Trump fastholder stormløbet mod illegale immigranter

Donald Trumps holdning til illegal immigration var klar, længe før han stillede op som præsidentkandidat. De skal ud. Både dem, der bliver taget ved grænsen og dem, der har boet i landet længe. Det sidste er et klart brud med politikken fra tidligere administrationer.

30 til 34 millioner illegale immigranter stjæler, snylter, skyder og voldtager lige nu i USA ifølge Donald Trump. De officielle statistikker peger på, at tallet nærmere ligger på 11-12 millioner, og at de illegale er mindre kriminelle og har en lavere arbejdsløshed end amerikanske statsborgere.

Men når Trump på den måde taler om flygtningesituationen i krisetermer, åbner han også et vindue for at tage ekstraordinære skridt for at dæmme op for tilstrømningen. Vi ser på, hvad han har gjort, og hvordan det kan sammenlignes med tidligere præsidenters forsøg på at finde en varig løsning på problemet med de illegale i USA.
To spørgsmål har været dominerende i forsøget på at finde en bæredygtig politik på området for illegal immigration, siden emnet for alvor kom på den politiske dagsorden i 1980’erne:

Hvordan stopper vi tilstrømningen?

Og hvad skal vi stille op med dem, der allerede bor i landet?

Under Reagan forsøgte man at begrænse tilstrømningen indirekte ved at gøre det ulovligt for arbejdsgivere at ansætte de illegale og dermed lukke for jobmulighederne. I en tid, hvor problemet endnu ikke var stort nok til at retfærdiggøre store udgifter på statsbudgettet, virkede det som en fornuftig løsning. Problemet var bare, at der ikke var nok tjek, og mange arbejdsgivere lavede cost-benefit-analysen, at risikoen ved at benytte den billige og stabile arbejdskraft var værd at løbe. Tilstrømningen dykkede i hvert fald kun en smule, og det er svært at pege på politikken som den forklarende faktor for det.

Senere blev fokus skiftet til grænseovervågning, og især terrorangrebet i 2001, hvor de illegale pludselig blev opfattet som en sikkerhedsmæssig og ikke blot kulturel og økonomisk trussel, åbnede et vindue for stramninger. Samtidig skiftede Bush fokus til en ny strategi, når de illegale immigranter skulle deporteres.

Under Clinton havde grænsepatruljer, når de fangede en illegal immigrant fra Mexico, oftest kørt personen tilbage over grænsen, så der ikke skulle bruges ressourcer på at få en domskendelse. Det svarer lidt til, når asylansøgere i Danmark afvises ved grænsen. Fremgangsmåden havde desværre den uheldige effekt, at mange vendte om igen, så snart bilen var kørt sin vej for at give indrejsen et skud mere. Noget man under Clinton forsøgte at lovgive sig imod ved i 1996 at vedtage en lov, der gjorde det til en forbrydelse at forsøge at rejse ind landet, hvis man allerede en gang var blevet afvist. Det nyttede bare ikke så meget, hvis overtrædelserne ikke blev dokumenteret nogen steder. Det var denne praksis, Bush gjorde op med.

Han ændrede fokus fra returns, som tilgangen ovenfor hedder, til removals, hvor de illegale skulle den tunge gang gennem retssystemet for at få en endegyldig dom på at forlade landet. Og det virkede. Færre rejste tilbage til USA efter første udsendelse af frygt for strenge straffe, hvis de blev fanget igen. Sammen med de nye stramninger som følge af Patriot Act og oprettelsen af det velbemidlede Department of Homeland Security, begyndte tilstrømningen af illegale immigranter til USA for første gang siden Reagan-årene at falde.

Under Obama var tilgangen været den samme. Flere midler til grænsebevogtning og større fokus på removals. Donald Trump har trykket på speederen, men er fortsat i samme bane. Det er lykkedes at få kongressen til at bevillige flere midler til grænsebevogtning, mens det halter noget mere med den famøse mur, som han ellers har lovet dem at bygge billigt. Gennem dekreter har han givet større fleksibilitet til myndighederne i håndteringen af de illegale ved grænsen, og han har støttet op om en lov, der skulle give fængselsstraf til alle, der rejste ind i landet for anden gang. Den blev dog filibustered i kongressen. Til sidst har han og Justitsminister Jeff Sessions kæmpet for strenge straffe til alle illegale immigranter i det hele taget ved at forsøge at sætte grænsen op for, hvor grov en forbrydelse det er at overtræde grænsen ulovligt.

Når det handler om de, der allerede er bosat i USA, har alle været enige om, at det grundlæggende er uholdbart at have illegale personer i det amerikanske samfund. Derfor har forskellige lovgivere og præsidenter i forsøgt at skabe en vej til statsborgerskab for de velintegrerede samtidig med at stramme kontrollen ved grænsen. Det er dog ikke lykkedes, og mange taler i dag om et immigrationssystem i ruiner. Her gennemgår vi udviklingen.

