Magtkampe i Det Hvide Hus: Bannon er tilbage

Tre fraktioner kæmper i Det Hvide Hus om indflydelse på amerikansk udenrigspolitik. To af fraktionerne har formået at være toneangivende, mens den tredje kæmper for at få lov at påvirke retningen. Det bølger frem og tilbage, men efter NATO-topmødet og udmeldingen om Paris-aftalen, virker det klart: Steve Bannon er tilbage i magtens centrum.

Siden Donald Trump blev indsat som præsident den 20. januar har USA manglet en udenrigspolitisk retning. Udmeldinger går i den ene eller den anden retning – både fra præsidenten selv – men også fra fremtrædende ministre som ofte modsiger deres præsident.
De modstridende udmeldinger skyldes dels en præsident, som ikke har nogen forudgående erfaring med udenrigspolitik. Men derudover skyldes det at tre fraktioner kæmper om indflydelse på udenrigspolitikken indenfor Det Hvide Hus. Tre fraktioner som vil trække udenrigspolitikken i forskellige retninger.

Helt grundlæggende vil Trump føre udenrigspolitik ud fra, hvad Vibeke Schou Tjalve fra Dansk Institut for Internationale Studier kalder ”værdineutral darwinisme”. Sat på spidsen så er magt det centrale for Trump snarere end værdier, som ellers andre amerikanske præsidenter har vægtet højt. Denne værdineutrale darwinisme skal bruges til at sikre ”America First” – en skepsis overfor internationale aftaler og indførelsen af en noget-for-noget tankegang i USA’s alliancesystem for at sikre en større byrdedeling. Variationen kommer alt efter hvem af tre fraktioner får lov at påvirke præsidenten på et givent tidspunkt.

De tre fraktioner er:

• Gruppe med Steve Bannon, den tidligere chefredaktør på Breitbart og nu chefstrateg i Det Hvide Hus, i spidsen.
• Svigersøn Jared Kushner og Førstedatter Ivanka.
• ”The Axis of Adults” bestående af forsvarsminister James Mattis, national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og udenrigsminister Rex Tillerson. Flere tilføjer også Secretary of Homeland Security John Kelly til denne gruppe, samt forsvarschef Joseph Dunford.

Lige nu lader det til, at Steve Bannon er tilbage i en dominerende position efter at have været ude i kulden i længere tid. Imens så vi Trumps svigersøn Jared Kushner være den ledende stemme blandt Trumps rådgivere. Det har nu ændret sig.
Ind i mellem kommer der en udtalelse, som giver lidt lys i hverdagen for USA’s allierede. Som f.eks. da forsvarsminister James Mattis til sikkerhedskonference i Singapore sagde: ”bear with us, once we’ve exhausted all alternatives, we will do the right thing.” Det var selvfølgelig en munter udtalelse, som varmede i omsorgshungrende hjerter hos USA’s allierede.  Men vi skal ikke lade os narre, det vil være Bannon eller Kushner som vil være toneangivende, mens de ”voksne” kun vil få lov til at prøve at påvirke udenrigspolitikken, men ikke bestemme retningen. Kushner og Bannon var del af Trumps valgkamp og dermed del af hans kamp mod ”the establishment”, det var de voksne ikke. De er først kommet med på holdet efter valget, og har siden forsøgt at påvirke den førte politik i retning af ”the establishment”.
Ligeledes så taler den politik, som ”the adults” taler for, ikke til Trumps kernevælgere. Det gør Bannons. Lige nu har præsidenten svært brug for opbakning, og derfor er det naturligt for ham at vende tilbage til den kurs og retorik overfor omverdenen, som virkede på kampagnesporet.

Hvis vi ser på Donald Trumps udtalelser ved NATO-topmødet, og udtalelser da han trak USA ud af Paris-aftalen, så lader det til at Steve Bannon er tilbage i førersædet efter en periode ude i kulden.

