Det er dyrt at kritisere kineserne

Kina er i høj grad på dagsordnen i vestlige medier og politik, men fokus er ikke længere på Tibet og menneskerettigheder. For Kina har fået så stor magt, at det for Vesten primært handler om, hvordan man kan tjene penge på kineserne og samtidigt holde dem politisk i skak

BRIK-PANEL: 104 tibetanere har siden 2009 brændt sig selv op i protest mod kinesernes tilstedeværelse i Tibet. Der var en gang, hvor det havde været en stor nyhed i Vesten, men sådan er det ikke længere. Kina har ellers aldrig fyldt mere i debatten, og under den amerikanske præsidentkampagne var forholdet til Kina et af de vigtigste spørgsmål. Men der blev ikke talt om menneskerettigheder, Tibet eller andre af de anliggender, som kineserne bliver sure over, at Vesten blander sig i. I stedet talte man om politik og penge, og hvordan man bedst kan tjene penge på kineserne og samtidigt holde dem politisk i skak.

Spørgsmålet er, hvorfor det er blevet umoderne at diskutere menneskerettigheder i Kina. Svaret er ligetil. Kineserne har opnået det, som man bedst kan udtrykke som ‘The power of power.’ Det betyder, at jo større magt og indflydelse, kineserne har fået, jo mindre blander resten af verden sig i interne kinesiske anliggender.

Kritikkens pris
I dag ved de fleste politikere, at man ikke ustraffet udtrykker sig om anliggender, Kina ikke vil diskutere. Det ved de i Norge, hvor man var så frække, at give Nobels fredspris til en kinesisk dissident og systemkritiker. I dag – flere år efter – er forholdet mellem Norge og Kina stadig betændt. Det ved vi også i Danmark, hvor både Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har mødtes med Dalai Lama, mens de var statsministre. Her var konsekvenserne også en mindre diplomatisk krise og nogle vrede tegn i kinesernes sorte bog.

At konsekvensen for et møde med Dalai Lama ikke kun har politiske, men også økonomiske konsekvenser, blev klart i en undersøgelse af Andreas Fuchs og Nils-Hendrik Klann fra det tyske universitet i Göttingen, som magasinet Ræson har omtalt. Her fremgår det, at lande der modtager Dalai Lama på officielt besøg i gennemsnit taber 8,1 procent i eksporten til Kina de følgende to år.

Med den viden i baghånden kan man godt forstå, at de lande, som handler med Kina og prøver at komme ind på det kinesiske marked, er lidt påpasselige. Da der er mange lande, som har en interesse i det kinesiske marked, er der også mange, som ikke har lyst til at rage uklar med kineserne, og derfor får landet lov til at være i fred.

Kina sneg sig frem som verdensmagt
I dag kan det godt være lidt svært at forstå, hvordan amerikanerne kunne tillade, at Kina pludselig blev så stærkt. For at forstå det er vi nødt til at gå tilbage til den 11. september 2001 og angrebet på World Trade Center. Foruden det åbenlyst forfærdelige, der skete den dag, så blev det startskuddet til en krig mod terror i Mellemøsten, som indtil videre har varet godt et årti. USA’s opmærksomhed var nu fuldstændigt fæstnet på Afghanistan og Irak, og kravet om hævn var ubønhørligt fra den sårede og blodtørstige befolkning.

Fordi USA i denne periode var så optaget af andre anliggender, kunne Kina leve en skyggetilværelse, hvor de voksede sig stærkere og stærkere uden USA’s indblanding. I samme periode blev USA fattigere og fattigere på grund af omkostningerne ved krigen. Kina lånte USA penge og købte amerikanske statsobligationer en masse. Det førte til den nuværende situation, hvor USA er økonomisk afhængig af Kina, og derfor er nødt til at tøjle sin kritik af Kina. Der er grænser for, hvor meget, man kan kritisere sin bankmand, når man gerne vil have fornyet sit lån.

Problemet for USA er også, at landets ry ikke er så pletfrit længere. Kina kan med en vis tyngde referere til USA’s krige i Mellemøsten, Guantánamo fængslet og generelle indblanding i de fleste af verdens konflikter og spørge, hvordan amerikanerne kan tillade sig at irettesætte Kina, når de ikke er bedre selv?

Kineserne er pragmatiske
USA har i mange år været verdens politimand og supermagt som med nærmest missionerisk overbevisning har kæmpet for at sprede sit værdisæt ud over hele verden. Kineserne har derimod en helt anden selvopfattelse end amerikanerne. De har ikke den samme nationale myte og deler ikke amerikanernes nærmest kultiske overbevisning om, at de er det bedste land på jorden. Kineserne er meget pragmatiske. De vil også ud i verden ligesom USA. Men kineserne gider ikke omvende folk til den kinesiske kultur. De vil handle de steder, hvor de kan se en fordel i det, og de vil engagere sig på den måde, som de tror de får mest ud af. Kinas fokus er på økonomien, og hvis det kan hjælpe væksten, at man fokuserer på bløde værdier, så er det dét, man gør.

Kineserne har stor respekt for, at andre lande selv klarer sine anliggender. Til gengæld forventer de tilsvarende, at andre lande blander sig uden om Kinas. Hvis landene alligevel blander sig i anliggender, som kineserne anser som interne, så skal de holde godt fast i dragehalen, for det kan godt udvikle sig til noget af en brydekamp.