Tendensen siden Reagan har generelt været at lovliggøre de velfungerende illegale immigranter, men så til gengæld også sætte hårdere ind over for dem, der begår selv mindre lovovertrædelser. Under både Reagan, Clinton og George W. Bush blev immigranter lovliggjort over flere omgange, men det lykkedes aldrig at gennemføre den store reform, som for alvor kunne løse problemet. Bush kom tættest på i 2006 og 2007, da han lagde stor politisk kapital i forslag udarbejdet af så magtfulde senatorer fra begge partier som John McCain, Ted Kennedy, Harry Reid og Lindsay Graham, men det lykkedes akkurat ikke at få det endeligt igennem kongressens to kamre.

Det største skridt på vejen mod en vej til legalisering af immigranter, som ikke bare var ad hoc lovliggørelser, skete under Barack Obama. Efter mislykkede forsøg på først at gennemføre initiativer ved lov, udsendte Obama to vidtrækkende dekreter, som skabte stor splittelse i det politiske landskab. Det første (DACA) gav i 2011 mulighed at ansøge om statsborgerskab for at de såkaldte DREAMers, der primært var unge, illegale immigranter, som fungerede godt i det amerikanske samfund. I 2014 forsøgte han med et nyt dekret (DAPA) også at lovliggøre fire millioner forældre til børn, som allerede var amerikanske statsborgere eller havde lovlig opholdstilladelse. Det blev dog blokeret af Højesteret ved en usædvanlig 4-4 afgørelse efter Scalias død, og dekretet blev senere endelig skrottet af Donald Trump.

Donald Trumps holdning til DACA har mildest talt været omskiftelig. Under Obama sendte han eder og forbandelser afsted efter dekretet, men nu ser det ud som om, at han har valgt at acceptere det. Om det er fordi, han godt kan se ideen i at beholde en masse velfungerende skatteydere i landet, eller om det handler om, at kongressen forsøger at gøre de centrale elementer i dekretet til lov gennem the BRIDGE Act, er svært at vurdere, men faktum er, at han ikke har tilbagerullet dekretet, som han sagde, han ville gøre under valgkampen.

Obama blev kendt blandt borgerrettighedsforkæmpere som the Deporter in Chief, fordi han gennem retssystemet (removals) sendte flere illegale hjem end nogen anden før ham. Dermed kriminaliserede han ved dom mange illegale på en sådan måde, at han fik et ry som meget hårdhændet i sin indsats. Det er dog ikke den fulde historie. For under Obama så man også, at han ændrede sit fokus til i modsætning til tidligere administrationer næsten udelukkende at sende den del af de etablerede illegale immigranter hjem, som tidligere var blevet dømt for hård kriminalitet. Til gengæld satte han hårdere ind imod dem, end nogen havde gjort før ham.

Her ændrede Donald Trump tilgangen radikalt fra tiden under Obama, og det kan allerede spores i tallene. I modsætning til alle tidligere administrationer var Trumps opfattelse grundlæggende, at alle illegale skulle behandles som kriminelle, og at de derfor burde sendes hjem. Hvor Obama havde klare kriterier for, hvem myndighederne skulle forsøge at arrestere og udsende, blev fokus under Trump ændret til at være alle, som kan være til fare for USA. Det er en noget løsere definition, men han, Justitsminister Jeff Sessions og tidligere Minister for National Sikkerhed, John Kelly, har ikke lagt skjul på, hvordan myndighederne skal tolke den prioritering. De illegale skal hjem, og det kan kun gå for langsomt.

Antallet af arrestationer er steget kraftigt efter Trumps tilgang, mens antallet af udvisninger ligger på samme niveau som i år 2016 under Obama. Det handler dog ikke om ineffektivitet på området for Donald Trump, men snarere om sagsbehandlingstid og usikkerhed omkring læsningen af den nye politik. De fleste er enige om, at antallet af deportationer vil stige som følge af Trumps tiltag, om end han nok ikke når at deportere de 11 millioner, som han på forhånd pralede af at ville sende ud under valgkampen.

Nogle delstater modsatte sig Trump-administrationens skærpelser for udsendelse, og så gik Trump i krig. Han udsendte et dekret, der skulle skære i statslig finansiering af delstaterne, hvis ikke de makkede ret. Uddelingen af føderale midler er generelt et område, som kongresmedlemmerne på Capitol Hill tager sig af, og Trump mødte hurtigt modstand fra domstolene. Dekretet blev skudt til hjørne, og nu må Trump beslutte, om han vil tage sagen i Højesteret med risiko for at lide et ydmygende nederlag.

The Donald var rasende på de ansvarlige dommere fra delstaterne. De ”sætter kriminelle udlændinges velbefindende over amerikanske statsborgeres sikkerhed,” fik han sagt, og de har ”døde amerikaneres blod på hænderne.” En hård beskyldning, som fortæller meget om Trumps kamplyst og psyke, men også om en ideologi og et tankegods personificeret ved den nu fyrede chefstrateg Stephen Bannon. Det ser Ask Bo Larsen nærmere på i seriens tredje og sidste del af Trumps immigrationspolitik i et historisk perspektiv på mandag.