En nationalistisk anti-establishment politik

Da Trump blev indsat som præsident den 20. januar var hans indsættelsestale skrevet af blandt andre Steve Bannon. I talen gik Trump bl.a. til angreb på den måde USA havde ført udenrigspolitik på i mange år. Teorien gik på at USA i mange år var blevet udnyttet af resten af verden, og det ville nu stoppe:

For many decades, we’ve enriched foreign industry at the expense of American industry; Subsidized the armies of other countries while allowing for the very sad depletion of our military; We’ve defended other nation’s borders while refusing to defend our own; And spent trillions of dollars overseas while America’s infrastructure has fallen into disrepair and decay. We’ve made other countries rich while the wealth, strength, and confidence of our country has disappeared over the horizon. […] From this day forward, a new vision will govern our land. From this moment on, it’s going to be America First.

Med en voldsom skepsis overfor internationale aftaler og en holdning om at internationale konventioner holdt USA tilbage, stak Bannon og tidligere national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn kursen for den nye præsident. Alt er til forhandling i international politik, som er et kynisk magtfokuseret nulsumsspil, hvor den stærkeste vinder. Derfor kan man ikke tillade sig at lade værdier være dikterende for den førte udenrigspolitik. Egeninteresse baseret på magt er hovedfokus for Trump – den værdineutrale darwinisme.

Efter en række dårlige meningsmålinger, dårlige sager i pressen og nederlaget i Kongressen ved første forsøg på Trumps sundhedsreform, så lod det til at Bannon var på vej ud i kulden. Han blev også fjernet fra det nationale sikkerhedsråd, noget som blev set som en klar sejr til den nyudnævnte nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster.

Men det lader nu til, at Steve Bannon er på vej tilbage. Ved NATO-topmødet i Bruxelles ville Trump ikke komme med en utvetydig opbakning til alliancens Artikel 5 om fælles forsvar af alliancen. De allierede må levere på en række områder, før USA vil garantere, at man vil leve op til sikkerhedsgarantierne i Artikel 5. Kort tid efter trak Trump USA ud af Paris-aftalen fra 2015. Det gjorde han med en tale, hvor USA igen blev fremstillet som værende blevet udnyttet af resten af verden:

As President, I can put no other consideration before the wellbeing of American citizens.  The Paris Climate Accord is simply the latest example of Washington entering into an agreement that disadvantages the United States to the exclusive benefit of other countries, leaving American workers — who I love — and taxpayers to absorb the cost in terms of lost jobs, lower wages, shuttered factories, and vastly diminished economic production. […]
This agreement is less about the climate and more about other countries gaining a financial advantage over the United States.  The rest of the world applauded when we signed the Paris Agreement — they went wild; they were so happy — for the simple reason that it put our country, the United States of America, which we all love, at a very, very big economic disadvantage.  A cynic would say the obvious reason for economic competitors and their wish to see us remain in the agreement is so that we continue to suffer this self-inflicted major economic wound.  We would find it very hard to compete with other countries from other parts of the world.

Retorikken er klassisk Steve Bannon med et klart fokus på America First uden skelen til hidtidig amerikansk udenrigspolitik eller værdier. Dermed lader det til, at Bannon efter noget tid ude i kulden igen har indflydelse på præsidenten og den kurs USA vil følge.

Svigersønnens deroute

Da Steve Bannon røg ud i kulden, var det Trumps svigersøn Jared Kushner og datter Ivanka som stod klar til at fylde magtvakuumet ved siden af præsidenten.

Den 36-årige svigersøn fik en alenlang jobbeskrivelse, som inkluderede fred i Mellemøsten, koordinere indsatsen mod Islamisk Stat med den irakiske regering, reformation af det amerikanske retssystem og reformation af Department of Veterans Affairs. Det var blot nogle af punkterne på hans opgaveliste.
Kort sagt, så satte præsidenten klart sin lid til at hans svigersøn kunne agere politisk altmuligmand. For Trump var/er det ret nødvendigt med tætte rådgivere. Han stoler ikke på mange, og derfor er det amerikanske statsapparat stadig ret tomt. Ud af 559 højtstående poster i regeringen, som kræver godkendelse af Senatet, mangler Trump stadig at nominere 442, 39 er bekræftet og resten mangler enten officielt at blive nomineret eller godkendt. Derfor er det ret naturligt for Trump at forlade sig på en trofast rådgiver, som ovenikøbet har den fordel at være i familien med præsidenten.

Ivankas indflydelse lader også til at være betydelig, idet hendes bror Eric spredte rygtet om, at Ivanka skulle have opfordret sin far til at gøre noget efter Assad-regimet endnu en gang havde anvendt kemiske våben mod sin befolkning. Hendes opfordring ledte ifølge hendes bror til den amerikanske bombning af Syrien.

