den kandidat, der holdt sig ude af rampelyset. Det kan ikke være overraskende givet, at valget stod mellem de to mest upopulære præsidentkandidater i amerikansk historie. Clinton endte med sorteper. Og det kostede hende.
Det ser du for eksempel tydeligt i exit-målingerne, der viser, at de vælgere der besluttede sig i de sidste dage af kampagnen stemte på Trump med en langt større margin, end dem der havde besluttet sig forinden.Og så er der selvfølgelig det faktum, at medierne har en interesse i at tilskrive Trumps sejr andre faktorer og dermed afvise deres egen rolle i udfaldet.
Stemmeundertrykkelse i svingstater som Wisconsin
Et andet argument er, at strenge ID-love gjorde, at 200.000 vælgere ikke kunne stemme i afgørende stater som Wisconsin.
Der er ganske enkelt ikke noget data, der kan retfærdiggøre det udsagn. Disse love har generelt en negativ effekt i forhold til, hvor mange der deltager i præsidentvalg, men der er intet studie, der definitivt kan afgøre, hvorvidt dette ikke ligeså godt kunne skyldes strukturelle faktorer som manglende entusiasme. Og det virker heller ikke muligt at sætte præcise tal på.
Omvendt virker det temmelig dovent, at give Clintons manglende fokus på Midtvesten skylden for nederlaget. Det er nærmest blevet en go-to joke for analytikere.
Nej, hun besøgte aldrig Wisconsin efter primærvalget. Men selv hvis Clinton havde vundet Wisconsin og Michigan, så var det stadig ikke nok til at give hende flertallet i valgmandskollegiet. Desuden besøgte hun Pennsylvania en række gange og her tabte hun alligevel. Og når du kigger på hendes præstation i forhold til Obama i 2012, så præsterede hun værre i Ohio og Iowa, som hun besøgte gentagne gange og smed en række ressourcer ind i, end hun gjorde i Michigan og Wisconsin.
De strukturelle faktorer
Der er andre faktorer, som Clinton peger på, der kunne have haft betydning. Det drejer sig for eksempel om racisme, sexisme, Bernie Sanders, Ruslands indblanding og Fox News.
En grundig analyse fra professor John Sides fra George Washington University viser tydeligt, at holdninger til race og immigration var en betydelig faktor. Race var også en større faktor en autoritære attituder ifølge professor Thomas Wood fra Ohio State University. En analyse af Robert Griffin og Ruy Teixeira viser, at sexisme kan have haft en betydning, og et studie af vælgere fra valgkampen viser en sammenhæng mellem traditionelle holdninger til kønsroller og Trump-støtte.
Sanders-vælgere er sværere at bedømme. Ni ud af ti stemte på Clinton, men det tager ikke højde for, at de kunne have været blevet hjemme på sofaen. Det virker umuligt at finde ud af, hvordan Rusland kunne have påvirket valget. Mest fordi vi endnu ikke har et overblik over, de mange måder som det ville have fundet sted på, og i hvor høj grad det skete i 2016.
Et nyt interessant studie viser, at Fox News havde en enorm indflydelse på moderne præsidentvalg. Emory Universitys Gregory Martin og økonomen Ali Yurukoglu fra Stanford finder, at Bush havde fået 3,59 procentpoint mindre støtte i 2004, mens McCain ville tabe 6,34 procentpoint i 2008. Det er nemt at se, hvordan det samme kunne have fundet sted i 2016, men uden data må vi flyve i blinde.
Men alle disse grunde blegner i forhold til de helt fundamentale faktorer, der dikterer amerikanske valg.
For eksempel var det tydeligt, at partiskhed dominerede vælgerenes stemmer.
Clinton var heller ikke favorit til at vinde. 2016 var et valg, der favoriserede en normal republikaner. Nogle af de mest udbredte modeller gjorde endda Trump til favorit. Meget af valgets udfald kan forklares gennem økonomien og Obamas popularitet.
Det var ikke en overraskelse, at vinderen havde et R ved siden af sit navn. Det overraskende var personen, der stod ved siden af R’et. Historien var heller ikke på Clintons side. Ingen demokratisk kandidat havde vundet efter partiet har haft to embedsperioder i træk i moderne tid.
Trumps unikke appel til hvide uden universitetsuddannelse gav ham en geografisk fordel i valgmandskollegiet. Han kunne overkomme at tabe med 2,1 procentpoint på landsplan og stadig vinde flertallet af valgmænd.
Desuden var de økonomiske forhold middelmådige. Der er tilmed ny research omkring ulighed, der viser, hvordan den brede befolkning i USA ikke har set økonomiske gevinster siden 1980. Økonomien er typisk den vigtigste faktor for folks stemme, og hvis den var værre, end de normale nøgletal som ledighed, aktiemarkedet og forbrugertillid indikerede, så er der ikke noget at sige til, at en stor del af amerikanerne hungrede efter forandring og ikke ville lade det samme parti blive siddende på præsidentposten.
Negativ partiskhed og stammeloyalitet er samtidigt blevet værre, og disse tendenser blev højst sandsynligt forværret af, at det var Clinton på stemmesedlen. Hun har været højrefløjens mest forhadte person i mere end end generation. Intet af dette fratager Hillary Clinton ansvaret for sit nederlag. Hun havde rigeligt med problemer, der efterlod hende åben for angreb og gjorde hende til en upopulær kandidat.
Men hendes analyse af valget i 2016 virker i det store hele til at ramme plet.
You must be logged in to post a comment Login