Trumps kompromisløse opgør med Obama

Præsident Trump har efterhånden fulgt op på flere valgløfter om opgør med præsident Obamas udenrigspolitiske eftermæle. Det halter lidt med det indenrigspolitiske opgør, men senest har præsident Trump gjort op med den forhandlingspolitik overfor Cuba, som præsident Obama begyndte. Opgøret viser et helt andet verdensbillede og ønske om amerikansk lederskab.

Præsident Trump mener helt grundlæggende, at USA er blevet snydt og udnyttet i alt for mange år gennem internationale aftaler og organisationer, som tidligere præsidenter godtroende er gået med til at være del af. Det skal nu være slut, efter at præsident Trump har sat sig til rette i Det Hvide Hus. En central del af hans udenrigspolitiske agenda er et opgør med de aftaler som han mener forfordeler USA.

Senest var det præsident Obamas forsøg på at redefinere USA’s forhold til Cuba, som Trump har gjort op med. Før det var det USA’s deltagelse i klimaaftalen fra Paris, samt en række handelsaftaler, som enten var under forhandling eller netop færdigforhandlet.

Netop forhandling er centralt for Trump. Alt er til forhandling, og der kan kun være tale om at en vinder og en taber kommer ud fra sådanne forhandlinger – det er et nulsumsspil. Her adskiller han sig markant fra sin forgænger, som var villig til at indgå kompromisser, være del af internationale aftaler og prøve nye diplomatiske veje.
For Trump er det tydeligt, at USA har været taberen ved alle de forhandlinger hans forgængere har indgået i. Derfor har han trukket stikket på Paris-aftalen, Trans-Pacific Partnership og forhandlingerne om Transatlantic Trade and Investment Partnership. Formålet med dette er ifølge præsidenten at man kan genforhandle aftalerne, så de er til USA’s fordel.

Denne opfattelse af at USA har fået dårlige resultater af at være del af internationale aftaler og organisationer er det, som præger hans verdensbillede. Konsekvensen af at USA er blevet snydt i årtier må ifølge Trump være: ”America First”. Resten af verden kan rende og hoppe i det omfang, at det ikke er til USA’s direkte fordel eller i hvert fald får noget ud af det.

Hvad der er interessant i Trumps begrundelse for ophævelsen af Obamas aftaler med Cuba er amerikanske værdier. Man vil ifølge Trump ikke støtte et regime som det cubanske ved at lave aftaler med dem, fordi deres værdier strider mod amerikanske.
Det er interessant i det værdier ellers har spillet en forsvindende lille rolle i Trumps udenrigspolitiske linje. Præsidenten udtrykte, at USA ikke kunne opfordre andre lande til at handle mod modstandere og tage vare på deres egne regioner uden selv at tage fat på nærområdet. Derfor vil Trump have USA ud af den aftale med Cuba, som Obama lavede – fordi regimet står for andre værdier og tanker end dem USA står for.

Værdier har spillet en lille rolle i Trumps udenrigspolitiske retorik, fordi værdier binder en i forhandlinger, og derfor har det ikke været vigtigt for Trump at understrege et værdipolitisk fundament i sin udenrigspolitik, da det ville låse ham for meget. Det manglende værdipolitiske fundament har tidligere ført til udtalelser om at forhandlinger med Rusland eller Kina om geostrategiske udfordringer ikke var udelukket.

Opgøret med Obamas udenrigspolitiske arv er tilsyneladende kompromisløst, men ikke nævneværdigt styret af en bestemt retning og i hvert fald ikke værdier. At præsidenten taler amerikanske værdier i sin seneste affærdigelse af noget præsident Obama opnåede er mere udtryk for, at det passer ind i denne specifikke kontekst, snarere end en ændring i tilgangen til international politik. Men interessant det er det i hvert fald.