Kushners indflydelse lader dog til at være dalet efter han er kommet i pressens og FBI’s søgelys for sine kontakter til russerne.
Et godt eksempel på dette er at han og Ivanka skal have forsøgt at overbevise Trump om vigtigheden af at USA forblev del af Paris-aftalen. Det lykkedes som bekendt ikke.

Her kan vi se, at Kushner lader til at være fortaler for en mere traditionel retning af amerikansk udenrigspolitik. Vi ved det reelt ikke, men indikationen er, at Kushner og Ivanka er fortalere for en politik med USA’s egne interesser i centrum, men hvor USA forbliver en engageret og ledende del af verdenssamfundet. Den balancegang har lidt et knæk, idet Bannon har overtaget indflydelsen.

De voksnes klub

Den sidste gruppe er altså dem, som ikke får lov at være toneangivende, men snarere må nøjes med rollen som moderatorer, når nye politiske initiativer skal udtænkes.

Der blev klappet i diverse hovedstæder, da Trump udnævnte James Mattis til forsvarsminister. Mattis er kendt som tilhænger af NATO og at USA skal støtte op om sine allierede. Kort sagt var Mattis et pust af normalitet i regeringen. Samme gjorde sig gældende da H.R. McMaster blev udnævnt til national sikkerhedsrådgiver. Undertegnede klappede da i hvert fald i sine små fede børnehænder, da udnævnelsen blev kendt. Endnu en gang var der en tilførelse af normalitet til regeringen, og håbet om lidt styr på amerikansk udenrigspolitik blev vakt.

Men det som er blevet kaldt ”The Axis of Adults” har ikke samme vægt i debatten som Kushner og Bannon. De var ikke med på det oprindelige hold, og ifølge flere mediehistorier er Mattis’ indflydelse faldet hos Trump efter konstante sammenstød om udnævnelser til Pentagon, hvor Mattis ikke må få sine kandidater – og ikke vil godkende Det Hvide Hus’. McMaster lader også til at være røget længere ud i kulden, fordi præsidenten angiveligt er træt af at hans nationale sikkerhedsrådgiver er meget belærende. Man burde ikke fortænke McMaster i at ville udvide præsidentens udenrigs- og sikkerhedspolitiske horisont, men det gør præsidenten altså.
Tillerson har aldrig formået at sætte sig igennem i regeringen, men er i stedet chef for et af de ministerier, som virkelig må tage for i Trumps nedskæringer for at finde penge til militæret. Om det kommer igennem Kongressen venter vi dog stadig på at se.

Men selvom det startede så godt, med kendte og tunge navne som Mattis og McMaster på holder, suppleret af Kelly i Homeland Security og forsvarschef Dunford, så er det altså ikke dem som får lov at sætte kursen. Det gør Bannon eller Kushner.
Seneste eksempel på dette er, at Mattis, Tillerson og McMaster forsøgte at få indarbejdet en klar udmelding om opbakning til NATO’s Artikel 5 i præsidentens tale i Bruxelles. Det var først da talen blev holdt, at de opdagede at den del var blevet slettet igen. Ifølge en artikel hos Politico så var afsnittet om Artikel 5 stadig i talen om morgenen, da McMaster godkendte talen. Det var bare ikke den tale, som blev holdt. Nogle siger, at det var Trump selv som slettede afsnittet, andre siger at det var Bannon. Begge dele er muligt, og understreger i sidste ende den manglende indflydelse som ”the adults” har på processen.

Kushner kan levere loyalitet, noget som Trump sætter højt, men lige nu er han mål i pressen, og derfor svækket markant.
Ud over ikke at være fokus (endnu) i undersøgelserne om kontakt til Rusland, så kan Bannon tilbyde en retorik, som vil appellere til Trumps kernevælgere. Dem har præsidenten brug for i et politisk klima, hvor han er under angreb fra alle fronter. Så er et godt bud for ham at gå til angreb mod de multilaterale aftaler og organisationer, som blev malet som fjender af amerikanske arbejdspladser under valgkampen.

Det hele er altså klassisk Trump: Det bedste forsvar er et angreb, og det angreb fokuserer på “America First”.