Varm forbindelse trods kold luft

Forholdet mellem den amerikanske præsident Obama og den israelske premierminister Netanyahu er dårligt, men forholdet mellem de to nationer er og vil forblive tæt, uanset hvem der vinder valget tirsdag

Forholdet mellem USA og Israel er både komplekst og langvarigt. I mere end 60 år har de to nationer været tætte allierede, men de seneste år har der været gentagne forlydender om, at den engang så tætte forbindelse skulle være på retur. Grunden til disse antagelser har været flere. Dels at præsident Obama fortsat ikke har besøgt Israel i den tid, han har været ved magten. Og dels fordi det personlige forhold mellem netop Obama og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er elendigt. Trods de interne gnidninger mellem de to statsledere skal man ikke tage fejl. De to nationer er stadig nære allierede, og sådan vil det blive ved med at være, lyder vurderingen fra professor i amerikansk udenrigspolitik ved New York State University, Lewis Brownstein, der har netop forholdet mellem USA og Mellemøsten som et af sine ekspertiseområder:
”Det personlige forhold mellem præsident Obama og premierminister Netanyahu er tydeligvis meget dårligt. Men hvad angår det institutionelle samarbejde, så er det min klare opfattelse, at samarbejdet fortsat går ganske fint. Der er et tæt samarbejde, hvad angår efterretningsarbejdet, både hvad angår indsamling af oplysninger og analyser af de forskellige situationer. Samtidig er der et tæt samarbejde mellem USA og Israel i forhold til cyber indsatsen mod Iran. De har desuden samarbejdet på en lang række andre områder, så min klare vurdering er, at forholdet mellem de to lande fortsat er både tæt og effektivt.”

Israel handler ikke uden USA
Netop spørgsmålet omkring Iran er den primære grund til, at forholdet mellem Obama og Netanyahu er køligt. Præsident Obama har ved flere lejligheder slået fast, at han ikke vil tolerere, at Iran får atomvåben. Men det er ikke nok, mener Netanyahu, der i skarpe ord og vendinger har kritiseret Obama og samtidig luftet muligheden for at tage yderligere skridt i forhold til Iran. Eksempelvis militære skridt. Men skulle det nå til det punkt, så vil det være nøje koordineret med amerikanerne, fastslår Lewis Brownstein:
”Jeg tror ikke et øjeblik på, at Israel vil foretage sig noget som helst i forhold til Iran på egen hånd. På trods af hvad Netanyahu må have sagt. Det er lige så meget en del af en strategi for at lægge pres på USA for at få dem til at gøre noget. Desværre har dækningen af det her emne ofte været skudt ved siden af skiven. For der er masser af samarbejde og koordination i mellem USA og Israel, og Israel gør ikke noget, uden at det er afstemt. De har brug for amerikansk assistance, så derfor giver det heller ikke nogen mening, når folk taler om, at Israel vil handle på egen hånd.”

Forståeligt at Obama ikke har været i Israel endnu
I den igangværende valgkamp, har Mitt Romney ved flere lejligheder kritiseret præsident Obama for ikke at have besøgt Israel i sin første embedsperiode. Det er helt centralt, at en amerikansk præsident har et godt og nært forhold til Israel, men der har Obama svigtet, har Romneys kritik blandt andet været. Men ifølge Lewis Brownstein, er der ikke noget at sige til, at Obama har holdt sig langt væk fra et statsbesøg i Israel i den forgangne embedsperiode:
”Det er et minefelt, men flere medlemmer af hans administration har været der. Som tingene er i øjeblikket, er det bare ikke nogen god ide for ham at tage dertil. Man er nødt til at stille spørgsmålet: ’Hvad skulle formålet for ham være i at tage dertil?’ Man sender ikke bare lige præsidenten til Israel. Han skal have en ret god grund til at tage dertil. Republikanerne har påstået, at grunden til, at han ikke har været der, er fordi hans forhold til Netanyahu er dårligt. Men det er at simplificere en meget kompliceret vifte af omstændigheder. Præsidenter rejser til steder som Israel, når vejen er ryddet for dem. Ikke før. Hvis han tog dertil og kom tomhændet tilbage, så ville han blive kritiseret for at have spildt sin tid og have øget forventningerne unødigt. Det er grunden til, at han ikke gør det lige nu.”

Ingen ændringer i kursen, hvis Romney vinder
Skulle tirsdagens valg falde ud til Romneys fordel, skal man dog ikke gøre sig nogen illusioner om, at der vil ske markante ændringer, hverken i forhold til det amerikansk-israelske forhold eller i den amerikanske udenrigspolitik generelt. Det er muligt, at Romney har givet udtryk for det modsatte undervejs i valgkampen, men det kommer ikke til at ske, understreger Lewis Brownstein:
”Der vil ikke ske ændringer. Amerikansk udenrigspolitik er baseret på kontinuitet. Der er ingen store forskelle mellem Bush og Obama på det her område. Selvfølgelig er der forskelle i stilen og små politiske nuanceforskelle, men de store linjer er de samme. Og det vil ikke ændre sig, hvis Romney vinder,” siger Lewis Brownstein og uddyber:
”Romney har prøvet det bedste, han har lært, at problematisere et eller andet i forhold til Obamas håndtering af Israel gennem hele valgkampen. Men han er ikke rigtig kommet nogen vegne med det. Men har i sandhed forsøgt. På nogen punkter er Israel blevet en slags hellig ko i amerikansk politik. Det er mig lidt en gåde hvorfor. Men det er som om, at du skal sige en række ting omkring Israel undervejs i en kampagne for at leve op til forventningerne. Men det skal man ikke lægge så meget i. Og som sagt, så tror jeg ikke, at der vil ske ændringer på det her område, hvis Romney bliver præsident. Tingene vil forblive de samme. Der vil muligvis ske ændringer i stilen, men de fundamentale ting, vil ikke ændre sig.”