Trumps store Obama-øjeblik

Efter en lang proces kunne præsident Trump mandag stille sig op foran det amerikanske folk, og præsentere sin strategi for USA’s længste krig nogensinde. Grundlæggende var budskabet meget lig det præsident Obama kom med i 2009 – en pointe som Steve Bannons medie Breitbart ikke lod gå ubemærket hen.

Det vil ikke være noget, som Obama-tilhængere eller Trump-tilhængere vil kunne lide at høre. Men præsident Trumps tale til nationen om en ny strategi i Afghanistan lød meget som hans forgængers for otte år siden.
Parallellerne er tydelige. Begge præsidenter blev valgt blandt andet på en agenda om at afslutte USA’s krige, slutte USA’s tilbøjelighed til nationbuilding og et fokus på hjemlige udfordringer i stedet. Den enighed udtrykte Trump ligefrem i et tweet tilbage i 2011

Begge præsidenter brugte lang tid i begyndelsen af deres tid i Det Hvide Hus til at finde ud af, hvad de skulle stille op med USA’s krig i Afghanistan. Begge præsidenter måtte erkende at deres valgløfter ikke var en farbar vej, og faktisk sende ekstra soldater afsted.

Efter mange diskussioner om vejen frem i Afghanistan har Trump måtte erkende, at en tilbagetrækning kunne betyde, at han ville blive husket som præsidenten som tabte Afghanistan, og som gav al Qaeda sin base tilbage i Centralasien, så de igen kunne planlægge terror mod USA. Det har han tilsyneladende ikke ville risikere – og derfor har han måtte ændre holdning, ligesom Obama gjorde det i 2009.

Trumps tale mandag aften var hans Obama-øjeblik – en ændring i Trumps politik som bestemt ikke var tabt på mediet Breitbart med tidligere Trump-chefstrateg Steve Bannon i spidsen. De indledte hårde angreb på præsidenten og hans rådgivere for talen. Breitbart har ellers støttet Trump og præsidentens dagsorden, men efter Bannons fyring/afgang (alt efter hvilken teori man tror på), så er man mindre villige til at støtte præsidenten ubetinget. Faktisk tweetede Joel B. Pollak fra Breitbart således få timer efter det blev offentligt at Bannon ikke længere havde job i Det Hvide Hus.

Noget kunne tyde på at krigen er gået i gang.

Breitbart til angreb

Som tidligere beskrevet her på Kongressen har der været en række magtkampe i Det Hvide Hus, som bl.a. har inkluderet kampe om den udenrigspolitiske retning under præsident Trump. Her stod chefstrateg Steve Bannon for den nationalistiske linje, som krævede et strengt fokus på amerikanske interesser under sloganet ”America First”.

Efter Bannons afgang fra Det Hvide Hus er han tilbage hos Breitbart, og kan nu stå udenfor regeringen og angribe den, når den nationalistiske dagsorden ikke prioriteres. På den måde kan Bannon blive et stort problem for Trump, gennem vedholdende angreb og en fast læserskare som består af mange af Trumps kernevælgere.
I kølvandet på Trumps tale begyndte angrebene.

I en lang række artikler anklages Trump for at svigte sine vælgere, og fortsætte en mislykket krig som er døm til at fejle.

Nogle af overskrifterne på Breitbart har set sådan ud i døgnet efter talen

Artiklerne er bestemt ikke positive, og der peges i høj grad fingre af Trump, hvilket er bemærkelsesværdigt. Et medie som i mange måneder har støtte præsidenten i tykt og tyndt går nu til angreb personligt på præsidenten. Nårh ja, og så en af hans rådgivere.

Skylden for, hvad der ses som en allerede fejlslagen strategi, lægges hos den nationale sikkerhedsrådgiver generalløjtnant H.R. McMaster.

I længere tid har Breitbart og mange på Twitter angrebet McMaster for at være en ”globalist”, som modarbejdede præsidentens dagsorden og i stedet promovere præsident Obamas fejlslagne politikker. Hashtagget #firemcmaster trendede i en periode på Twitter, og i kølvandet på Trumps tale kan man igen finde det.

Det man må bemærke er, at det er højst usandsynligt at Breitbart ville begynde disse angreb mod McMaster uden en eller anden form for tilkendegivelse fra Bannon. De to stødte regelmæssigt sammen i diskussioner om amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik, og stod hårdt i hver deres lejr. Angrebene på Breitbart og Twitter kan ses som en del af Bannons kamp mod generalen.
Nu lader det altså til at Bannon bruger sin nye post til at fortsætte kampen.

En sejr for ”De voksne”

Talen bar da også helt tydeligt præg af at være påvirket af stabschef John Kelly (pensioneret fire-stjernet general fra Marinekorpset) og McMaster som national sikkerhedsrådgiver. Den forsonende tone i begyndelsen af talen om national samhørighed på tværs af racer må mildest talt kaldes en drejning i forhold til den retorik vi hørte fra præsidenten for bare nogle dage siden efter Charlottesville. Den nye tone er indikation på at Kelly og McMaster i denne sammenhæng har formået at tøjle præsidenten, og forsøgt at få ham til at udtrykke sig i en mere konventionel tone.

Samtidig var talen en sejr for Kelly, McMaster, forsvarsminister James Mattis og forsvarschef Joseph Dunford i den forstand, at de har argumenteret for at den eneste vej fremad i Afghanistan ville være en troppeforøgelse. Det gik Trump så med til, ligesom Obama i sin tid gjorde det.

Det der er anderledes hos Trump, og som er en yderligere sejr for militæret, det er at der ikke er sat en dato for en amerikansk tilbagetrækning. Det gjorde præsident Obama. Han satte en dato for hvornår han ville trække de ekstra soldater hjem, som han beordrede afsted i december 2009. de skulle hjem igen efter 18 måneder. Det var Obamas forsøg på en udstrakt hånd til de vælgere, som var skuffede over hans beslutning. Militæret var meget imod en sådan offentlig slutdato, og derfor har de efter al sandsynlighed også argumenteret mod det denne gang. Det er dog også dårligt nyt for Trumps vælgere, som nu kan se frem til en troppeforøgelse i Afghanistan, fortsat brug af skattedollar på operationer i Centralasien, men til gengæld ingen synlig ende i sigte.

Noget af det mest interessante ved denne sag har ikke været det åbenlyse sammenfald mellem Obamas håndtering og konklusioner om Afghanistan og dem Trump har lavet.
Det interessante er at se det potentiale for angreb, som nu ligger og venter for Trump-regeringen ved at Steve Bannon er blevet sluppet fri af sine lænker i Det Hvide Hus, og nu er fri til at angribe som det passer ham – det gælder også den præsident som de hjalp blive valgt.